Ordsprogene 13
1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.
Filius sapiens doctrina patris; qui autem illusor est non audit cum arguitur.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
De fructu oris sui homo satiabitur bonis: anima autem prævaricatorum iniqua.
3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
Qui custodit os suum custodit animam suam; qui autem inconsideratus est ad loquendum, sentiet mala.
4 Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
Vult et non vult piger; anima autem operantium impinguabitur.
5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
Verbum mendax justus detestabitur; impius autem confundit, et confundetur.
6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
Justitia custodit innocentis viam, impietas autem peccatorem supplantat.
7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
Est quasi dives, cum nihil habeat, et est quasi pauper, cum in multis divitiis sit.
8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
Redemptio animæ viri divitiæ suæ; qui autem pauper est, increpationem non sustinet.
9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
Lux justorum lætificat: lucerna autem impiorum extinguetur.
10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
Inter superbos semper jurgia sunt; qui autem agunt omnia cum consilio, reguntur sapientia.
11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
Substantia festinata minuetur; quæ autem paulatim colligitur manu, multiplicabitur.
12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
Spes quæ differtur affligit animam; lignum vitæ desiderium veniens.
13 Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
Qui detrahit alicui rei, ipse se in futurum obligat; qui autem timet præceptum, in pace versabitur. Animæ dolosæ errant in peccatis: justi autem misericordes sunt, et miserantur.
14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Lex sapientis fons vitæ, ut declinet a ruina mortis.
15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
Doctrina bona dabit gratiam; in itinere contemptorum vorago.
16 Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
Astutus omnia agit cum consilio; qui autem fatuus est aperit stultitiam.
17 Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
Nuntius impii cadet in malum; legatus autem fidelis, sanitas.
18 Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
Egestas et ignominia ei qui deserit disciplinam; qui autem acquiescit arguenti glorificabitur.
19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
Desiderium si compleatur delectat animam; detestantur stulti eos qui fugiunt mala.
20 Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
Qui cum sapientibus graditur sapiens erit; amicus stultorum similis efficietur.
21 Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
Peccatores persequitur malum, et justis retribuentur bona.
22 Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
Bonus reliquit hæredes filios et nepotes, et custoditur justo substantia peccatoris.
23 Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
Multi cibi in novalibus patrum, et aliis congregantur absque judicio.
24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
Qui parcit virgæ odit filium suum; qui autem diligit illum instanter erudit.
25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
Justus comedit et replet animam suam; venter autem impiorum insaturabilis.
