Nehemias 1
1 Nehemias's, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Maaned i det tyvende Aar, medens jeg var i Borgen i Susan,
Hacaliah chapa Nehemiah tohdoh chengse ho chu ahi, Artaxerxes in lengvai apoh kal kum somni lhin kum Kislev lhasungin, keima Nehemiah hi gamsung’a khopi lenpen Susa khopi sunga kana um'in ahi.
2 kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem,
Kasopi ho lah a mikhat Hanani kitipa chun mi phabep khat toh Judah gam'a konin eihung vil’un ahi. Keiman amaho chu Juda teho Babylon a asohchan nauva akona ana kile kit ho chu itobang nauvem chule Jerusalem chu itobang nam tithu kana dongin ahi.
3 sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt.
Amahon hiti hin eidonbut uve, “Sohchan naova konna hung kile Judate chu, hinkho hahsa tah le Avella cheng namdan ten anoise lheh uve, Chule Jerusalem kulpi bang chu akisuchim nia pat, kelkot ho jouse jong meiya ana kihal lhah gam jou apat semphat louvin aum e,” ti eiseipeh un ahi.
4 Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Aasyn,
Hiche thuhi kajah phat in katou lha jengin kakap jah tai. Chuti chun nikho phabep sung chun lunghem tah in an ka-ngol’in chule van Pathen koma kataovin ahi.
5 idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige Gud, som tager Vare paa Pagten og Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
“O Pakai, van Pathen, nathupeh nit hole nangma ngailu jingho chunga na milungset nale nakitepna chepi jinga oupe tah le tijat umtah Pathen nahi!
6 Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje aabent, saa du hører din Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Aasyn baade Nat og Dag for dine Tjenere Israeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som vi — ogsaa jeg og min Faders Hus — har begaaet imod dig.
Nami Israelte dinga sun le jana kataona hi venlang chule kataona hi neihin ngaipeh in! Ajeh chu keiho hi nangma douna a chonse kahi tauve, keima insung le keima tah jeng jong kachonse tauve tia kaphondoh ahi.
7 Saare ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud, Anordninger og Lovbud, du paalagde din Tjener Moses.
Chule nalhachapa Mose a kona neipeh’u nathupeh ho le chonna dan chule neithu gah na ho kanit pouvin melse tah in kachonse tauve.
8 Kom det Ord i Hu, som du paalagde din Tjener Moses: Dersom I er troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene;
Chule nangman nalhachapa Mose koma nanaseisa, “Nangho keima koma nakitah lou’ule keiman chitin namtin laha kathe cheh ding nahiuve.
9 men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler efter dem, saa vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg udvalgte til Bolig for mit Navn.
Amavang nangho kaheng’a nahung kile hei’uva kathu peh nanit’uva hiche dungjuiya chu nachon’uva ahileh leiset kol mong geiya ana kithe chehsa hijong leu chun kamin dopsang na dinga keiman kagon pehnau gam ma chu kahin nung puilut kit diu ahi nati,” chu hingel doh kit’in.
10 De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store Kraft og din stærke Haand.
Hiche nam mite hi nalhacha te ahiuve, naban gol thahat nale natha neina’a nahuh dohsa ahiuve.
11 Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Naade for denne Mands Aasyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen.
O Pakai kataona hi lungset tah in neingai peh in! Nangma ja bolna a thanomte taona ngaipeh in, tuni hin lengpa khohsah na neimu sah in lang neilolhin sah in; lengpa lungsunga khoto na neimu sah in.” kati. Hiche phatlai chun, lengpa juhaidom in kana pange.
