< Nahum 1 >
1 Et Udsagn om Nineve. En Bog om Elkosjiten Nahums Syn.
Ninǝwǝ xǝⱨiri toƣrisida yüklǝngǝn wǝⱨiy — Əlkoxluⱪ Naⱨum kɵrgǝn alamǝt kɵrünüx hatirilǝngǝn kitab.
2 En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer paa Vrede mod Fjender.
Pǝrwǝrdigar otluⱪ muⱨǝbbǝtlik, intiⱪam alƣuqi bir Hudadur; Bǝrⱨǝⱪ, Pǝrwǝrdigar bir intiⱪam alƣuqi, Dǝrƣǝzǝp Igisidur; Pǝrwǝrdigar yawliridin intiⱪam alidu, Düxmǝnliri üqün adawǝt saⱪlaydu.
3 HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders Støv.
Pǝrwǝrdigar asanliⱪqǝ aqqiⱪlanmaydu, Küq-ⱪudrǝttǝ uluƣdur, Gunaⱨi barni ⱨeq aⱪlimaydu; Pǝrwǝrdigar — Uning yoli ⱪara ⱪuyunda wǝ borandidur, Bulutlar Uning ayaƣliri purⱪiratⱪan qang-tozangdur.
4 Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen.
U dengizƣa tǝnbiⱨ berip uni ⱪuruⱪ ⱪilidu, Barliⱪ dǝryalarni ⱪurutiwetidu; Baxan ⱪaƣjirap ketidu, Karmǝlmu ⱨǝm xundaⱪ bolidu; Liwandiki gül-giyaⱨmu ⱪaƣjiraydu.
5 Bjergene skælver for ham, Højene staar og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der.
Taƣlar uning aldida titrǝp ketidu, Dɵnglǝr erip ketidu, Yǝr yüzi Uning ⱨuzuri aldiƣa kɵtürülidu, Jaⱨan ⱨǝm uningda barliⱪ yaxawatⱪanlarmu xundaⱪ bolidu.
6 Hvem kan staa for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham.
Kim Uning ƣǝzipi aldida tik turalisun? Kim Uning aqqiⱪining dǝⱨxitidǝ ⱪǝddini kerip turalisun? Uning dǝrƣǝzipi ottǝk tɵkülidu, Uning aldida taxlar yerilidu.
7 HERREN er god, et Værn paa Trængselens Dag; han kender dem, som lider paa ham,
Pǝrwǝrdigar meⱨribandur, külpǝtlik kündǝ baxpanaⱨdur; Ɵzigǝ tayanƣanlarni U bilidu.
8 og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke.
Biraⱪ exip taxⱪan kǝlkün bilǝn xu yǝrni pütünlǝy tügǝxtüridu, Ⱪarangƣuluⱪ uning düxmǝnlirini ⱪoƣlaydu.
9 Hvad pønser I paa mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej kommer der to Gange Nød.
Silǝr Pǝrwǝrdigar bilǝn ⱪarxilixip nemǝ oylawatisilǝr? U ixliringlarni pütünlǝy tügǝxtüridu; Yamanliⱪ silǝrdin ikkinqi ⱪetim qiⱪmaydu.
10 Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal de dog fortæres som fuldført Straa.
Ular ⱪamƣaⱪtǝk bir-birigǝ qirmixiwalƣan bolsimu, Ɵz ⱨaraⱪliridin süzmǝ bolup kǝtkǝn bolsimu, Ular ⱪuruⱪ pahaldǝk pütünlǝy yǝp ketilidu.
11 Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med Niddingeraad.
Sǝndin Pǝrwǝrdigarƣa rǝzillik oyliƣuqi qiⱪⱪanidi, U Iblisning bir nǝsiⱨǝtqisidur.
12 Saa siger HERREN: Er de end fuldtallige og aldrig saa mange, skal de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg det ikke mere.
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — «Ularning tǝyyarliⱪliri toluⱪ, sani zor kɵp bolsimu, Ular ohxaxla üzüp taxlinidu, Xundaⱪla kǝlmǝskǝ ketidu; Mǝn sanga azar ⱪilƣinim bilǝn, [i hǝlⱪim], Ⱪaytidin sanga azar ⱪilmaymǝn.
13 Nu sønderbryder jeg det Aag, han lagde paa dig, og sprænger dine Baand.
Ⱨazir Mǝn uning boyunturuⱪini boynungdin sundurup eliwatimǝn, Wǝ asarǝtliringni bɵsüp taxlaymǝn.
14 Om dig lyder HERRENS Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af din Guds Hus udrydder jeg det skaarne og støbte Billede, og jeg skænder din Grav.
Pǝrwǝrdigar sǝn toƣruluⱪ pǝrman qüxürgǝnki, Sening naming ⱪaytidin terilmǝydu; Butungning ɵyidin Mǝn oyma ⱨǝykǝl, ⱪuyma ⱨǝykǝlni yoⱪitimǝn; Mǝn ⱪǝbrǝngni tǝyyarlawatimǝn, Qünki sǝn pǝsǝndidursǝn.
15 Se, Glædesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over Bjergene. Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent.
Mana taƣlar üstidǝ, hux hǝwǝrni elip kǝlgüqining ayaƣliriƣa, Aram-hatirjǝmlikni jakarliƣuqining ayaƣliriƣa ⱪara! Ⱨeytliringni tǝbriklǝ, i Yǝⱨuda, iqkǝn ⱪǝsǝmliringni ada ⱪil; Qünki u rǝzil bolƣuqi zeminingdin ikkinqi ɵtmǝydu; U pütünlǝy üzüp taxlanƣan bolidu.