Ordsprogene 13
1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.
Filius sapiens, doctrina patris: qui autem illusor est, non audit cum arguitur.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
De fructu oris sui homo satiabitur bonis: anima autem prævaricatorum iniqua.
3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
Qui custodit os suum, custodit animam suam: qui autem inconsideratus est ad loquendum, sentiet mala.
4 Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
Vult et non vult piger: anima autem operantium impinguabitur.
5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
Verbum mendax iustus detestabitur: impius autem confundit, et confundetur.
6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
Iustitia custodit innocentis viam: impietas autem peccatorem supplantat.
7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
Est quasi dives cum nihil habeat: et est quasi pauper, cum in multis divitiis sit.
8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
Redemptio animæ viri, divitiæ suæ: qui autem pauper est, increpationem non sustinet.
9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
Lux iustorum lætificat: lucerna autem impiorum extinguetur.
10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
Inter superbos semper iurgia sunt: qui autem agunt omnia cum consilio, reguntur sapientia.
11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
Substantia festinata minuetur: quæ autem paulatim colligitur manu, multiplicabitur.
12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
Spes, quæ differtur, affligit animam: lignum vitæ desiderium veniens.
13 Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
Qui detrahit alicui rei, ipse se in futurum obligat: qui autem timet præceptum, in pace versabitur. Animæ dolosæ errant in peccatis: iusti autem misericordes sunt, et miserantur.
14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Lex sapientis fons vitæ, ut declinet a ruina mortis.
15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
Doctrina bona dabit gratiam: in itinere contemptorum vorago.
16 Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
Astutus omnia agit cum consilio: qui autem fatuus est, aperit stultitiam.
17 Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
Nuncius impii cadet in malum: legatus autem fidelis, sanitas.
18 Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
Egestas, et ignominia ei, qui deserit disciplinam: qui autem acquiescit arguenti, glorificabitur.
19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
Desiderium si compleatur, delectat animam: detestantur stulti eos, qui fugiunt mala.
20 Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
Qui cum sapientibus graditur, sapiens erit: amicus stultorum similis efficietur.
21 Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
Peccatores persequitur malum: et iustis retribuentur bona.
22 Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
Bonus reliquit heredes filios, et nepotes: et custoditur iusto substantia peccatoris.
23 Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
Multi cibi in novalibus patrum: et aliis congregantur absque iudicio.
24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
Qui parcit virgæ, odit filium suum: qui autem diligit illum, instanter erudit.
25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
Iustus comedit, et replet animam suam: venter autem impiorum insaturabilis.
