Matthæus 24
1 Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
anantaraM yIzu ryadA mandirAd bahi rgacchati, tadAnIM ziSyAstaM mandiranirmmANaM darzayitumAgatAH|
2 Men han svarede og sagde til dem: „Se I ikke alt dette? Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟
tato yIzustAnuvAca, yUyaM kimetAni na pazyatha? yuSmAnahaM satyaM vadAmi, etannicayanasya pASANaikamapyanyapASANepari na sthAsyati sarvvANi bhUmisAt kAriSyante|
3 Men da han sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: „Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet paa din Tilkommelse og Verdens Ende?‟ (aiōn g165)
anantaraM tasmin jaitunaparvvatopari samupaviSTe ziSyAstasya samIpamAgatya guptaM papracchuH, etA ghaTanAH kadA bhaviSyanti? bhavata Agamanasya yugAntasya ca kiM lakSma? tadasmAn vadatu| (aiōn g165)
4 Og Jesus svarede og sagde til dem: „Ser til, at ingen forfører eder!
tadAnIM yIzustAnavocat, avadhadvvaM, kopi yuSmAn na bhramayet|
5 Thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange.
bahavo mama nAma gRhlanta AgamiSyanti, khrISTo'hameveti vAcaM vadanto bahUn bhramayiSyanti|
6 Men I skulle faa at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det maa ske; men Enden er ikke endda.
yUyaJca saMgrAmasya raNasya cADambaraM zroSyatha, avadhadvvaM tena caJcalA mA bhavata, etAnyavazyaM ghaTiSyante, kintu tadA yugAnto nahi|
7 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der.
aparaM dezasya vipakSo dezo rAjyasya vipakSo rAjyaM bhaviSyati, sthAne sthAne ca durbhikSaM mahAmArI bhUkampazca bhaviSyanti,
8 Men alt dette er Veernes Begyndelse.
etAni duHkhopakramAH|
9 Da skulle de overgive eder til Trængsel og slaa eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
tadAnIM lokA duHkhaM bhojayituM yuSmAn parakareSu samarpayiSyanti haniSyanti ca, tathA mama nAmakAraNAd yUyaM sarvvadezIyamanujAnAM samIpe ghRNArhA bhaviSyatha|
10 Og da skulle mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.
bahuSu vighnaM prAptavatsu parasparam RtIyAM kRtavatsu ca eko'paraM parakareSu samarpayiSyati|
11 Og mange falske Profeter skulle fremstaa og forføre mange.
tathA bahavo mRSAbhaviSyadvAdina upasthAya bahUn bhramayiSyanti|
12 Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.
duSkarmmaNAM bAhulyAJca bahUnAM prema zItalaM bhaviSyati|
13 Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
kintu yaH kazcit zeSaM yAvad dhairyyamAzrayate, saeva paritrAyiSyate|
14 Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
aparaM sarvvadezIyalokAn pratimAkSI bhavituM rAjasya zubhasamAcAraH sarvvajagati pracAriSyate, etAdRzi sati yugAnta upasthAsyati|
15 Naar I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!)
ato yat sarvvanAzakRdghRNArhaM vastu dAniyelbhaviSyadvadinA proktaM tad yadA puNyasthAne sthApitaM drakSyatha, (yaH paThati, sa budhyatAM)
16 da skulle de, som ere i Judæa, fly ud paa Bjergene;
tadAnIM ye yihUdIyadeze tiSThanti, te parvvateSu palAyantAM|
17 den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus;
yaH kazcid gRhapRSThe tiSThati, sa gRhAt kimapi vastvAnetum adhe nAvarohet|
18 og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!
yazca kSetre tiSThati, sopi vastramAnetuM parAvRtya na yAyAt|
19 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
tadAnIM garbhiNIstanyapAyayitrINAM durgati rbhaviSyati|
20 Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat;
ato yaSmAkaM palAyanaM zItakAle vizrAmavAre vA yanna bhavet, tadarthaM prArthayadhvam|
21 thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
A jagadArambhAd etatkAlaparyyanantaM yAdRzaH kadApi nAbhavat na ca bhaviSyati tAdRzo mahAklezastadAnIm upasthAsyati|
22 Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
tasya klezasya samayo yadi hsvo na kriyeta, tarhi kasyApi prANino rakSaNaM bhavituM na zaknuyAt, kintu manonItamanujAnAM kRte sa kAlo hsvIkariSyate|
23 Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det.
aparaJca pazyata, khrISTo'tra vidyate, vA tatra vidyate, tadAnIM yadI kazcid yuSmAna iti vAkyaM vadati, tathApi tat na pratIt|
24 Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre store Tegn og Undergerninger, saa at ogsaa de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt.
yato bhAktakhrISTA bhAktabhaviSyadvAdinazca upasthAya yAni mahanti lakSmANi citrakarmmANi ca prakAzayiSyanti, tai ryadi sambhavet tarhi manonItamAnavA api bhrAmiSyante|
25 Se, jeg har sagt eder det forud.
pazyata, ghaTanAtaH pUrvvaM yuSmAn vArttAm avAdiSam|
26 Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da gaar ikke derud; se, han er i Kamrene, da tror det ikke!
ataH pazyata, sa prAntare vidyata iti vAkye kenacit kathitepi bahi rmA gacchata, vA pazyata, sontaHpure vidyate, etadvAkya uktepi mA pratIta|
27 Thi ligesom Lynet udgaar fra Østen og lyser indtil Vesten, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
yato yathA vidyut pUrvvadizo nirgatya pazcimadizaM yAvat prakAzate, tathA mAnuSaputrasyApyAgamanaM bhaviSyati|
28 Hvor Aadselet er, der ville Ørnene samle sig.
yatra zavastiSThati, tatreva gRdhrA milanti|
29 Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes.
aparaM tasya klezasamayasyAvyavahitaparatra sUryyasya tejo lopsyate, candramA jyosnAM na kariSyati, nabhaso nakSatrANi patiSyanti, gagaNIyA grahAzca vicaliSyanti|
30 Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig paa Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.
tadAnIm AkAzamadhye manujasutasya lakSma darziSyate, tato nijaparAkrameNa mahAtejasA ca meghArUDhaM manujasutaM nabhasAgacchantaM vilokya pRthivyAH sarvvavaMzIyA vilapiSyanti|
31 Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.
tadAnIM sa mahAzabdAyamAnatUryyA vAdakAn nijadUtAn praheSyati, te vyomna ekasImAto'parasImAM yAvat caturdizastasya manonItajanAn AnIya melayiSyanti|
32 Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær.
uDumbarapAdapasya dRSTAntaM zikSadhvaM; yadA tasya navInAH zAkhA jAyante, pallavAdizca nirgacchati, tadA nidAghakAlaH savidho bhavatIti yUyaM jAnItha;
33 Saaledes skulle ogsaa I, naar I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren.
tadvad etA ghaTanA dRSTvA sa samayo dvAra upAsthAd iti jAnIta|
34 Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete.
yuSmAnahaM tathyaM vadAmi, idAnIntanajanAnAM gamanAt pUrvvameva tAni sarvvANi ghaTiSyante|
35 Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.
nabhomedinyo rluptayorapi mama vAk kadApi na lopsyate|
36 Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
aparaM mama tAtaM vinA mAnuSaH svargastho dUto vA kopi taddinaM taddaNDaJca na jJApayati|
37 Og ligesom Noas Dage vare, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
aparaM nohe vidyamAne yAdRzamabhavat tAdRzaM manujasutasyAgamanakAlepi bhaviSyati|
38 Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aade og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
phalato jalAplAvanAt pUrvvaM yaddinaM yAvat nohaH potaM nArohat, tAvatkAlaM yathA manuSyA bhojane pAne vivahane vivAhane ca pravRttA Asan;
39 og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Tilkommelse være.
aparam AplAvitoyamAgatya yAvat sakalamanujAn plAvayitvA nAnayat, tAvat te yathA na vidAmAsuH, tathA manujasutAgamanepi bhaviSyati|
40 Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage.
tadA kSetrasthitayordvayoreko dhAriSyate, aparastyAjiSyate|
41 To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage.
tathA peSaNyA piMSatyorubhayo ryoSitorekA dhAriSyate'parA tyAjiSyate|
42 Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer.
yuSmAkaM prabhuH kasmin daNDa AgamiSyati, tad yuSmAbhi rnAvagamyate, tasmAt jAgrataH santastiSThata|
43 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus.
kutra yAme stena AgamiSyatIti ced gRhastho jJAtum azakSyat, tarhi jAgaritvA taM sandhiM karttitum avArayiSyat tad jAnIta|
44 Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.
yuSmAbhiravadhIyatAM, yato yuSmAbhi ryatra na budhyate, tatraiva daNDe manujasuta AyAsyati|
45 Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
prabhu rnijaparivArAn yathAkAlaM bhojayituM yaM dAsam adhyakSIkRtya sthApayati, tAdRzo vizvAsyo dhImAn dAsaH kaH?
46 Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes.
prabhurAgatya yaM dAsaM tathAcarantaM vIkSate, saeva dhanyaH|
47 Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer.
yuSmAnahaM satyaM vadAmi, sa taM nijasarvvasvasyAdhipaM kariSyati|
48 Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
kintu prabhurAgantuM vilambata iti manasi cintayitvA yo duSTo dAso
49 og saa begynder at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne,
'paradAsAn praharttuM mattAnAM saGge bhoktuM pAtuJca pravarttate,
50 da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved,
sa dAso yadA nApekSate, yaJca daNDaM na jAnAti, tatkAlaeva tatprabhurupasthAsyati|
51 og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
tadA taM daNDayitvA yatra sthAne rodanaM dantagharSaNaJcAsAte, tatra kapaTibhiH sAkaM taddazAM nirUpayiSyati|
