Matthæus 24
1 Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
KI Jesus itsŭx'iu ki itsĭs'tŭpaatomaie omŭk'atoiapioyĭs ki otŭsksĭnimatsax itoto'iauaie mŏkanĭs'tsĭnnomoŏsauaie omŭk'atoiapioyĭs ĭstap'ĭstutŭksĭnni.
2 Men han svarede og sagde til dem: „Se I ikke alt dette? Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟
Ki Jesus an'ĭstsiuax kikŭttaisauainipuauastsau kŏnai'ĭstsk? Kitau'mŭnistopuau, matakskĭt'aupa okotoki mŏkstaiĭna'piksĭstosi.
3 Men da han sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: „Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet paa din Tilkommelse og Verdens Ende?‟ (aiōn g165)
Otsĭt'tokhitaupĭssi nitum'moyi Olives, ŭsksĭnĭmats'ax isĭmitoto'iauaie, ki an'iau, Anik'ĭnan Tsanĭstsĭs' akanĭstsiu'astsau? Ki tsa akanĭstsiu'a kitsipuksipusĭnni, ki punsksŏk'kuasĭsi? (aiōn g165)
4 Og Jesus svarede og sagde til dem: „Ser til, at ingen forfører eder!
Ki Jesus an'ĭstsiuax Iskskats'ĭk kŏkstaipĭstsiksĭstutu'yisuai.
5 Thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange.
Akai'tappix ak'ŭtsitotoiau nitsĭn'ikŏsim ki ak'aniau Christ nĕsto'akauk; ki ak'sipĭstsiksĭstutuyiauax akai'tappix.
6 Men I skulle faa at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det maa ske; men Enden er ikke endda.
Ki kitakokhtsĭmattopuaii auakaw'tseisĭsts ki mak'auakawtseisĭsts: Sats'sĭk kŏkstai'apaitsitasuai; konai'istsk ak'itstsiau; ki umut'aketsĭnikawpi matomoto'ats.
7 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der.
Aiok'auaua aksipua'tseiau aiokauai'i ki nin'naiisĭnni aksipua'atomiau nĭn'naiisĭnni; ki ak'unnatosiu aau'ŏssĭnni, ki ak'itstsiu okh'tokosĭsts, ki ksŏk'kumă otaks'ikauopiisĭsts, ki akokŏnau'toitstsiiau.
8 Men alt dette er Veernes Begyndelse.
Am'osts Istokŏnau'mŭtŭpipuĭnawkuyii' sists.
9 Da skulle de overgive eder til Trængsel og slaa eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
Kitakaumŭts'kakipuau kŏkĭtapauksĭstutoksi, ki kĭtaks'enikoaiau: ki kŏnai'okauaua kumutaks'tsĭmmĭmmokoau nitsĭn'ikŏsĭm.
10 Og da skulle mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.
Ki akai'tappix akĭstskĭmskŭkiau ki akaumŭts'katseiau, ki akau'kĭmotseiau.
11 Og mange falske Profeter skulle fremstaa og forføre mange.
Ki akaiĕm'ix ksĭs'tapsix prophetix aksipuauiau ki aksipĭsksĭs'tutuyiuax.
12 Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.
Ki sauo'kŏmotsitappiisinni otakau'osi, akai'tappix otŭkome'tŭksuaii akstuyiuaie.
13 Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
Ki annŏk' eikak'ĭmauŏk umuk'itsipi aksikŏmotse'piau.
14 Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
Ki am'ok nĭn'naiisĭnni ĭstŏkh'sitsĭniksĭnni ak'anĭstop kŏnŭs'ksŏkkum, kŏnai'okoaua mŏks'ksĭniĭsauaie; ki umuk'itsipi ak'otŭmitoto.
15 Naar I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!)
Ninĭm'ĭnnoainiki ŭs'tsĭmetsipi Daniel otan'ĭstopi atsĭm'apii ĭstai'puyĭssi (annŏk' an'ĭstomŏk ŭnnĭsts'ksĭnĭssi: )
16 da skulle de, som ere i Judæa, fly ud paa Bjergene;
Anniks'isk Judæa itau'pixk ŭnnianĭstitŭpoks'kasau nitum'moĭsts:
17 den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus;
Annok' itokh'itaupiuŏk oko'ai pĭnŭnĭsts'ĭnĭssaatos mŏk'sauautsĭssi itsipsts'tsii oko'ai:
18 og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!
Annŏk' ĭnsĭmman itau'piuŏk pinŭt'ŭnĭstsskos mŏk'otsĭssi otsĭstotos'ĭsts.
19 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
Anniks'isk ipitap'piixk ki ŭs'takataxk aksksĭnĭmiau makapi annists'ĭsts ksĭstsiku'ĭsts!
20 Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat;
Atsĭmoiikak kŏk'stautsĭmutasuai stuyĭssi, ki ĭssĭk'opiiksĭstsikui.
21 thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
Annik' omŭx'ipuĭnasĭnni ak'itstsiu, istsitsĭs'si ksŏk'kŭm, ki annok' manĭsts'ipuĭnapspi, aksĭs'tŭpŭnĭstsipuĭnapsiu, ki ĭs'sotsk matakotŭmanĭstsipuĭnapsiu'ats.
22 Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
Ki annists'ists ksĭstsiku'ĭsts sauun'natsĭstutsĭsĕsts mat'akitstsipa matap'pi itsikŏmotse'piaiau; aumai'tŭkkixk, osto'auai itunnats'ĭstutsĭmĕsts annists'ĭsts ksĭstsikuĭsts.
23 Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det.
Kŭmĭts'tsiki matap'pi kitai'akaniki Sŭm'mĭs, am'auk Christ, ki om'auk; pinau'maitos.
24 Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre store Tegn og Undergerninger, saa at ogsaa de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt.
Ksĭs'tapsix Christix akitsipuau'iau ki ksĭs'tapsix prophetix, ki akanĭs'tsĭnnŭkiau omŭk'apstosĭsts ki pĭsats'kasĭsts; ki ikŭm'itstsiki aks'ipĭstsiksĭstutuyiauax aumai'tŭkkixk.
25 Se, jeg har sagt eder det forud.
Sat'sik, kikau'anĭstopuau.
26 Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da gaar ikke derud; se, han er i Kamrene, da tror det ikke!
Kŭm'anĭstsenikiau sat'sit ksĭs'tapsksŏkkuyi ŭn'amauk; pini'tappoat; Sa'sit, sĭmiap'ioyĭsts ŭn'amauk; pinaumai'tŭkkik.
27 Thi ligesom Lynet udgaar fra Østen og lyser indtil Vesten, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
Ksĭstsikum' manĭsttotsipuksipupi umut'autstsipi apinŏk'kuyi, ki manĭstsitŭpikŭnatspi ame'totsi; netoi' ak'ŭnĭststsiu nĭn'au okku'i otos'aie.
28 Hvor Aadselet er, der ville Ørnene samle sig.
Mĭksĭnii otsits'tsipi, ŭn'nim pi'tax akomooi'iau.
29 Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes.
Annists'ĭsts ksĭstsiku'ĭstsk ĭstsipu'ĭnasĭsts otaiksiuos'au, nato'si akski'ĭnŭm, ki kokum'ikesŭm matakanakĭmauats, ki kŏk'atosix akotots'ĭnĭssiau, ki spots'im otsĭs'kŏpsĭnni akauŭt'apixip:
30 Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig paa Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.
Ki Nin'auă okku'i otap'stosĭnni akitsĭnakoaie spots'im: ki ksŏk'kum ĭstokŏnai'tappix ak'otŭmauyesiau, ki aks'ĭnnoyeiau Nĭn'au okku'i spots'im istsĭssoksĭs'tsikuĭsts itsipsts'otosi, otŭmap'sĭnni ki omŭxĭk'kŭnnasĭnni akopoto.
31 Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.
Ki ak'itŭpskuyiuax otatsĭm'otokatatsix ak'soksĭkkiax, ki aumai'tŭkkixk akitotomoi'piiauax, nĭssoo'ĭsts sopu'ĭsts ki spots'im umuk'itsipi:
32 Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær.
Annok', ĭsksĭnik parable omŭx'ĭnĭstsĭs; okŭn'iksi otsa'kiŭkkĭnĭsĭssi, ki otsuio'pokassi, kitsksĭnipuau nepu'yi itasts'tsiu;
33 Saaledes skulle ogsaa I, naar I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren.
Neto'i maks'ĭnĭmenoainiki annists'isk, ĭsksĭnik, mŏkaststsĭssi, ito'to okh'sepĭstanĭsts.
34 Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete.
Kitau'mŭnĭstopuau am'oi o'tappiisĭnaii mataksĭstapu'ats otsauomaisŭpanĭs'tsiosau annists'isk.
35 Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.
Spots'im ki ksŏk'kum ak'eitsĭnikau, ki nitse'poawsĭsts matakeitsĭnikau'ĕstsau.
36 Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
Annik' ksĭstsiku'ik ki annik' itai'ksĭstsikumiopik matsksĭnĭm'ats matap'pi, Spots'im ĭstso'tokatatsix matsksĭnĭm'axauaie, Nin'a nits'ksĭnĭmaie.
37 Og ligesom Noas Dage vare, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
Noe otsiksĭs'tsikumĭsts manistsi'piĕsts, netoi' ak'anĭsttsiiĕsts Nĭn'au okku'i oto'saie
38 Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aade og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
Otsauomo'kŏnaiokkeuasi ksŏkkum manĭstau'yipiau ki manĭstai'sĭmipiau, manĭstok'kemipiau manĭsta'pikŏttŭkkipiau, itŭp'itsiu annik' ksĭstsikuik, Noe otsit'sŭppopĭssi akh'iosatsĭs.
39 og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Tilkommelse være.
Ki matsksĭnĭm'axau otsauomo'kŏnaiokkeuasi ki itsau'inakuaiĭstutuaiau; netoi' ak'anĭstsiu Nĭn'au okku'i oto'saie.
40 Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage.
Natsitappiix akotŭmitau'piiau insĭm'man: nituks'kŭmi ak'otoau, ki stsĭk'i ak'skĭtau.
41 To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage.
Natsitappiĭx akex' akĭtaipĭk'iakiau; nituks'kŭmi ak'otoau, ki stsĭk'i ak'skĭtau.
42 Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer.
Ŭn'nikaie mokŏkik: kimats'ksĭnipuau annik' itai'ksĭstsikumiopik kitsĭn'aimoau otai'akĭtotopik.
43 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus.
Am'okă ĭsksĭnĭk', Napioyĭs ĭstŏkhsĭn'auă otsksĭnĭm'opi annik' itai'ksĭstsikumiopik otai'akitotosi kŏmos'iepĭtsĭuă ĭs'taiŭskskŭmiuopi, ĭstai'saiepukĭtsetsĭmopi oko'ai ĭstokitsĭm'i mŏkopokse'ĭsaie.
44 Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.
Ŭn'nikaie ŭk'aisŭppuiapĭstotosĭk; kitsit'sisauaitsitatopuai, Nĭn'au okku'i ak'itoto.
45 Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
Tŭkka' aumai'tŭkki ap'otŭkkiuă, ki mokŏk'i apotŭkkiuă annŏk' otsĭn'aim otĭnaiăts'okŏk oko'ai ĭstsitappim'ix, mŏk'okŏmotokotŏsax otso'ŏsĭnoauĕsts?
46 Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes.
Atsĭm'siu annŏk ap'otŭkkiuŏk, otsĭn'aim oto'saie otak'okonokaie netoi' it'ŭnĭstsĭstutsimaie.
47 Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer.
Kitau'mŭnĭstopuau, akokŏnitainaiăts'iuaie otokŏnai'nanĭsts.
48 Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
Ki annŏk sauum'itapotŭkkiuŏk, makotots'anĭssi u'skĕttsipŏppi ai'sŭmsiu nitsĭn'aim;
49 og saa begynder at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne,
Ki makaumŭtŭpauaiak'iŭssi ot'opokapotŭkkimax, ki makopoks'oyimŭssi ki mak'opoksĭmimŭssi ai'sĭmix;
50 da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved,
Annŏk' ap'otŭkkiuŏk otsĭn'aim ak'oto annik' kustsiku'ik otsauomŭsks'kŭmosaie, ki annik' itai'ksĭstsikumiopik otsauomŭs'ksĭnniĭssi,
51 og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
Ki akaiaketsĭn'iuaie, ki aiakokotsiuaie mŏk'itaupĭssaie otsitau'pipiax ksĭstapokŏmotsităppiansix: annim' ak'itstsiu asain'sĭnni ki satse'kĭnani.
