Ordsprogene 11
1 Falske Vægtskaale er HERREN en Gru, fuldvægtigt Lod er efter hans Sind.
Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men fuldvægtige Lodder ere ham en Velbehagelighed.
2 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.
Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom.
3 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.
De retsindige, dem leder deres Oprigtighed; men de troløse, dem ødelægger deres forvendte Væsen.
4 Ej hjælper Rigdom paa Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.
Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.
5 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.
Den oprigtiges Retfærdighed gør hans Vej jævn; men den ugudelige falder ved sin Ugudelighed.
6 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attraa.
De oprigtige, dem redder deres Retfærdighed; men de troløse, de fanges i deres egen Ondskab.
7 Ved Døden brister den gudløses Haab, Daarers Forventning brister.
Naar et ugudeligt Menneske dør, er det forbi med hans Haab, og det er forbi med de uretfærdiges Forventelse.
8 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.
Den retfærdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.
9 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.
Med Munden ødelægger den vanhellige sin Næste; men ved Kundskab udfries de retfærdige.
10 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.
En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfærdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.
11 Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.
Ved de retsindiges Velsignelse ophøjes en Stad; men ved de ugudeliges Mund nedbrydes den.
12 Mand uden Vid ser ned paa sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.
Den, som fattes Forstand, foragter sin Næste; men en Mand, som har Forstand, tier.
13 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den paalidelige skjuler Sagen.
Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen.
14 Uden Styre staar et Folk for Fald, vel staar det til, hvor mange giver Raad.
Hvor ingen Styrelse er, falder et Folk; hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
15 Den gaar det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Haandslag.
Naar en borger for en fremmed, da faar han vist en Ulykke; men den, som hader at give Haandslag, er tryg.
16 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade maa savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.
En yndig Kvinde holder fast ved Ære, og Voldsmænd holde fast ved Rigdom.
17 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er haard ved sit eget Kød.
Den, som gør vel imod sin Sjæl, er en barmhjertig Mand; men den, som plager sit Kød, er en grusom Mand.
18 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd saar, faar virkelig Løn.
Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfærdighed, faar en Løn, som er sand.
19 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.
Saa er Retfærdighed til Liv; men den, der efterjager ondt, haster til sin Død.
20 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.
De vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren; men de, som vandre oprigtigt deres Vej, ere ham en Velbehagelighed.
21 Visselig undgaar den onde ej Straf, de retfærdiges Æt gaar fri.
Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfærdiges Sæd skal undkomme.
22 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.
Som et Smykke af Guld i Næsen paa en So, saa er en dejlig Kvinde, som intet Skøn har.
23 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.
De retfærdiges Begæring er kun godt; men Vreden rammer de ugudeliges Forventning.
24 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.
Der er den, som udspreder rigeligt, og ham tillægges end mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og dog bliver der kun Mangel.
25 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.
En Sjæl, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvæger, skal selv blive vederkvæget.
26 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.
Hvo som holder Korn tilbage, ham bander Folket; men Velsignelsen kommer paa dens Hoved, som sælger det ud.
27 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.
Hvo der søger efter godt, stræber efter Velbehagelighed; men hvo der leder efter ondt, ham skal det vederfares.
28 Hvo der stoler paa sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.
Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.
29 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Daare bliver Vismands Træl.
Den, som forstyrrer sit Hus, arver Vind, og Daaren bliver Træl for den, som er viis i Hjertet.
30 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.
Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.
31 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.
Se, den retfærdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderen?
