Mikas 2
1 Ve dem, der paa Lejet udtænker Uret og Udaad, og sætter det i Værk, naar det dages, da det staar i deres Magt.
Ornida yetip ⱪǝbiⱨlikni oylaydiƣanlarƣa wǝ yamanliⱪ ǝyligüqilǝrgǝ way! Pǝⱪǝt ularning ⱪolidin kǝlsila, ular tang etixi bilǝnla uni ada ⱪilidu;
2 De attraar Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer.
Ularning aqkɵz kɵzi etizlarƣa qüxsila, ular zorawanliⱪ ⱪilip buliwalidu; Ɵylǝrgimu ⱪiziⱪipla ⱪalsa, bularnimu elip ketidu; Ular batur kixinimu jǝmǝti bilǝn bulaydu, Adǝmni ɵz mirasliri bilǝn ⱪoxup qanggiliƣa kirgüziwalidu.
3 Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne Slægt, fra hvilken I ikke skal kunne fri eders Hals eller gaa med oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.
Xunga Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Mana, Mǝn bu ailigǝ ⱪarap, boyunliringlardin qiⱪiralmaydiƣan yaman bir [boyuntururⱪni] oylap tǝyyarliwatimǝn; Silǝr ǝmdi gidiyip mangmaysilǝr; Qünki xu künlǝr yaman künlǝr bolidu.
4 Paa denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: »Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk faar sin Lod skiftet ud, ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører os bort.«
Xu küni ular silǝr toƣranglarda tǝmsilni tilƣa elip, Eqinixliⱪ bir zar bilǝn zarlaydu: — «Biz pütünlǝy bulang-talang ⱪilinduⱪ!; U hǝlⱪimning nesiwisini baxⱪilarƣa bɵlüwǝtti; Uni mǝndin xunqǝ dǝⱨxǝtlik mǝⱨrum ⱪildi! U etizlirimizni munapiⱪⱪa tǝⱪsim ⱪilip bǝrdi!
5 Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENS Forsamling.
Xunga Pǝrwǝrdigarning jamaiti arisidin, Silǝrdǝ qǝk taxlap zemin üstigǝ tana tartip nesiwǝ bɵlgüqidin birsimu ⱪalmaydu.
6 »Præk ikke!« saa præker de, »man præker ikke om sligt; faar hans Smæden ej Ende?« Hvad siger du, Jakobs Hus?
Ular: «bexarǝt bǝrmǝnglar!» — dǝp bexarǝt beridu! Əgǝr [pǝyƣǝmbǝrlǝr] bu ixlar toƣruluⱪ bexarǝt bǝrmisǝ, ǝmdi bu ar-nomus bizdin ⱨǝrgiz kǝtmǝydu!
7 »Er HERREN da hastig til Vrede, handler han saa? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?«
I Yaⱪup jǝmǝti, «Pǝrwǝrdigarning Roⱨi sǝwr-taⱪǝtsizmu? Bu ixlar rast Uning ⱪilƣanlirimu?» — degili bolamdu? Mening sɵzlirim durus mangƣuqiƣa yahxiliⱪ kǝltürmǝmdu?
8 Men I er fjendske imod, paa Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river I af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.
Biraⱪ tünügünla Mening hǝlⱪim ⱨǝtta düxmǝndǝk ornidin ⱪozƣaldi; Silǝr hatirjǝmliktǝ yoldin ɵtüp ketiwatⱪanlarning tonini iq kiyimliri bilǝn salduruwalisilǝrki, Ularni huddi uruxtin ⱪaytⱪanlardǝk [kiyimsiz] ⱪaldurisilǝr.
9 Mit Folks Kvinder driver I ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn:
Hǝlⱪim arisidiki ayallarni ɵzlirining illiⱪ ɵyliridin ⱪoƣlaysilǝr; Ularning yax balilirini silǝr Mening güzǝl gɵⱨirimdin mǝnggügǝ mǝⱨrum ⱪilisilǝr.
10 »Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv.«
Ornunglardin turup neri ketinglar; Qünki ⱨalakǝtni, Yǝni azabliⱪ bir ⱨalakǝtni kǝltüridiƣan napakliⱪ tüpǝylidin, Bu yǝr silǝrgǝ tǝwǝ aramgaⱨ bolmaydu.
11 I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: »Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!« det var en Præker for dette Folk.
Əgǝr biⱨudiliktǝ, yalƣanqiliⱪta yürgǝn birsi yalƣan gǝp ⱪilip: — «Mǝn xarab wǝ ⱨaraⱪⱪa tayinip silǝrgǝ bexarǝt berimǝn» — desǝ, Mana, u xu hǝlⱪⱪǝ pǝyƣǝmbǝr bolup ⱪalidu!
12 Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, faa dem sammen som Faar i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen.
Mǝn qoⱪum seni bir pütün ⱪilip uyuxturimǝn, i Yaⱪup; Mǝn qoⱪum Israilning ⱪaldisini yiƣimǝn; Mǝn ularni Bozraⱨdiki ⱪoylardǝk, Ɵz yayliⱪida yiƣilƣan bir padidǝk jǝm ⱪilimǝn; Ular adimining kɵplükidin warang-qurungluⱪⱪa tolidu.
13 En Vejbryder gaar foran dem; de bryder gennem Porten og gaar ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem.
Bir «bɵsüp ɵtküqi» ularning aldiƣa qiⱪip mangidu; Ular bɵsüp qiⱪip, ⱪowuⱪⱪa yetip berip, uningdin qiⱪti; Ular bɵsüp qiⱪti, Yǝni ⱪowuⱪⱪa yetip berip, uningdin qiⱪti; Ularning Padixaⱨi ularning aldida, Pǝrwǝrdigar ularning aldiƣa ɵtüp mangidu.
