Matthæus 21
1 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:
OTSITASTOTOSAU Jerusalem otsitotosau Bethphage, itum'uasuaie Olives an'ĭstop Jesus itŭp'skuyiuax na'tsitappix otŭsksĭnĭmats'ax,
2 „Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig!
Ki an'ĭstsiuax, akap'ioyĭs astsi'ĭm ĭstsipi'ĭk, kikitakstŭmkonau ŭsk'omŭkstokiua aks'ĭsksipĭstau, ki o'kosepokai ak'opokitaipuyimiu: apo'tokau ki puk'sipĭppotokĭkau.
3 Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.”
Ki sĭtsĭpsatsenoainiki matap'pi, kitak'anĭstaiau Nin'a au'anĭstsiuax; ki ak'otŭmŭtsitŭpskuyiuax.
4 Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger:
I kŏnan'ĭstutsip mŏks'enŭpanĭstosi otan'iipiaie prophet ki an'iu,
5 „Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.”
An'ĭstok Sion otŭn'ni, Sŭm'mĭs kitsĭn'aimau kitsipuksipa'ak, ikĭnĭs'siu, ki ŭskomŭk'stoki itokhitopiu, ki o'kosepokai ŭskomŭk'stoki o'kosaie.
6 Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;
Ki ŭsksĭnĭmats'ax itappo'iau, ki Jesus itŭn'ĭstutsimiax manistanĭstopiax.
7 og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa.
Ki itsipuksipĭp'piauaie ŭskomŭk'stoki ki okose'pokai, ki itokh'itstomiau otsĭstotos'oauĕsts ki itsittokhitstsi'iauaie osto'i,
8 Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen.
Ki ek'akaitappix saie'kuyiiauaie otsĭstotos'suauĕsts moksokui; ki stsĭk'ix kaiak'ĭmiau okŭn'iksĭsts ki moksoku'i itŏkh'tŭmiauĕsts.
9 Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: „Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!”
Ki anniks'isk matap'pixk i'tomaumattoyixk ki itopokiuo'ixk, awk'umiau, ki an'iau, Hosanna ŭnnianistsitŭp'itsĭs David okkui: Atsĭm'siu annŏk' aipuksipu'ŏk nin'a otsĭn'ikŏsĭm; Hosanna mĭs'tŭpspiu.
10 Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: „Hvem er denne?”
Otsitsipĭs'si Jerusalem, konai'akapioyis ap'aitsitaiau, ki an'iau, Tŭkka'ats?
11 Men Skarerne sagde: „Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa.”
Ki akai'tappix an'iau annŏk'auk Jesus Nazareth istsiprophet, Galilee ĭstauŏsĭm'im.
12 Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
Ki Jesus itsipim Ap'ĭstotokiuă otatoi'apioyĭs ki anniks'ĭsk itsipst'anmŭtskotŭkixk, ki itsipstawk'pumaxk natoi'apioyĭs, itsai'tŭpiksĭstsiuax, ki au'ŏtsuautuyixk otsit'aisĭnakipuauĕsts ima'pĭxĭmĕsts, ki au'mŭtskotŭkixk kŭkku'ix otsasso'pŏtsuauĕsts ima'pĭxĭmĕsts.
13 Og han siger til dem: „Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule.”
Ki an'ĭstsiuax, Sĭn'aip, Noko'ai ak'anĭstop a'tsĭmoiikapioyĭs, ki ksĕsto'au kanĭs'tutsipuau kŏmos'iepĭtsix oko'auai.
14 Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem.
Ki naps'tsix ki ŭs'tsekaiix itsipstotoyiauaie Natoi'apioyĭs; ki ikuttotoyiuax.
15 Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: „Hosanna Davids Søn!” bleve de vrede og sagde til ham:
Ki omŭk'atoiapiekuax ki aisĭnakix, otĭnĭs'ĕsts skai'pĭssitapĭsts otap'ĭstutsipĭsts, ki pokax otsitsĭpst'awkkumsau natoi'apioyĭs, otan'ĭssau Hosanna ŭnnianĭstsitŭp'itsĭs David okku'i, eks'kaaisauŏkhsitŭkkiau.
16 „Hører du, hvad disse sige?” Men Jesus siger til dem: „Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?”
Ki anĭstsiauaie, kikŭttaiaiokhtsĭp'ă otan'iipiau am'oxi? Ki Jesus an'ĭstsiuax, A; kikŭttomisauanĭstopa sĭnaksin, pokax ki ŭs'stax maau'auĕsts kumut'totssŭpanistsĭstutsip ĭstsak'sin?
17 Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der.
Ki itskĭt'siuax ki akap'ioyĭs ittŭp'sŭxkitsĭmaie Bethany; ki annim' itsok'au.
18 Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig.
Ki ksĭskŭna'tŭnni mat'skitapposi akap'ioyĭs, itun'otsiu.
19 Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!” Og Figentræet visnede straks. (aiōn g165)
Ki otsĭtsĭnno'ŏsi moksoku'i omŭx'iniĭstsĭsi, itoto'aie ki matsitokonĭmau'atsaie, nam'itaitsii suio'pokĭsts, ki anĭstsiuaie, Ŭnnianĭst'sauŭsksaiĭn as it ksĕsto'a. Ki omŭx'inĭstsĭs sotŭm'ikŭnipisuiu. (aiōn g165)
20 Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?”
Ki ŭsksĭnĭmatsax otsĭnĭs'au, skai'etŭkkiau, ki an'iau, Mau'maikipikŭnipisuiu!
21 Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.
Jesus an'istsiuax, kitau'mŭnĭstopuau Aumaitŭkkienoainiki, saietŭkkienoeniki itsĭstuts'ipi omŭx'ĭnistsĭsi kimataksikaksĭstutsipa, ki nokŭt'anĭstomĭnoainiki am'o nitum'moi, ŭnĭstŭp'itsit, ki ŭnĭstŭp'apiksĭstŭkit omŭk'sikĭmi; ak'ŭnĭstutsip.
22 Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.”
Kitak'omianĭstau'kŏmŏnipuai a'tsĭmoiikainoeniki aumai'tŭkkienoeniki, kitak'okoksuai.
23 Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?”
Ki otsitsipĭs'si natoi'apioyĭs, omŭkatoiapiekuax ki matappix ot'omŭximoauax otŭs'ksĭnĭmatstŭksi ito'toiauaie, ki an'iau, Tsanĭstapotŭmapsĭn'na kumut'anĭstutsipiau am'ostsk? Tŭkka' kit'okokaii am'ok otŭmapsĭnnik?
24 Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.
Ki Jesus an'ĭstsiuax kitak'oksŭppoŏtsesattopuau tuks'kaii anik'ienoainiki kitak'ŏtanĭstopuau otŭmap'sĭnni numut'auanĭstutsipi am'ostsk.
25 Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?” Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
John ŏtŭs'tapĭnŭksĭnni, Tsema itotstsiu'ats? Spots'im, ki matap'pi? Ki ai'sĭtsĭpsattseiau, ki an'iau, mak'anĭnaniki spots' im; nitak'anikĭnan, kumauk'stauaumaitoauaiĭsksix?
26 Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.”
Ki mak'aninaniki ma tap' pi, nitstŭnnauŭnaniau matap'pix; tŭk'ka ikŏn'auaniau John mŏkoprophetsi.
27 Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.” Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.
Ki anĭstsiauaie Jesus, ki an'iau, Nimatokot'anipĭnan. Ki an'ĭstsiuax, kimatokot'anĭstopuau otŭmap'sĭnni nimut'auanĭstutsipiau am'ostsk.
28 Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard!
Ki Tsa kit'stapuau? Tuks'kŭmi matap'pi, na'tokŭm o'kosix; Ki matom'sii itoto'aie, ki an'iu, noko'ă, matap'otŭk kit annok' ksĭstsiku'i nitsĭn'sĭmman.
29 Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen.
An'iu Nimat'akittappopa: ki itsako'isauaitsitau ki itsitap'po.
30 Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.
Ki matstsĭk'i itoto'aie ki mat'anĭstsiuaie. Ki an'iu nitak'ittappo, nin'ă; ki matsitappo'atsaie.
31 Hvem af de to gjorde Faderens Villie?” De sige: „Den første.” Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige.
Tŭma' amoxi ŭs'satsĭma un'ni otsitsi'taniaie? An'ĭstsiauaie, Matom'siuă. Jesus an'ĭstsiuax, kitau'mŭnĭstopuau kitsauomai'pisuai Apĭstotokiŭa ĭstsĭn'naiisĭnni publicanĭx ki mats'akex ai'aksipimiau.
32 Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham.
Tŭk'ka John kitsitota'akuau mokom'otsitappiisĭnni ĭstokh'sokui, ki kimataumaitoauau'ats: ki publicanix ki mats'akex au'maituyiauaie: ki ksĕsto'au kitsĭnĭs'uai kimatsakoisauaitsitapuaua kŏkaumai'toausuai.
33 Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
Okh'tsĭk stsĭk'i parable, itstsiu' tuks'kŭmi nĭn'au, nap'ioyĭs ĭstsĭn'aim, itsŭppipumattomaie ĭnsĭm'man min'istsix, ki itsĭstse'pĭskŭnattomaie, ki itatun'iakiu itsĭn'iokkeĭmskaupi, ki spiap'ioyĭs itap'ĭstutsĭmaie, ki itŏk'kumatokuyiuax ai'ĭnsĭmax ki itsi'pio:
34 Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter.
Ki otas'tsĭssi mĭn'ĭsts otai'akitsetspiĕsts itŭp'skuyiuax otap'otomokix aiĭnsimax mŏk'okuyĭssi ĭstsĭn'ĭsts.
35 Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de.
Ki ai'ĭnsĭmax mat'tuyiuax otap'otomok-ix, ki tuks'kŭmi, itauaiak'iauaie, ki stsĭk'i initsi'auaie, ki stsĭk'i okotokix itau'aiakiauaie.
36 Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.
Ki mats'itŭpskuyiuax stsĭk'ix otapotomokix: ki netoi' an'ĭstutuyiauax.
37 Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn.
Ki sako'okhtsim, itŭp'skuyiu okku'i, ki aniu, ak'atsĭmmimmiau noko'a,
38 Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv!
Ki ai'ĭnsĭmax otsĭnno'ŏssau okku'i an'ĭstseiau Am'o otak'sinan; ki, ŏks'enĭtai, ki nŏksinan'attopĭnaniau otsinan.
39 Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel.
Ki een'iauaie, ki itsai'tŭpiksĭstsiauaie ĭnsĭm'man, ki initsi'auaie.
40 Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?”
Oto'si insĭm'man istsĭn'aim, Tsa' akanĭstutuyia'atsax anniks'ĭsk ai'ĭnsĭmaxk?
41 De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.”
Anĭstsiauaie, ak'saiĭnaknaiatsĭstutuyiuax anniks'isk sauum'itsitappixk, ki ai'akŏkkumatuyiuax otsĭn'simman stsik'ix ai'ĭnsĭmax, anniks'isk aiakokotsiauaie ĭstsĭn'ĭsts aits'ĭsau.
42 Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.
Jesus an'ĭstsiuax, kikŭttomaisauanistopuaiĭsksix natoi'sĭnaksĭsts, Ok'otoki, annŏk itsĭs'tŭpapiksĭstauŭk aiokotoksapiokoĭskaiau, netoi'nitsiu koke'i ĭstotom'okotok; am'ok Nin'a ot'apĭstutŭksĭnni ki skaie'tsip noŏps'pĭnanĭsts?
43 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.
Ŭn'nikaie kumut'anĭstopuau Spots'im istsĭn'naiisĭnni ak'otsip ksĕsto'au ki ak'okotau noke'tappix, anniks'isk aks'inasiĭxk.
44 Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.”
Ki annŏk' ai'akittutŭtsĭnnĭssiuŭk annŏk' ok'otoki, aksi'ksĭsiu, ki annŏk' matap'iuŏk ai'akittutŭtsĭnĭssiuŭk okotoki aksipin'iau.
45 Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem.
Ki omŭk'atoiapiekuax ki Pharisees otokh'tsĭmsau parables, ĭsksĭnĭm'iau osto'auai umutai'puyisaie.
46 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.
Ki otap'sŭmmŏsax mŏk'sixenŏsax, ŭs'stŭnnuyiauax akai'tappix, tŭk'ka ŭ, 'taiau mŏk'siprophetsi.
