Matthæus 21
1 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:
Ular Yerusalemƣa yeⱪinlixip, Zǝytun teƣining etikidiki Bǝyt-Fagi yezisiƣa kǝlginidǝ, Əysa ikki muhlisiƣa munularni tapilap aldin ǝwǝtti:
2 „Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig!
— Silǝr udulunglardiki yeziƣa beringlar. Barsanglarla, baƣlaⱪliⱪ bir exǝk wǝ uning yenidiki bir tǝhǝyni kɵrisilǝr. Ularni yexip aldimƣa yetilǝp kelinglar.
3 Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.‟
Əgǝr birsi silǝrgǝ bir nemǝ desǝ, «Rǝbning bularƣa ⱨajiti qüxti» dǝnglar, u dǝrⱨal ularni ⱪoyup beridu.
4 Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger:
Bu pütün wǝⱪǝ pǝyƣǝmbǝr arⱪiliⱪ eytilƣan munu sɵzlǝrni ǝmǝlgǝ axurux üqün boldi: —
5 „Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.‟
«Zion ⱪiziƣa eytinglar: — Mana, Padixaⱨing keliwatidu, Kǝmtǝr-mɵmin bolup, minip bir exǝkkǝ, Boyunturuⱪluⱪ exǝkning tǝhiyigǝ, Keliwatidu yeningƣa sening».
6 Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;
Əmdi ⱨeliⱪi ikki muhlis berip Əysaning tapiliƣinidǝk ⱪildi.
7 og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa.
Exǝk bilǝn tǝhǝyni yetilǝp kelip, üstigǝ yepinqa-qapanlirini saldi wǝ u üstigǝ mindi.
8 Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen.
Əmdi top-top kixilǝr yepinqa-qapanlirini yolƣa payandaz ⱪilip saldi; yǝnǝ bir ⱪismi dǝrǝh xahlirini kesip yolƣa yayatti.
9 Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: „Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!‟
Aldida mangƣan wǝ kǝynidin ǝgǝxkǝn top-top halayiⱪ: — «Dawutning oƣliƣa ⱨosanna bolƣay! Pǝrwǝrdigarning namida kǝlgüqigǝ mubarǝk bolsun! Ərxiǝlada tǝxǝkkür-ⱨosannalar oⱪulsun!» — dǝp warⱪirixatti.
10 Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: „Hvem er denne?‟
U Yerusalemƣa kirgǝndǝ, pütkül xǝⱨǝr lǝrzigǝ kǝldi. Kixilǝr: — Bu zadi kimdu? — deyixǝtti.
11 Men Skarerne sagde: „Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa.‟
Halayiⱪ: — Bu Galiliyǝ ɵlkisidiki Nasarǝtlik pǝyƣǝmbǝr Əysa, dǝp jawab berixǝtti.
12 Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
Əmdi Əysa ibadǝthana ⱨoyliliriƣa kirip, u yǝrdǝ elim-setim ⱪiliwatⱪanlarning ⱨǝmmisini ⱨǝydǝp qiⱪardi. Pul tegixküqilǝrning xirǝlirini wǝ pahtǝk-kǝptǝr satⱪuqilarning orunduⱪlirini ɵrüp,
13 Og han siger til dem: „Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule.‟
ularƣa: — [Muⱪǝddǝs yazmilarda] [Hudaning]: «Mening ɵyüm dua-tilawǝthana dǝp atilidu» degǝn sɵzi pütülgǝn; lekin silǝr uni bulangqilarning uwisiƣa aylanduruwapsilǝr! — dedi.
14 Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem.
Ibadǝthana ⱨoylilirida bolƣanda ⱪariƣu wǝ tokurlar uning aldiƣa kǝldi, u ularni saⱪaytti.
15 Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: „Hosanna Davids Søn!‟ bleve de vrede og sagde til ham:
Lekin bax kaⱨinlar bilǝn Tǝwrat ustazliri uning yaratⱪan mɵjizilirini kɵrüp wǝ balilarning ibadǝthanida: «Dawutning oƣliƣa ⱨosanna-tǝxǝkkürlǝr bolƣay!» dǝp towliƣinini anglap ƣǝzǝplǝndi.
16 „Hører du, hvad disse sige?‟ Men Jesus siger til dem: „Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?‟
Ular uningƣa: — Bu balilarning nemǝ dǝwatⱪanliⱪini anglawatamsǝn? — dǝp soridi. U ularƣa: — Anglawatimǝn! Silǝr [muⱪǝddǝs yazmilardin] xuni oⱪup baⱪmiƣanki, «Ɵzünggǝ kiqik balilar wǝ bowaⱪlarning tilliridin mǝdⱨiyǝ sɵzlirini mukǝmmǝl ⱪilding»» dedi.
17 Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der.
Andin u ulardin ayrilip, xǝⱨǝrdin qiⱪip Bǝyt-Aniya yezisiƣa berip, xu yǝrdǝ ⱪondi.
18 Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig.
Əmdi sǝⱨǝrdǝ, xǝⱨǝrgǝ ⱪaytip ketiwatⱪanda, uning ⱪorsiⱪi aqⱪanidi.
19 Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!‟ Og Figentræet visnede straks. (aiōn g165)
U yol boyidiki bir tüp ǝnjür dǝrihini kɵrüp, uning yeniƣa bardi. Lekin dǝrǝhtin yopurmaⱪtin baxⱪa ⱨeq nǝrsǝ tapalmay, uningƣa ⱪarap: — Ⱨazirdin baxlap sǝndin mǝnggü mewǝ bolmisun! — dewidi, ǝnjür dǝrihi xuan ⱪurup kǝtti. (aiōn g165)
20 Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?‟
Muhlislar buni kɵrüp tǝǝjüplinip: — Ənjür dǝrihi nemanqǝ tezla ⱪurup kǝtti! — dedi.
21 Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.
Əysa ularƣa jawab bǝrdi: — Mǝn silǝrgǝ xuni bǝrⱨǝⱪ eytip ⱪoyayki, ǝgǝr ⱨeq guman bolmay ixǝnqinglar bar bolsa, ǝnjür dǝrihidǝ bolƣan ixlar bolupla ⱪalmay, bǝlki silǝr ⱨǝtta bu taƣⱪa: «Bu yǝrdin kɵtürülüp dengizƣa taxlan!» desǝnglar, u xundaⱪ bolidu, dedi.
22 Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.‟
Dua ⱪilip nemini tilisǝnglar, ixǝnqinglar bolsila, xularƣa erixisilǝr.
23 Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?‟
U ibadǝthana ⱨoyliliriƣa kirgǝndin keyin, kixilǝrgǝ tǝlim beriwatⱪanda, bax kaⱨinlar wǝ aⱪsaⱪallar uning aldiƣa kelip: — Sǝn ⱪiliwatⱪan bu ixlarni ⱪaysi ⱨoⱪuⱪⱪa tayinip ⱪiliwatisǝn? Sanga bu ⱨoⱪuⱪni kim bǝrgǝn? — dǝp soraxti.
24 Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.
Əysa ularƣa jawab berip: — Mǝn awwal silǝrgǝ bir soal ⱪoyay. Əgǝr silǝr jawab bǝrsǝnglar, mǝnmu bu ixlarni ⱪaysi ⱨoⱪuⱪⱪa tayinip ⱪiliwatⱪanliⱪimni eytimǝn.
25 Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
Yǝⱨya yürgüzgǝn qɵmüldürüx nǝdin kǝlgǝn? Ərxtinmu, yaki insanlardinmu? — dǝp soridi. Ular ɵzara mulaⱨizǝ ⱪilixip: — Əgǝr «Ərxtin kǝlgǝn» desǝk, u bizgǝ: «Undaⱪta, silǝr nemǝ üqün uningƣa ixǝnmidinglar?» dǝydu.
26 Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.‟
Əgǝr: «Insanlardin kǝlgǝn» desǝk, hǝlⱪtin ⱪorⱪimiz, qünki ular ⱨǝmmisi Yǝⱨyani pǝyƣǝmbǝr dǝp bilidu — deyixti.
27 Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.‟ Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.
Buning bilǝn, ular Əysaƣa: Bilmǝymiz, — dǝp jawab berixti. — Undaⱪta, mǝnmu bu ixlarni ⱪaysi ⱨoⱪuⱪⱪa tayinip ⱪiliwatⱪanliⱪimni eytmaymǝn, — dedi u ularƣa.
28 Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard!
Əmdi bu ixⱪa ⱪandaⱪ ⱪaraysilǝr? Bir adǝmning ikki oƣli bar ikǝn. U birinqi oƣlining yeniƣa kelip: «Oƣlum, bügün üzümzarliⱪimƣa berip ixligin» dǝptu.
29 Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen.
«Barmaymǝn» dǝptu u, lekin keyin puxayman ⱪilip yǝnila beriptu.
30 Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.
U ikkinqi oƣlining yeniƣa kelip uningƣimu xundaⱪ dǝptu. U: «Hop ǝpǝndim, baray» dǝptu-yu, lekin barmaptu.
31 Hvem af de to gjorde Faderens Villie?‟ De sige: „Den første.‟ Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige.
Bu ikkiylǝnning ⱪaysisi atisining iradisini ada ⱪilƣan bolidu? — Birinqi oƣli, — dǝp jawab bǝrdi ular. Əysa ularƣa mundaⱪ dedi: — Mǝn silǝrgǝ xuni bǝrⱨǝⱪ eytip ⱪoyayki, bajgirlar bilǝn paⱨixilǝr Hudaning padixaⱨliⱪiƣa silǝrdin burun kirmǝktǝ.
32 Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham.
Qünki gǝrqǝ Yǝⱨya [pǝyƣǝmbǝr] silǝrgǝ ⱨǝⱪⱪaniyǝt yolini ayan ⱪilƣili kǝlgǝn bolsimu, silǝr uningƣa ixǝnmidinglar; lekin bajgirlar bilǝn paⱨixilǝr uningƣa ixǝndi. Silǝr buni kɵrüp turup, ⱨǝtta keyinki waⱪitlarda yolunglardin puxayman ⱪilmay uningƣa ixǝnmidinglar.
33 Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
Yǝnǝ bir tǝmsilni anglanglar: Bir yǝr igisi bir üzümzarliⱪ bǝrpa ⱪilip, ǝtrapini qitlaptu. U uningda bir xarab kɵlqiki ⱪeziptu wǝ bir kɵzǝt munari yasaptu. Andin u üzümzarliⱪni baƣwǝnlǝrgǝ ijarigǝ berip, ɵzi yaⱪa yurtⱪa ketiptu.
34 Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter.
Üzüm pǝsli yeⱪinlaxⱪanda, ɵzigǝ tegixlik ⱨosulni eliwelix üqün ⱪullirini baƣwǝnlǝrning yeniƣa ǝwǝtiptu.
35 Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de.
Lekin baƣwǝnlǝr ⱪullirini tutup, birini dumbalaptu, birini ɵltürüwetiptu, yǝnǝ birini qalma-kesǝk ⱪiliptu.
36 Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.
U yǝnǝ bir ⱪetim aldinⱪidinmu kɵp ⱪullirini ǝwǝtiptu, biraⱪ baƣwǝnlǝr ularƣimu ohxax muamilǝ ⱪiliptu.
37 Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn.
Ahirda, u «Oƣlumniƣu ⱨɵrmǝt ⱪilar» dǝp, oƣlini ǝwǝtiptu.
38 Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv!
Lekin baƣwǝnlǝr oƣulni kɵrüp, ɵzara: «Bu bolsa mirashor; kelinglar, uni ɵltürüwetip mirasini igiliwalayli» deyixiptu.
39 Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel.
Xuning bilǝn ular uni tutup üzümzarliⱪning sirtiƣa taxlap ɵltürüwetiptu.
40 Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟
Əmdi üzümzarliⱪning igisi kǝlgǝndǝ, xu baƣwǝnlǝrni ⱪandaⱪ ⱪilar?
41 De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟
Ular uningƣa: — Bu rǝzil adǝmlǝrni wǝⱨxiylik bilǝn yoⱪitidu. Üzümzarliⱪni bolsa mewilirini ɵz waⱪtida ɵzigǝ tapxuridiƣan baxⱪa baƣwǝnlǝrgǝ ijarigǝ beridu, — dǝp jawab berixti.
42 Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.
Əysa ulardin soridi: — Muⱪǝddǝs yazmilardiki munu sɵzlǝrni oⱪup baⱪmiƣanmusilǝr?: — «Tamqilar taxliwǝtkǝn tax bolsa, Burjǝk texi bolup tiklǝndi. Bu ix Pǝrwǝrdigardindur, Bu kɵzimiz aldida karamǝt bir ixtur».
43 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.
Xu sǝwǝbtin silǝrgǝ xuni eytip ⱪoyayki, Hudaning padixaⱨliⱪi silǝrdin tartiwelinip, uningƣa muwapiⱪ mewilǝrni beridiƣan baxⱪa bir ǝlgǝ ata ⱪilinidu.
44 Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Bu «tax»ⱪa yiⱪilƣan kixi parǝ-parǝ bolup ketidu; lekin bu tax ⱨǝrkimning üstigǝ qüxsǝ, uni kukum-talⱪan ⱪiliwetidu.
45 Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem.
Bax kaⱨinlar wǝ Pǝrisiylǝr uning eytⱪan tǝmsillirini anglap, ularni ɵzlirigǝ ⱪaritip eytⱪanliⱪini qüxǝndi.
46 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.
Uni tutux yolini izdigǝn bolsimu, lekin halayiⱪ uni pǝyƣǝmbǝr dǝp ⱪariƣaqⱪa, ulardin ⱪorⱪuxti.
