Ordsprogene 13

1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.

Miantoke ty lafan-drae’e ty ajaja karafito, fe tsy mañaon-trevoke ty mpiteratera.

2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.

Ty havokaran-tsaontsi’ ondatio ro ikama’e raha mafiry, fe tsihavokarañe ty fañiria’ o mpitroboo.

3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.

Mahatan-kavelo ty mahambeñe ty falie’e; mianto ka ty mampidañadaña fivimby.

4 Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.

Tea-haneñe ty votroo, fe tsy mahazo; ho anjañeñe ka ty mavitrike.

5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

Malain-dremborake ty vañoñe, fe manao ty hameñarañe naho hasalarañe ty lahiaga.

6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

Mahambeñe i an-dalam-bantañey ty havañonañe, fe mamotsake ty mpanan-kakeo o hatsivokarañeo.

7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

Eo ty miamoke ho mpañefoefo fe poi’e; eo ka ty manao ho rarake f’ie mpañaleale.

8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.

Mahajebañe ty fiai’ ondaty o vara’eo, fe tsy mañaom-pañembàñañe ty rarake.

9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.

Mirebeke ty failo’ o vantañeo, fe hakipeke ty jiro’ i lahiaga.

10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.

Fifandierañe avao ty ente’ ty fibohabohañe, fe hihitse ty rambese’ ty mañaom-bere.

11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.

Mikepake ty vara niazo an-tsata koake, fa mampitombo ka ty mitromake hanontoña’e.

12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Mampikoretse arofo ty fitamañe nihànkañe, fe hataen-kaveloñe ty salala niheneke.

13 Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.

Hanaña’ i tsaray songo ty manirìka aze, fe ho tambezeñe ty mañeveñe amo lilio.

14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

Figoangoañan-kavelo ty Fañòha’ o mahihitseo hiholiara’e o fandrin-kavilasio.

15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

Tendreke fañisohañe ty hilala soa, fe tomoantoañe ty lala’ o manao bodongeroo.

16 Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.

Hene mitoloñe an-kilala ze hendre, fe hagegeañe ty aboa’ i dagolay.

17 Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

Mivariñ’an-dama ty irake vìlañe, fe fijanganañe ty mpihitrike migahiñe.

18 Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.

Hararahañe naho hasalarañe ty hizò ty tsi-mañaon-dafa, iasiañe ka ty miantok’ endake.

19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.

Mamy an-troke ty fisalalàñe heneke, fe mamparitsike i dagola ty isitaha’e ty raty.

20 Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.

Miha-mahihitse te miharo lia ami’ty mahihitse, f’ie halovilovy te mpiami’ty gege.

21 Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.

Tokoen-kasotriañe ty aman-kakeo, fe firaoraoañe ty anambezañe o vantañeo.

22 Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

Mampandova amo anan’ ana’eo ty vañoñe, fe mihaja ho a o vantañeo ty vara’ o piaroteñeo.

23 Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

Bey ty havokarañe an-tane-hoba’ i rarakey, fe ifaopaoha’ ty tsy-hatò.

24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Malaiñ-anake ty mampipoke fikiso, fe mikoko aze ty mipiso am-pahimbañañe.

25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

Mahaeneñe ty tro’e ty mahakama’ i vantañey, fe kefoke ty fisafoa’ i lahiaga.