4 Mosebog 30
1 Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israeliternes Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har paabudt:
Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som Herren har befalet:
2 Naar en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, maa han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgaaet af hans Mund.
Naar en Mand lover Herren et Løfte, eller sværger en Ed, saa han paalægger sin Sjæl en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund.
3 Men naar en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i sin Faders Hus,
Og naar en Kvinde lover Herren et Løfte og paalægger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom;
4 og hendes Fader, naar han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, ikke siger noget til hende, saa skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.
og hendes Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt.
5 Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig, staa ved Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det.
Men dersom hendes Fader formener hende det paa den Dag, da han hører alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun havde paalagt sin Sjæl, da skal det ikke staa ved Magt, og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader har forment hende det.
6 Hvis hun bliver gift medens der paahviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord,
Men dersom hun bliver en Mands Hustru, og hun har Løfter paa sig eller et ubetænksomt Ord, der er undsluppet hendes Læber, med hvilket hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse;
7 og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han faar det at høre, skal hendes Løfter staa ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.
og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag, han hører det, da skal hendes Løfter staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjæl, de skulle staa ved Magt.
8 Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, gør han dermed det Løfte, der paahviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
Men dersom hendes Mand formener hende det paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som hun har paa sig, og det ubetænksomme Ord, som er undsluppet hendes Læber, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, da skal Herren forlade hende det.
9 En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, er bindende for hende.
Men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, skal staa ved Magt for hende.
10 Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
Men dersom hun i sin Mands Hus lovede det eller paalagde med Ed sin Sjæl en Forpligtelse,
11 og hendes Mand, naar han faar det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.
og hendes Mand hørte det og tav dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt.
12 Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han faar det at høre, gør det ugyldigt, saa staar intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den paatagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal tilgive hende.
Men dersom hendes Mand rygger dem paa den Dag, han hører dem, da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, det være sig hendes Løfter eller hendes Sjæls Forpligtelser, ikke staa ved Magt; hendes Mand har rygget dem, og Herren skal forlade hende det.
13 Ethvert Løfte og enhver ved Ed paatagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed om at ydmyge sin Sjæl, dem maa hendes Mand stadfæste, og dem maa hendes Mand rygge.
14 Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
Og dersom hendes Mand tier dertil, den ene Dag efter den anden, da stadfæster han alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun har paa sig: Han stadfæster dem, fordi han tav dertil den Dag, han hørte dem.
15 og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.
Men dersom han rygger dem, efterat han har hørt dem, da skal han bære hendes Misgerning.
16 Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i hans Hus.
Disse ere de Bestemmelser, som Herren befalede Mose, imellem en Mand og hans Hustru, imellem Faderen og hans Datter, i hendes Ungdom, medens hun er i sin Faders Hus.
