Ordsprogene 12

1 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab; men hvo, som hader Revselse, er ufornuftig.

2 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

Den gode vinder Velbehag af Herren; men den rænkefulde Mand finder Fordømmelse.

3 Ingen staar fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

Et Menneske befæstes ikke ved Ugudelighed; men de retfærdiges Rod rokkes ikke.

4 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en daarlig er som Edder i hans Ben.

En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.

5 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

De retfærdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.

6 Gudløses Ord er paa Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

De ugudeliges Tale er om at lure paa Blod; men de oprigtiges Mund bringer Redning.

7 Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges Hus staar fast.

De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfærdiges Hus skal bestaa.

8 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

En Mand roses efter sin Forstands Beskaffenhed; men den, som er forvendt i Hjertet, bliver til Foragt.

9 Hellere overses, naar man holder Træl, end optræde stort, naar man mangler Brød.

Den, som er ringe agtet og har en Træl, er bedre faren end den, som ærer sig selv og fattes Brød.

10 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.

11 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.

12 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.

Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfærdige slaa Rod.

13 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

I Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.

14 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske faar, som hans Hænder har øvet.

En Mand skal mættes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Hænder have fortjent, skal gengældes ham.

15 Daarens Færd behager ham selv, den vise hører paa Raad.

Daarens Vej er ret i hans egne Øjne, men den, som hører efter Raad, er viis.

16 En Daare giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjuler Forsmædelse er klog.

17 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Den, som aander Trofasthed, forkynder, hvad Ret er; men et falsk Vidne forkynder Svig.

18 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

Der er den, som taler ubetænksomme Ord, der ere som Kaardestik; men de vises Tunge er Lægedom.

19 Sanddru Læbe bestaar for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

Sandheds Læbe bestaar altid; men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.

20 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Der er Svig i deres Hjerte; som optænke ondt; men for dem, som raade til Fred, er der Glæde.

21 Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld paa Vanheld.

Den retfærdige skal ingen som helst Ulykke vederfares; men de ugudelige have fuldt op af ondt.

22 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.

Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed; men de, som handle trolig, ere ham en Velbehagelighed.

23 Den kloge dølger sin Kundskab, Taabers Hjerte udraaber Daarskab.

Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.

24 De flittiges Haand skal raade, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

De flittiges Haand skal komme til at herske; men Ladhed skal vorde trælbunden.

25 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

Bekymring i en Mands Hjerte nedbøjer det; men et godt Ord glæder det.

26 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Den retfærdige vejleder sin Ven; men de ugudeliges Vej vildleder dem selv.

27 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods faar den flittige tildelt.

Den lade skal ikke stege sin Jagt; men den flittige er en dyrebar Skat for et Menneske.

28 Paa Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

Paa Retfærdigheds Sti er Liv, og dens banede Vej er ikke til Døden.