Nehemias 5
1 Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod deres Brødre, Jøderne.
И стаде велика вика људи и жена на браћу њихову Јудејце.
2 Nogle sagde: »Vore Sønner og Døtre maa vi give i Pant for at faa Korn til Livets Ophold!«
Јер неки говораху: Нас и синова наших и кћери наших има много; да добавимо жита да једемо и останемо живи.
3 Andre sagde: »Vore Marker, Vingaarde og Huse maa vi give i Pant for at faa Korn under Hungersnøden!«
Други опет говораху: Да заложимо поља своја и винограде и куће да добијемо жита у овој глади.
4 Atter andre sagde: »Vi har maattet laane paa vore Marker og Vingaarde for at kunne udrede de kongelige Skatter!
Још други говораху, да узајмимо новаца на поља своја и винограде за данак царски.
5 Og vore Legemer er dog lige saa gode som vore Brødres og vore Sønner lige saa gode som deres; men vi er nødt til at give vore Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det, eftersom vore Marker og Vingaarde tilhører andre!«
А тело је наше као тело браће наше, синови наши као њихови синови и ето треба да дамо синове своје и кћери своје у робље, и неке кћери наше већ су робиње, а ми не можемо ништа, јер поља наша и винограде наше држе други.
6 Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden heftigt op i mig;
Зато се расрдих врло кад чух вику њихову и те речи.
7 og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Aager over for eders Næste! Saa kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod dem
И смислих у срцу свом и укорих кнезове и поглаваре, и рекох им: Ви мећете бремена сваки на брата свог. И сазвах велики збор њих ради.
8 og sagde til dem: Saa vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske Brødre, der maatte sælge sig til Hedningerne; og I sælger eders Brødre, saa de maa sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare.
И рекох им: Ми откуписмо колико могасмо браћу своју Јудејце што беху продани народима; а ви ли ћете продавати браћу своју или ћете се продавати нама? А они умукоше и не нађоше шта би одговорили.
9 Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle saaledes! Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til Hedningerne, vore Fjenders Spot?
И рекох: Није добро шта радите. Не треба ли вам ходити у страху Бога нашег да нам се не ругају народи, непријатељи наши?
10 Ogsaa jeg og mine Brødre og mine Folk har laant dem Penge og Korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!
И ја и браћа моја и момци моји давали смо им новаца и жита; али опростимо им тај дуг.
11 Giv dem straks deres Marker, Vingaarde, Oliventræer og Huse tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Mosten og Olien, som I har laant dem!
Хајде вратите им данас поља њихова и винограде и маслинике и куће и што им на стотину узимасте од новца и жита и вина и уља.
12 Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og lod dem sværge paa, at de vilde handle saaledes.
А они одговорише: Вратићемо и нећемо искати од њих; учинићемо како велиш. Тада сазвах свештенике, и заклех их да ће тако учинити.
13 Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder dette Ord, vil Gud saaledes ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja, saaledes skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede efter sit Løfte.
И истресох недра своја и рекох: Овако да истресе Бог сваког из куће његове и из труда његовог ко год не испуни ове речи, и овако да се истресе и буде празан. И сав збор рече: Амин. И хвалише Господа, и учини народ по тој речи.
14 Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's tyvende til hans to og tredivte Regeringsaar, hele tolv Aar, spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom Statholderen,
И откад ми цар заповеди да им будем управитељ у земљи Јудиној, од године двадесете до тридесет друге године цара Артаксеркса, дванаест година, ја и браћа моја не једосмо хране управитељске.
15 medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge paa Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel Sølv, ligesom ogsaa deres Tjenere optraadte som Folkets Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.
А пређашњи управитељи који беху пре мене беху тешки народу узимајући од њега хлеб и вино осим четрдесет сикала сребра, и слуге њихове заповедаху по народу. Али ја тако не чиних бојећи се Бога.
16 Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet paa denne Mur, skønt vi ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved Arbejdet.
Него и око грађења зида радих, и не куписмо њиве; и сви момци моји беху скупа онде на послу.
17 Og Jøderne, baade Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;
И Јудејаца и поглавара сто и педесет људи и који долажаху к нама из околних народа беху за мојим столом.
18 og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte Faar og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifterne til; dertil kom hver tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet tyngede haardt paa Folket.
И готовљаше се сваки дан по једно говече, шест оваца, избраних, и птице готовљаху ми се, и сваких десет дана даваше се свакојаког вина изобила. И опет не исках хране управитељске; јер служба беше тешка народу.
19 Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det til gode, min Gud!
Помени ме Боже мој на добро за све што сам чинио овом народу.
