Matthæus 9
1 Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By.
KI itsŭppo'piu akh'iosatsĭs, ki ito'pŭmmo ki otauŭtakap'ioyim ito'to.
2 Og se, de bare til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: „Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig.”
Ki, sat'sit, itotsĭp'iauaie nĭn'nau, ai'pakhpuyiu, ĭstokhai'tsiu ŭksĭn': Ki Jesus otsĭnĭs'saie otaumai'tŭksuaiax anĭstsiuaie ai'pakhpuyiuă, Noko'a, ŏkh'sitŭkkĭt; kitsauum'itsitappiisĭsts ĭsksĭnip'iau.
3 Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: „Denne taler bespotteligt.”
Ki, sat'sit, stsĭk'ix ai'sĭnakix ĭstai'au am'o (nin'nau) makapie'puyiu.
4 Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: „Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter?
Ki Jesus ĭsksĭnĭm'ĕsts otŭs'tapuauĕsts ki an'iu, kumauk'itsitatopuauaisks maka'pi ku'skĕttsipŏppuauĕsts?
5 Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa?
Tsĭm'a ksĭstspa'pi, kŏk'ansi, kit sauum' itsitappiisĭstsĭsksĭnip'iau; ki kŏk'anĭsi, Nipuat' ki auŏkat'?
6 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,” da siger han til den værkbrudne: „Staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!”
Ki kŏks'ksĭniisuai Nin'a okku'yi ikŏts'ksĭnĭmĕsts sauum'itsitappiisĭsts annom' ksŏkkum (itŭm'anĭstsiuaie aipakhpuyii) Nipuat', matsit' kitŭk'sĭn, koko'ai is'taput.
7 Og han stod op og gik bort til sit Hus.
Ki itsipuau' ki oko'ai itsitap'po.
8 Men da Skarerne saa det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt.
Ki akai'tappiii otsĭnĭs'sax, skai'etŭkkiau, ki a'tsĭmmĭmmiauaie Ap'ĭstotokiua annŏk' ikotsiu'ŏk matap'pix otŭmap'sĭnni.
9 Og da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: „Følg mig!” Og han stod op og fulgte ham.
Ki Jesus otaumatto'si, nannuyiuaie nĭn'nau, an'ĭstau Matthew, itaupii'ĭnai itai'ponitatopiaie, ki an'ĭstsiuaie Sŭppa'kĭt. Ki itsipuau' ki pokio'attsiuaie.
10 Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple.
Ki ŭn'niitsiu Jesus otsitsĭps'taupĭssi nap'ioyĭs, otau'yĭssi, sat'sĭt akai'tappiiau publicanix ki sauum'itsitappix, itsito'taipimiau ki ipokau'pimiauax (Jesus) ki otŭs'ksĭnĭmatsax.
11 Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: „Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?”
Ki Pharisees otsĭnno'ŏssax, itŭnĭs'tsiauax otŭsksĭnĭmats'axaie. Kitsĭn'aimoau maukopoks'oyimiax publicanix ki sauum'itsitappix?
12 Men da Jesus hørte det, sagde han: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge.
Jesus otokh'tsĭsaie, an'ĭstsiuax, anniks'ĭsk matap'pixk ikut'totoaxk matsĭmmŭki tappi'uaxau assokinakki, anniks'ĭsk matap'pixk ai'okhtokosixk kĭmŭk'ĭttappiiau.
13 Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.”
Is'tapuk, ŭs'ksĭnĭk manĭstap'ipi, nitŏkh'sitsip kĭm'apiisĭnni, ki nimatŏkhsitsipats ikĭt'stŭksĭnni: tŭk'ka nimat'ŭtotopa nŏk'ainikŏttosau mokŏm'otsitappix mŏks'isauaitsitasau, sauum'itsitappix nimut'oto.
14 Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?”
John otŭs'ksĭnĭmatsax otsitŭm'ittotaakax, ki an'iau, Tsanĭstapiu'ats nimutsauau'yipĭnan nestŭn'an ki Pharisees, ki kĭtŭsksĭnĭmatsax kŭttaisauauyiu'axau?
15 Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste.
Ki Jesus anĭstsiuax kŭttaukotau'yesiuaxau man'okkemiuŏk oko'ai ĭstokos'ix, itsa'kiitawpĭssi man'okkemiuŏk? Ki annists'isk ksĭstsiku'ĭsts ak'otoiau man'okkemiuŏk otai' akitotoawpĭstskaie, ki akotŭmsauau'yiau.
16 Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul.
Kimatanipsospuau makap'isokŏsists; annik' psak'sĭnik aksoksipinikau ki saku'apĭnikan aksistŭpaipinikau.
17 Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.”
Matap'pix matomaisŭppasuyĭnĭmĕsts mani'ĭsts mĭn'iokkeĭsts ŭkautokeĭssuyĭnĭsts, ŏks'kakŭmipinikau ŭk'autokeĭssuyĭnĭsts, ki mĭn'iokke ak'saikĭmsskau, ki aks'iksistsuyinasiau: Manĭn'iokkeĭsts itsŭppa'suyĭnĭmiau man'otokeĭssuyĭnists ki ai'aketŏkhsiau.
18 Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.”
Otsakiaisĭtsĭp'sattosax annists'ĭsk epo'awsĭsts, tukskŭm'ĭni eenakin'ai itoto'iĭnai ki a'tsĭmmĭmmiuaie, ki an'iu, Nitŭn'na ŭk'ainiu; puk'siput ki kotsĭs'i tsĭxen'ĭs, ki aks'ipui tappiiu.
19 Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.
Ki Jesus itsipuau', ki itopokom'iuaie, ki otŭsksĭnĭmatsax mat'opokomiauaie.
20 Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon;
Ki sat'sit ake'uă, au'atŭnikau ŭsksaumawksaikĭmskau otok'tokossĭnni na'tsikoputtuyi stuyi'ĭsts, itsŭp'paatsiuaie, ki itsĭx'enĭmaie opekakŭn'ĭmaniaie:
21 thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.”
Tŭk'ka, ĭs'tau, ksen'ĭmĭniki opekakŭn'ĭmani, nĭtak'okuttotoko.
22 Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.” Og Kvinden blev frelst fra den samme Time.
Ki Jesus ito'tŭkkau; ki otsĭnno'ŏssaie, itŭni'u, Nitŭn'na, ŏkh'sitŭkkit, kitaumai'tŭksĭnni kumut'okuttotoko. Ki ake'uă annik' itokut'totoau.
23 Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han:
Ki Jesus otsĭtto'taipiisi eenakin'ai oko'ai, ki otsĭnno'ŏssax au'yesĭx ki matap'pix eĭs'tsekĭniau,
24 „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.” Og de lo ad ham.
An'ĭstsiuax, anĭs'tapaauk, ake'kuŭn matseniu'ats, ai'okau. Ki itai'ĭmiauaie.
25 Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op.
Ki otsĭs'tŭpskoŏsax matap'pix, itsipim, ki ito'tsĭmaie, otsĭs'aie, ki ake'kuŭn itsipuau.
26 Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.
Ki otap'ĭstutsipi, annik' auŏsĭn'ik, motŭs'ksĭnĭpaie.
27 Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som raabte og sagde: „Forbarm dig over os, du Davids Søn!”
Ki Jesus otsĭstŭpaumatta'atossi, na'tokŭmi naps' tsix nĭn'ax ipokiuo'iax, ki aisokse'puyiax ki an'iau, David okkui', Kĭm'okĭnan.
28 Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: „Tro I, at jeg kan gøre dette?” De sige til ham: „Ja, Herre!”
Ki otsĭtsipĭs'si nap'ioyĭs, naps'tsix itoto'yiauaie: ki Jesus an'ĭstsiuax kikŭtau'maitsipuan nŏk'okotŭnĭstutsĭs? An'ĭstsiiauaie A, Nin'a.
29 Da rørte han ved deres Øjne og sagde: „Det ske eder efter eders Tro!”
Itŭm'itsĭxeniuax oŏps'puauax, ki itŭni'u, kanĭsto'maitsipuai, ŭnnianĭstsĭs'.
30 Og deres Øjne bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: „Ser til, lad ingen faa det at vide.”
Ki itsikau'opiii oŏps'puauax: ki Jesus saiemiuax mŏkstanĭs'tosax matap'pix.
31 Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn.
Ki osto'auai, otsĭs'tapusau ikŏnai'tsĭnnikoyiauax matap'pix annik'auŏsĭn'ik.
32 Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat.
Ki otsŭksax, sat'sit ito'tsĭpiauaie kŭttaiai'puyiua sauum'itsistaaw pakto'kĭnattsiuaie.
33 Og da den onde Aand var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: „Aldrig er saadant set i Israel.”
Ki sannm'itsistaaw otsai'piksĭstŏssaie, kŭttaiai'puyină itse'puyiu: ki kŏnaitappix skai'etŭkkiau, ki an'iau, matsĭkainip'ats Israel ĭstauŏsĭn'im.
34 Men Farisæerne sagde: „Ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.”
Ki Pharisees an'iau sauum'itsistaawx otsĭn'aimoauai itai'saipiksĭstsiuax sauum'itsistaawx.
35 Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed.
Ki Jesus itap'auauŏkau kŏnau'akapioyĭsts, ki inŭk'akapioyĭsts, ki itŭs'ksĭnĭmatstokiu ota'toiapioyimoauĕsts, ki ai'semokiu nin'naiisĭnni ĭstŏkhs'itsĭniksĭnni, ki ŏk'kuttutsĭmĕsts matap'pix otokŏnai'oktokosuauĕsts ki otokŏnau'atŭnikauĕsts.
36 Men da han saa Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Faar, der ikke have Hyrde.
Ki otsĭnno'ŏssaie otappiisĭn'na, kaiĭm'iuaie, tŭkka ŭs'tsĭmsiu, aneto' manistau'anetopiax emŭk'ikĭnax saiits'tsĭssi ŭsks'kŭmokiuă.
37 Da siger han til sine Disciple: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa;
Itŭman'ĭstsiuax otŭsksĭnĭmatsax, akauo'yi insĭn'manĭsts, ki ap'otŭkkix unna'tosĭmiau;
38 beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.”
Atsĭm'oiikŭttok ĭnsĭm'manĭsts ĭstsĭn'nau mŏk'itŭpskoŏsax otĭnsĭmmanĭsts apotŭkkix.
