Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge,
2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord;
3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished;
4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt.
5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;
6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler.
7 HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning.
8 Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov;
9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10 Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!
11 Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag;
vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; (Sheol h7585)
13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov;
14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose:
15 — min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti;
16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;
17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne;
18 de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv.
19 Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
20 Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne;
21 oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:
22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab?
23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord.
24 Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt;
25 men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse:
26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for;
27 naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder:
28 Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig.
29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
30 mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse:
31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad.
32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.
33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.
