Nehemias 4

1 Men da Sanballat hørte, at vi byggede paa Muren, blev han vred og harmfuld; og han spottede Jøderne

A kad èu Sanavalat da zidamo zid, razgnjevi se i rasrdi se vrlo, i rugaše se Jevrejima,

2 og sagde i Paahør af sine Brødre og Samarias Krigsfolk: »Hvad er det, disse usle Jøder har for? Vil de overlade Gud det? Vil de ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i Dag? Kan de kalde Stenene i disse Grusdynger til Live, naar de er forbrændt?«

I govoraše pred braæom svojom i vojnicima Samarijskim: šta rade ti nemoæni Judejci? hoæemo li ih ostaviti? hoæe li prinositi žrtve? hoæe li sada svršiti? eda li æe u život povratiti iz praha kamenje spaljeno?

3 Og Ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: »Lad dem bygge, saa meget de vil; en Ræv kan rive deres Stenmur ned, blot den springer derop!«

A Tovija Amonac koji bijaše uza nj reèe: neka zidaju; da lisica doðe, provaliæe kameni zid njihov.

4 Hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet haanet! Lad deres Spot falde tilbage paa deres eget Hoved, og lad dem blive haanet som Fanger i et Fremmed Land!

Èuj, Bože naš, kako nas preziru; obrati rug njihov na njihovu glavu, i daj da budu grabež u zemlji gdje bi robovali.

5 Skjul ikke deres Brøde og lad ikke deres Synd blive udslettet for dit Aasyn, thi med deres Ord krænkede de dem, der byggede!

I ne pokrivaj bezakonja njihova, i grijeh njihov da se ne izbriše pred tobom, jer te dražiše za one koji zidaju.

6 Men vi byggede paa Muren, og hele Muren blev bygget færdig i halv Højde, og Folket arbejdede med god Vilje.

I tako zidasmo zid, i sav se zid sastavi do polovine, i narod imaše volju da radi.

7 Da nu Sanballat og Tobija og Araberne, Ammoniterne og Asdoditerne hørte, at det skred fremad med Istandsættelsen af Jerusalems Mure, og at Hullerne i Muren begyndte at lukkes, blev de meget vrede,

A kad èu Sanavalat i Tovija i Arapi i Amonci i Azoæani da se opravlja zid Jerusalimski i da se poèelo zatvorati što je provaljeno, razgnjeviše se vrlo;

8 og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde Forvirring der.

I složiše se svi zajedno da doðu i da udare na Jerusalim i da smetu.

9 Da bad vi til vor Gud og satte Vagt baade Dag og Nat for at værne os imod dem.

A mi se molismo Bogu svojemu i postavljasmo stražu prema njima dan i noæ od straha njihova.

10 Men Jøderne sagde: Lastdragernes Kræfter svigter, og Grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge paa Muren!

A Judejci rekoše: klonula je snaga nosiocima, a praha ima mnogo, ne možemo zidati zida.

11 Og vore Fjender sagde: De maa ikke mærke noget, før vi staar midt iblandt dem og hugger dem ned og saaledes faar Arbejdet til at gaa i Staa!

A naši neprijatelji rekoše: da ne doznadu i ne opaze dokle ne doðemo usred njih, pa æemo ih pobiti i prekinuti posao.

12 Da nu de Jøder, der boede dem nærmest, Gang paa Gang kom og lod os vide, at de rykkede op imod os fra alle Steder, hvor de boede,

Ali doðoše Judejci koji kod njih življahu, i kazaše nam deset puta: èuvajte sva mjesta kuda se ide k nama.

13 og da Folkene kun turde stille sig op paa Steder, der laa lavere end Pladsen bag Muren, i Kælderrum, saa opstillede jeg Folket Slægt for Slægt, væbnet med Sværd, Spyd og Buer;

Tada namjestih narod u nizima iza zida i na strmenima, postavih narod po porodicama s maèevima i kopljima i lukovima.

14 og da jeg saa det, traadte jeg frem og sagde til Stormændene og Forstanderne og det øvrige Folk: Frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i Hu og kæmp for eders Brødre, Sønner og Døtre, eders Hustruer og Huse!

I razgledavši ustah i rekoh starješinama i glavarima i ostalom narodu: ne bojte ih se. Pomenite Gospoda velikoga i strašnoga, i bijte se za braæu svoju, za sinove svoje i kæeri svoje, za žene svoje i kuæe svoje.

15 Men da vore Fjender hørte, at vi havde faaet det at vide, og at Gud gjorde deres Raad til intet, vendte vi alle tilbage til Muren, hver til sit Arbejde.

A kad èuše neprijatelji naši da smo doznali, razbi Gospod njihovu namjeru, i mi se vratismo svi k zidu, svaki na svoj posao.

16 Men fra den Tid af arbejdede kun den ene Halvdel af mine Folk, medens den anden Halvdel stod væbnet med Spyd, Skjolde, Buer og Brynjer; og Øversterne stod bag ved alle de Jøder,

I od tada polovina mojih momaka poslovaše, a druga polovina držaše koplja i štitove i lukove i oklope, i knezovi stajahu iza svega doma Judina.

17 der byggede paa Muren. Ogsaa Lastdragerne var væbnet; med den ene Haand arbejdede de, og med den anden holdt de Spydet;

I koji zidahu i koji nošahu teret i koji tovarahu, svaki jednom rukom raðaše a u drugoj držaše koplje.

18 og de, der byggede, havde under Arbejdet hver sit Sværd bundet til Lænden. Ved Siden af mig stod Hornblæseren;

A koji zidahu, svaki imahu maè pripasan uz bedricu, i tako zidahu. A trubaè stajaše kod mene.

19 og jeg sagde til de store og Forstanderne og det øvrige Folk: »Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt paa Muren langt fra hverandre;

Jer rekoh starješinama i glavarima i ostalom narodu: posao je velik i dug, i mi smo se rasuli po zidu daleko jedan od drugoga.

20 hvor I nu hører Hornet gjalde, skal I samles om os; vor Gud vil stride for os!

Gdje èujete trubu da trubi, onamo trèite k nama; Bog naš vojevaæe za nas.

21 Saaledes udførte vi Arbejdet, idet Halvdelen af os holdt Spydene rede fra Morgengry til Stjernernes Opgang.

Tako raðasmo posao, i polovina ih držaše koplja od zore pa dokle zvijezde ne izidu.

22 Samtidig sagde jeg ogsaa til Folket: Enhver skal sammen med sin Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om Natten og til Arbejde om Dagen!«

U to vrijeme još rekoh narodu: svaki s momkom svojim neka noæuje u Jerusalimu da bi nam noæu stražili a danju radili.

23 Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten, der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev sendt efter Vand, havde Spydet med.

A ja i moja braæa i momci moji i stražari što idu za mnom neæemo svlaèiti sa sebe haljina; u svakoga da je maè i voda.