Matthæus 22
1 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:
Əysa ularƣa yǝnǝ tǝmsillǝr bilǝn mundaⱪ dedi:
2 „Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.
Ərx padixaⱨliⱪi huddi ɵz oƣli üqün toy ziyapitini tǝyyarliƣan bir padixaⱨⱪa ohxaydu.
3 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.
U qakarlirini toy ziyapitigǝ tǝklip ⱪilinƣanlarni qaⱪirixⱪa ǝwǝtiptu, lekin ular kelixkǝ unimaptu.
4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
U yǝnǝ baxⱪa qakarlirini ǝwǝtip, ularƣa tapilap: «Qaⱪirilƣanlarƣa: — Mana, mǝn ziyapitimni tǝyyar ⱪildim; mening torpaⱪlirim, bordaⱪ mallirim soyuldi, ⱨǝmmǝ nǝrsǝ tǝyyar. Ziyapǝtkǝ mǝrⱨǝmǝt ⱪilƣay, dǝydu, dǝp eytinglar, — dǝptu.
5 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;
Biraⱪ ular tǝklipini etibarƣa almay, birsi etizliⱪiƣa kǝtsǝ, yǝnǝ biri sodisiƣa ketiptu.
6 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
Ⱪalƣanliri bolsa [padixaⱨning] qakarlirini tutuwelip, horlap ɵltürüwetiptu.
7 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.
Padixaⱨ buni anglap ⱪattiⱪ ƣǝzǝplinip, ǝskǝrlirini qiⱪirip, u ⱪatillarni yoⱪitip, ularning xǝⱨirigǝ ot ⱪoyuwetiptu.
8 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.
Andin u qakarliriƣa: «Toy ziyapiti tǝyyar boldi, lekin qaⱪirilƣanlar [meⱨmanliⱪⱪa] munasip kǝlmidi.
9 Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!
Əmdi silǝr aqa yollarƣa berip, udul kǝlgǝn adǝmlǝrning ⱨǝmmisini toy ziyapitigǝ tǝklip ⱪilinglar» dǝptu.
10 Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
Buning bilǝn qakarlar yollarƣa qiⱪip, yahxi bolsun, yaman bolsun, udul kǝlgǝnliki adǝmlǝrning ⱨǝmmisini yiƣip ǝkǝptu. Toy soruni meⱨmanlar bilǝn liⱪ toluptu.
11 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.
Padixaⱨ meⱨmanlar bilǝn kɵrüxkili kirgǝndǝ, u yǝrdǝ ziyapǝt kiyimi kiymigǝn bir kixini kɵrüptu.
12 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.
Padixaⱨ uningdin: «Buradǝr, ziyapǝt kiyimi kiymǝy, bu yǝrgǝ ⱪandaⱪ kirding?» dǝp soraptu, biraⱪ u kixi jawab berǝlmǝy ⱪaptu.
13 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
Padixaⱨ qakarliriƣa: «Uni put-ⱪolliridin baƣlap, texidiki ⱪarangƣuluⱪⱪa aqiⱪip taxlanglar! U yǝrdǝ yiƣa-zarlar kɵtürülidu, qixlirini ƣuqurlitidu» dǝptu.
14 Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.”
Qünki qaⱪirilƣanlar kɵp, lekin tallanƣanlar azdur.
15 Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.
Buning bilǝn Pǝrisiylǝr u yǝrdin qiⱪip, ⱪandaⱪ ⱪilip uni ɵz sɵzi bilǝn tuzaⱪⱪa qüxürüx ⱨǝⱪⱪidǝ mǝsliⱨǝtlǝxti.
16 Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.
Ular muhlislirini Ⱨerodning tǝrǝpdarliri bilǝn billǝ uning yeniƣa ǝwǝtip: — Ustaz, silini sǝmimiy adǝm, kixilǝrgǝ Hudaning yolini sadiⱪliⱪ bilǝn ɵgitip keliwatidu wǝ adǝmlǝrgǝ ⱪǝt’iy yüz-hatirǝ ⱪilmay ⱨeqkimgǝ yan basmaydu, dǝp bilimiz.
17 Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?”
Ⱪeni, ⱪandaⱪ oylayla? [Rim imperatori] Ⱪǝysǝrgǝ baj-seliⱪ tapxurux Tǝwrat ⱪanuniƣa uyƣunmu-yoⱪ? — deyixti.
18 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?
Lekin Əysa ularning rǝzil niyitini bilip: — Əy sahtipǝzlǝr, meni nemixⱪa sinimaⱪqisilǝr?
19 Viser mig Skattens Mønt!” Og de bragte ham en Denar.
Ⱪeni, bajƣa tapxurulidiƣan bir tǝnggǝ manga kɵrsitinglar, — dedi. Ular bir dinar pulini ǝkǝldi.
20 Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?”
U ulardin: — Buning üstidiki sürǝt wǝ nam-isim kimning? — dǝp soridi.
21 De sige til ham: „Kejserens.” Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Ⱪǝysǝrning, — dǝp jawab bǝrdi ular. U ularƣa: — Undaⱪ bolsa, Ⱪǝysǝrning ⱨǝⱪⱪini Ⱪǝysǝrgǝ, Hudaning ⱨǝⱪⱪini Hudaƣa tapxurunglar, — dedi.
22 Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.
Ular bu sɵzni anglap, ⱨǝyran bolup ⱪelixti-dǝ, uning yenidin ketip ⱪaldi.
23 Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
Xu küni, «Ɵlgǝnlǝr tirilmǝydu» dǝydiƣan Saduⱪiylar uning aldiƣa kelip ⱪistap soal ⱪoydi:
24 „Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.
— Ustaz, Musa [pǝyƣǝmbǝr Tǝwratta]: «Bir kixi pǝrzǝntsiz ɵlüp kǝtsǝ, uning aka yaki inisi tul yǝnggisini ǝmrigǝ elip, ⱪerindixi üqün nǝsil ⱪalduruxi lazim» dǝp tapiliƣan.
25 Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
Burun arimizda yǝttǝ aka-uka bar idi. Qongi ɵylǝngǝndin keyin ɵlüp kǝtti. Pǝrzǝnt kɵrmigǝnliktin, ayalini ikkinqi ⱪerindixining ǝmrigǝ ⱪaldurdi.
26 Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;
Biraⱪ ikkinqisidiki ǝⱨwalmu uningkigǝ ohxax boldi, andin bu ix üqinqisidǝ taki yǝttinqi ⱪerindaxⱪiqǝ ohxax dawamlaxti.
27 men sidst af alle døde Hustruen.
Ahirda, u ayalmu ɵlüp kǝtti.
28 Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.”
Əmdi tirilix künidǝ bu ayal yǝttǝ aka-ukining ⱪaysisining ayali bolidu? Qünki uni ⱨǝmmisi ǝmrigǝ alƣan-dǝ!
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
Əysa ularƣa mundaⱪ jawab bǝrdi: — Silǝr nǝ muⱪǝddǝs yazmilarni nǝ Hudaning ⱪudritini bilmigǝnlikinglar üqün azƣansilǝr.
30 Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
Qünki ɵlümdin tirilgǝndǝ insanlar ɵylǝnmǝydu, ǝrgǝ tǝgmǝydu, bǝlki Hudaning ǝrxtiki pǝrixtilirigǝ ohxax bolidu.
31 Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:
Əmdi ɵlümdin tirilix mǝsilisi ⱨǝⱪⱪidǝ Hudaning silǝrgǝ eytⱪan:
32 „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.” Han er ikke dødes, men levendes Gud.”
«Mǝn Ibraⱨim, Isⱨaⱪ wǝ Yaⱪuplarning Hudasidurmǝn!» degǝn xu sɵzini oⱪumidinglarmu? Huda ɵlüklǝrning ǝmǝs, bǝlki tiriklǝrning Hudasidur!».
33 Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.
Bu sɵzni angliƣan hǝlⱪ uning tǝlimidin ⱨǝyranuⱨǝs ⱪelixti.
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.
Pǝrisiylǝr uning Saduⱪiylarning aƣzini tuwaⱪliƣanliⱪini anglap, bir yǝrgǝ jǝm boluxti.
35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
Ularning arisidiki bir Tǝwrat-ⱪanun ustazi uni sinax mǝⱪsitidǝ uningdin:
36 „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?”
— Ustaz, Tǝwrat ⱪanunidiki ǝng muⱨim ǝmr ⱪaysi? — dǝp ⱪistap soridi.
37 Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
U uningƣa mundaⱪ dedi: — «Pǝrwǝrdigar Hudayingni pütün ⱪǝlbing, pütün jening, pütün zeⱨning bilǝn sɵygin»
38 Dette er det store og første Bud.
— ǝng uluƣ, birinqi orunda turidiƣan ǝmr mana xu.
39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
Uningƣa ohxaydiƣan ikkinqi ǝmr bolsa «Ⱪoxnangni ɵzüngni sɵygǝndǝk sɵy».
40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.”
Pütün Tǝwrat ⱪanuni wǝ pǝyƣǝmbǝrlǝrning sɵzliri bu ikki ǝmrgǝ esilƣan ⱨalda mangidu.
41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
Pǝrisiylǝr jǝm bolup turƣan waⱪitta, Əysa ulardin:
42 „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?” De sige til ham: „Davids.”
— Mǝsiⱨ toƣrisida ⱪandaⱪ oylawatisilǝr? U kimning oƣli? — dǝp soridi. Dawutning oƣli, — deyixti ular.
43 Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:
U ularƣa mundaⱪ dedi: Undaⱪta, nemǝ üqün [Zǝburda] Dawut uni Roⱨta «Rǝbbim» dǝp atap, —
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.
«Pǝrwǝrdigar mening Rǝbbimgǝ eyttiki: — «Mǝn sening düxmǝnliringni ayiƣing astida dǝssǝtküqǝ, Ong yenimda olturƣin!» — dǝydu?
45 Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?”
Dawut [Mǝsiⱨni] xundaⱪ «Rǝbbim» dǝp atiƣan tursa, ǝmdi u ⱪandaⱪmu Dawutning oƣli bolidu?
46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.
Wǝ ⱨeqkim uningƣa jawabǝn bir eƣizmu sɵz ⱪayturalmidi; xu kündin etibarǝn, ⱨeqkim uningdin soal soraxⱪimu petinalmidi.
