4 Mosebog 24
1 Men da Bileam saa, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen;
Angraeng mah Israel kaminawk tahamhoihaih paek han koeh, tito Balaam mah panoek naah, hmacawnhaih hnuk hanah, canghniah caeh ih baktih toengah caeh ai ah, a mikhmai to praezaek bangah paqoi ving.
2 og Bileam saa op og fik Øje paa Israel; som laa lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Aand over ham,
Balaam mah khet naah, angmacae acaeng maeto pacoeng maeto nawnto amkhueng Israel kaminawk to a hnuk; to naah Sithaw ih Muithla a nuiah phak.
3 og han fremsatte sit Sprog: Saa siger Bileam, Beors Søn, saa siger Manden, hvis Øje er lukket,
Anih mah taphong han ih patahhaih lok to lak moe, mik amtueng, Beor capa Balaam ih lok;
4 saa siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
long ah amtimh pacoengah, mik kamtueng, thacak Angraeng hnuksakhaih hnukung, Sithaw mah thuih ih lok thaih kami mah thuih ih lok loe,
5 Hvor herlige er dine Telte, Jakob, og dine Boliger, Israel!
Aw Jakob, na ohhaih imnawk loe kawkruk maw hoih, Aw Israel, na kahni im loe kawkruk maw hoih!
6 Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
Nang loe kawk parai azawnnawk, tuipui taengah kaom takhanawk, Angraeng mah thling ih thingnawk hoi tui taengah amprawk sidar thingnawk baktiah na oh o.
7 Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn faar rigelig Væde. Mægtigere end Agag er dets Konge, og ophøjet er dets Kongedømme.
Anih loe a tui tabu thung hoiah tui to krai ueloe, anih ih aanmunawk loe kapop tui ahmuen ah krah o tih; anih ih siangpahrang loe Agag pongah len kue ueloe, a ukhaih prae doeh kasang ah pakoehhaih om tih.
8 Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der staar det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder.
Sithaw mah anih to Izip prae thung hoiah zaeh, anih loe kokno baktiah thacak; anih mah a misa ah kaom prae kaminawk to paaeh ueloe, nihcae ih ahuhnawk to khaek pae tih; angmah ih kalii hoiah nihcae to kat tih.
9 Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!
Anih loe kaipui baktiah caeh moe, kalen kaipui baktiah tabok; anih to mi mah maw pathawk thai tih? Nang tahamhoihaih paek kami loe, tahamhoihaih tongh ueloe, nang tangoeng kami loe tangoeng ah om tih, tiah a naa.
10 Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: »For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
Balak mah Balaam to palungphui thuih, a ban tabaeng phang pacoengah, Balak mah Balaam khaeah, Ka misanawk tangoeng hanah kang kawk, toe khenah, nihcae to vai thumto tahamhoihaih na paek lat.
11 Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har HERREN unddraget dig den!«
To pongah vaihi na ohhaih ahmuen ah cawn lai ah; nang hae kasang ah kang suek han, tiah poekhaih ka tawnh; toe khenah, to tiah oh han ai ah Angraeng mah pakaa ving boeh, tiah a naa.
12 Men Bileam sagde til Balak: »Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig:
Balaam mah Balak khaeah, Nang patoeh ih laicaehnawk khaeah,
13 Om Balak saa giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
Balak mah sui hoi sum kanglung koimongah suek ih angmah ih siangpahrang im to na paek langlacadoeh, Angraeng mah paek ih lok pong kamtlai ah, kasae hmuen ah maw, to tih ai boeh loe kahoih hmuen ah maw, ka poekhaih to ka thui cop mak ai; Angraeng mah thuih ih lok khue ni ka thuih han, tiah ka thuih boeh na ai maw?
14 Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.«
Khenah, vaihi loe kaimah ih kaminawk khaeah ka caeh han boeh; to pongah angzo ah; hae kaminawk mah hmabang ah nang ih kaminawk nuiah timaw sah o tih, tito kang thuih han, tiah a naa.
15 Derpaa fremsatte han sit Sprog: Saa siger Bileam, Beors Søn, saa siger Manden, hvis Øje er lukket,
Anih mah taphong han ih patahhaih lok to lak moe, mik kamtueng, Beor capa Balaam mah thuih ih lok;
16 saa siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
long ah amtimh pacoengah, mik kamtueng, thacak Angraeng hnuksakhaih hnukung, Kasang koek Sithaw palunghahaih panoekkung mah thuih ih lok loe,
17 Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Stjerne opgaar af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
anih to ka hnu tih, toe vaihi ka hnu mak ai vop; anih to ka khet han, toe atue loe anghnai ai vop; Jakob acaeng thung hoiah cakaeh maeto tacawt ueloe, Israel thung hoiah angraeng cunghet maeto angthawk tahang tih; anih mah Moab prae taki taket khoek to tuh ueloe, Sheth capanawk to amrosak boih tih.
18 Edom bliver et Lydland, og Se'irs undslupne gaar til Grunde, Israel udfolder sin Magt,
Edom prae to la ueloe, Seir mae doeh anih ih misanawk mah la o tih; toe Israel loe misahoihaih hoiah thacak aep aep tih.
19 og Jakob kuer sine Fjender.
Jakob thung hoiah ukkung maeto tacawt ueloe, vangpui thungah anghmat kaminawk to hum tih, tiah a naa.
20 Men da han saa Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
Balaam mah Amalek to khet moe, patahhaih lok to a thuih; acaeng kaminawk boih thungah Amalek loe hmaloe koek ah oh; toe anih loe hnukkhuem koek ah amro tih, tiah a naa.
21 Og da han saa Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget paa Klippen.
To pacoengah Ken kaminawk to a khet moe, patahhaih lok to a thuih; na ohhaih ahmuen loe caak moe, tabu doeh lungsong nuiah na boh,
22 Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort!
toe Ken kaminawk loe, Ashur ukkung mah tamna ah naeh ueloe, anghma angtaa o tih.
23 Derpaa fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, naar Gud lader det ske!
To pacoengah taphong han ih patahhaih lok to lak moe, Ala, Sithaw mah hae hmuen sak naah mi maw hing thai tih?
24 Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber — men ogsaa han er viet til Undergang!
Kittim tui taeng hoiah palongpuinawk angzo o ueloe, nihcae mah Asshur hoi Eber to pazawk tih; toe angmacae doeh amro tih, tiah a naa.
25 Saa drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik ogsaa bort.
Balaam loe angthawk tahang moe, angmah im ah amlaem, to pacoengah Balak doeh angmah ih loklam ah caeh toeng.
