Matthæus 22
1 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:
KI Jesus mat'anĭstsiuax parables, ki an'iu,
2 „Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.
Spots'im ĭstsĭn'naiisĭnni netoi'nitsiu tuks'kŭmi omŭx'inau, okuyi otokem'si.
3 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.
Ki itŭp'skuyiuax otap'otomokix moksĭnikŏttosaxax anniks'ĭsk otŭm'axk: ki matŭskak'sipuksipuax.
4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
Ki mats'itŭpskuyiuax stsĭk'ix otap'otomokix, ki an'ĭstsiuax anĭstok'au anniks'isk ŭm'axk, Sat'sik, nikaw'apastutsip nitso'ŏssĭn: nitap'otskĭnamix ki nitunĭstakhtsimix ŭkainitaiau ŭk'okŏnaiksĭstsiiau: Puksipa'atok okem'sĭnni.
5 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;
Ki ap'etsĭmiauaie, ki oksoku'oauĕsts itappoiau, tuks'kŭmi otsĭn'sĭmman, stsik'i otsit'aumŭtskotŭkkipi:
6 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
Ki stsĭk'ix mat'tuyiuax otap'otomokix, ki au'ksĭstutuyiuax, ki initsiu'ax.
7 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.
Ki omŭx'ina otokh'tsĭmsi, itsĭs'tsetŭkkiu: ki itŭp'skuyiuax otseĕn'akemix, ki itsaiĭnakuaiĭstutuyiuax anniks'isk inĭk'ixk, ki itsĭn'sĭmaie otakap'ioyimoauaie.
8 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.
Itŭm'anĭstsiuax otap'otomokix, ŭk'aiksĭstsiu mak'okemsĭnni, ki anniks'isk ŭm'axk matsipumapsiu'ax,
9 Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!
Itap'poak moksoku'ĭsts ki kĭt'okŏnaukonoaxk ŭm'mokau mak'okemsĭnni.
10 Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
Ki anniks'isk apotŭkkixk itsitap'poiau moksoku'ĭsts, ki ikŏnau'moipiauax ot'okŏnokonoauax makap'six ki ŏkh'six: ki itsŭpanĭs'tsĭmiau ŭm'max.
11 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.
Ki omŭx'ina otsipĭs'si mŏks'ĭnnoŏssax ŭmmax, nan'nuyiuaie nĭn'aii ikem'sĭnni ĭstsiso'kŏsĭmi, mat'sŭpskŏsattomaie;
12 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.
Ki an'ĭstsiuaie, Napi'a, Tsa kanĭs'tsipipa kitsauomai'sŭpskŏsattosi ikem'sĭnni istsiso'kŏsĭmi? Ki matsepuyiu'ats.
13 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
Omŭx'ina itŭm'anĭstsiuax otap'otomokix ĭs'ksipĭstok otsĭsts' ki okŏt'sĭsts, ki ĭs'tŭppĭppis, ki satŭp'iksĭstsĭs ski'natsi; ak'itstsiu asain'sinni, ki papŭx'ekĭnikani.
14 Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟
Akai'tappix nanikŏttaiau: un'natosĭmix mat'toaiau.
15 Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.
Itŭmĭs'tapuiau Pharisees, ki itauŭt'ŭnĭstsiiau mŏkĭtokonĭmŏsauaie ote'poawsĭstsaie.
16 Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.
Ki ipokitŭp'skuyiauax otŭsksinĭmatsauauax ki Herodians, ki an'ĭstsiauaie, Nin'a, nĭts'ksĭnipĭnan kitau'mŭni ki kitau'mŭnĭsksĭnĭmatstŭkki Ap'ĭstotokiuă oksoku'i, ki kimatsŭmman'ax matap'pix: tŭk'ka, kimatsatsipats manistŭp'apitappiipiau.
17 Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?‟
Anik'ĭnan, Tsa kit'stapa? Ŏkh'siuats mŏk'otsiponitasi Cæsar, tsŏktau mat'ŏksiuats?
18 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?
Ki Jesus nan'ĭmaie otsau'okŏmotsitappiisuai, ki an'iu kumauk'saksksĭnokipuauaiists kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai?
19 Viser mig Skattens Mønt!‟ Og de bragte ham en Denar.
Ŭnĭs'tsĭnŭmmokĭk mixkĭm, kumut'siponitapi. Ki ito'tsĭpotuyiauaie nitai'pŭnasainiini.
20 Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟
Ki an'ĭstsiuax, tŭkka' am'o ostoksĭs'ă, ki tŭkka' osĭnaksĭn'ats?
21 De sige til ham: „Kejserens.‟ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!‟
An'ĭstsiauaie, Cæesar otsinan'. Itŭm'anĭstsiuax kotok' Csesar otsinan'ists, ki Ap'ĭstotokiuă kotok' otsinan'ĭsts.
22 Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.
Otokh'tsĭmsau annists'isk epo'awsĭstsk itskai'etŭkkiau, ki itskĭt'siauaie, ki oksoku'auai itappo'iau.
23 Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
Neto'ik ksĭstsiku'ik, Saducees, anniks'isk an'iisk matsitstsipats matsipuau'osĭnni itoto'iauaie, ki ai'sŭppoŏtsesattsiauaie,
24 „Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.
Ki an'iau, Nin'a, Moses itŭni'u enĭs'si nĭn'au, ki saiitstsĭssi pokax, oskŭn' akokem'attsi'ĭnaii otokem'an, ki ak'ksĭstauŭttomuyiuaie us'i pŏkax'.
25 Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
Annok' ikit'sikŭmiau umu'pappiipix; ki matom'si otokem'attosi, its en'iu, ki otsai'itstsĭssi o'kosix itskĭt'siuaie otokem'an oskŭn' mŏk'okemattosaie:
26 Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;
Neto'initsiu oskŭni enĭs'aie, ki omat'oskŭni ki ikĭt'sikŭmiau ikŏnen'iau.
27 men sidst af alle døde Hustruen.
Ki itsako'ieniu ake'u.
28 Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.‟
Matsipuau'osĭnni tŭkka' otakokeman'atsaie, ikĭt'sikŭmĭx? Tŭk'ka ikŏnau'tuyiauaie.
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
Jesus an'ĭstsiuax. Kitai'patsĭstutsipuau kimatsksĭnipuauĕsts natoi'sĭnaksists ki ototŭmap'sĭnni Apĭstotokiuă.
30 Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
Matsipuau'sax matokemiu'axau matapikau'axau. Netoi'nitsiau Ap'ĭstotokiuă otatsĭm'otokatatsix Spots'im.
31 Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:
Annik' matsipuau'awsĭnnĭk kikŭttomisauanĭstop'ats annik' kitan'iipik Ap'ĭstotokiuă.
32 „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.‟ Han er ikke dødes, men levendes Gud.‟
Nĕsto'akauk Abraham otsinan Ap'ĭstotokiua ki Isaac otsinan' Ap'ĭstotokiuă, ki Jacob otsinan' Ap'ĭstotokiuă Ap'ĭstotokiuă enix' matsinan'oauats, sa'kiaitappiĭx otsinan'oauax Ap'ĭstotokiuă.
33 Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.
Ki akai'tappiix otokh'tsĭmsau skai'etsĭmiau otŭsksĭnĭmats'tŭksĭnni.
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.
Ki Pharisees otokh'tsĭmsau ot'omaupŭtsŏssax Saducees, itauŭtomoi'piotseiau.
35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
Ki tuks'kŭmi, lawyer, ai'sŭppoŏttsesattsiuaie, ki as'aksksĭnnuyiuaie, ki an'iu,
36 „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?‟
Nia'a, tse'a omŭk'o okŏk'itsimani ĭstse'poawsĭsts?
37 Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
Jesus an'ĭstsiuaie, Kitak'ŭkomĭmmau, Nin'a Ap'ĭstotokiua kitokŏnai'uskĕttsipŏppi, kitokŏnai'staaw, ki kĭtokŏnai'tsitani.
38 Dette er det store og første Bud.
Am'oi matom'iu ki omŭk'o epo'awsĭnni.
39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
Ki pok'iotomi netoi'nitsiu, Kitak'ŭnĭstŭkomĭmmau kĭtopokau'pimok kanĭstŭk'omĭmmospi.
40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.‟
Annists'isk na'tokaistsk epo'awsĭsts, ikŏnaukŏkitsimanĭsts ki prophetix otan'ipĭsts ikŏn'itaitsiiĕsts.
41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
Otsakiaumoi'piotseĭsau Pharisees, Jesus sŭppo'ŏttsesattsiuax,
42 „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‟ De sige til ham: „Davids.‟
Ki an'iu, Tsa kitstatau'ats Christ? Tŭkka' oko'atsaie? An'ĭstsiauaie David okoai'e.
43 Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:
An'ĭstsiuax, David umut'ainĭstainikŏttaupiaie Nin'ă, otanipi,
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.
Ap'ĭstotokiuă an'ĭstsiuaie nĭn'a, netots'i tŭpo'piĭt, nŏk'ŭnĭstutoŏsau kikatum'ix kitsitautŭtsekau'pipi?
45 Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
David ninikŏt'tŭssi Nĭn'a, Tsa otak'anĭstoko'atsaie?
46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.
Ki matap'pi matsitstsipa mŏk'okotsĭtsĭpsăttosi tuks'kai epo'awsĭnni, ki annik' ksĭstsiku'ik matap'pi matokot'sakosŭppoŏttsesattau.
