4 Mosebog 35

1 HERREN talede fremdeles til Moses paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:

Og Herren tala atter til Moses på Moabmoarne ved Jordan, midt for Jeriko, og sagde:

2 byd Israeliterne, at de af de Besiddelser, de faar i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal ogsaa give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer,

«Seg til Israels-sønerne: «De skal gjeva levitarne byar til bustad i det landet de kjem til å eiga, og utmarki som ligg ikring, skal de og lata levitarne få.

3 Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.

Byarne skal dei hava til å bu i, og utmarki som høyrer til, skal vera til beite for klyvdyri og feet og all buskapen deira.

4 Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;

Utmarki som de gjev levitarne, skal nå tusund alner ut ifrå bymuren rundt ikring.

5 og uden for Byen skal I til Østside opmaale 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.

Utanfor byen skal de mæla upp tvo tusund alner på austsida, og tvo tusund alner på sudsida, og tvo tusund alner på vestsida, og tvo tusund alner på nordsida, og byen skal liggja midt i; det skal vera bymarkerne deira.

6 Hvad de Byer angaar, som I skal give Leviterne, saa skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer.

Dei byarne som de gjev levitarne, skal vera dei seks fredstaderne, som dråpsmenner kann røma til, og attåt deim skal de gjeva tvo og fyrti andre byar.

7 De Byer, I skal give Leviterne, bliver saaledes i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.

I alt skal de gjeva levitarne åtte og fyrti byar med beitemarkerne som høyrer til.

8 Og af de Byer, I skal give dem af Israeliternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne saa mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den.

Og av dei byarne som de gjev deim av eigedomen åt Israels-sønerne, skal dei taka fleire frå den som hev mykje land, og færre frå den som hev lite. Kvar skal gjeva levitarne byar etter som han hev fenge land til.»»

9 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

Og Herren tala atter til Moses, og sagde:

10 Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer over Jordan til Kana'ans Land,

«Tala til Israels-sønerne og seg til deim: «Når de fer yver Jordan og til Kana’ans-landet,

11 skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, saa at en Manddraber, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

so lyt de velja dykk ut nokre byar som de skal hava til fredstader, so ein dråpsmann som uviljande hev drepe nokon, kann røma dit.

12 I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol.

Dei byarne skal vera dykk til ei trygd mot den som vil hemna dråpet, so dråpsmannen ikkje skal lata livet, fyrr han hev stade til doms for lyden.

13 Det skal være seks Byer, I skal afstaa til Tilflugtsbyer;

Dei byarne som de tek til fredstader, skal vera seks i talet.

14 de tre skal I afstaa hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer.

Tri av deim skal vera på austsida av Jordan og tri i Kana’ans-landet; fredstader skal dei vera.

15 Israeliterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, saa at enhver, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

Både for Israels-borni og for dei framande og innflutte som bur millom deim, skal desse seks byarne vera til ei livd, so den som uviljande hev drepe nokon, kann søkja dit.

16 Men slaar han ham ihjel med et Jernredskab, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

Den som slær ein med eit jarnhandyvle, so han døyr, han er ein manndråpar, og manndråparen skal lata livet.

17 og slaar han ham ihjel med en Sten, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

Tek nokon ein stein, stor nok til å drepa ein mann, og slær ein med so han døyr, då er han ein manndråpar, og manndråparen skal lata livet.

18 og slaar han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden.

Tek nokon eit trehandyvle som dei kann drepa folk med, og slær ein med det, so han døyr, då er han ein manndråpar, og manndråparen skal lata livet.

19 Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; naar han træffer ham, skal han dræbe ham.

Det er blodhemnaren kann slå manndråparen i hel; so snøgt som han finn honom, skal han slå honom i hel.

20 Og støder han til ham af Had eller kaster noget paa ham i ond Hensigt, saa han dør deraf,

Dersom nokon støyter til ein av hat, eller kastar noko på honom med vilje, so han døyr,

21 eller slaar han ham med Haanden i Fjendskab, saa han dør deraf, skal Drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, naar han træffer ham.

eller av fiendskap slær ein med neven, so han døyr, so skal den som gjorde det lata livet; han er ein manndråpar: og blodhemnaren skal slå honom i hel so snøgt han finn honom.

22 Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab paa ham, uden at det er i ond Hensigt,

Men dersom nokon støyter til ein av vanvare, utan fiendskap, eller kastar einkvar tingen på honom mot sin vilje,

23 eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slaa en Mand ihjel, saa han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset paa ondt imod ham,

eller råmar honom med ein stein, stor nok til å drepa ein mann, og ikkje ser honom, og han døyr av det, men dråpsmannen ikkje var hans uven eller vilde honom vondt,

24 saa skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem paa Grundlag af disse Lovbud;

då skal lyden døma millom dråpsmannen og blodhemnaren etter desse loverne.

25 og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.

Og lyden skal verja dråpsmannen for blodhemnaren, og føra honom attende til fredstaden som han hadde søkt til, og der skal han vera til øvstepresten, han som er salva med den heilage oljen, er avliden.

26 Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Omraade, hvorhen han er tyet,

Men kjem han utum fredstaden som han hev tydt til,

27 og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Omraade, saa kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at paadrage sig Blodskyld;

og blodhemnaren råkar honom der - utanfor fredstaden - so kann hemnaren slå honom i hel, og det skal ikkje reknast for manndråp;

28 thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer.

for dråpsmannen lyt halda seg i fredstaden sin, til øvstepresten er avliden; då fyrst kann han fara heim att til si eigi bygd og sin eigedom.

29 Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor.

Dette skal gjelda for lov og rett hjå dykk alle tider og alle stader.

30 Naar nogen slaar et Menneske ihjel, maa man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom.

Hev nokon gjort manndråp, so skal han lata livet, so framt det er meir enn eitt vitne mot honom; etter ein manns vitnemål må ingen dømast frå livet.

31 I maa ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, naar han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,

De må ikkje taka imot løysepengar for ein som er saka i manndråp og dømt til dauden, han skal lata livet.

32 Heller ikke maa I tage mod Sonebøde, saaledes at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet.

Og de må ikkje taka imot løysepengar for ein som hev tydt til ein fredstad, og lata honom koma ut att og bu ein annan stad i landet, fyrr øvstepresten er avliden.

33 Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet faar kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det.

De skal ikkje vanhelga det landet de bur i; for blodet vanhelgar landet, og landet fær ikkje soning for blodet som hev runne der utan med blodet av den som rende det ut.

34 Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

Difor skal du ikkje sulka det landet de bur i, og som eg hev min bustad i; for eg Herren, hev bustaden min millom Israels-folket.»»