Matthæus 18
1 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvem er da den største i Himmeriges Rige?‟
AN NIK' otŭsksĭnĭmats'ax itoto'iau Jesus ki an'iau, Tŭkka' mĭstŭpomŭksĭm'a spots' im istsĭn'naiisinni?
2 Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem
Ki Jesus itsĭn'ikŏttsiuaie inŭk'sipoka ki itŭt'sikipotoyiuax.
3 og sagde: „Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
Ki an'iu, kitau'mŭnĭstopuau saiisau'aitsinoeniki, ki saie'tumanĭstsĭnoeniki inŭk'sipokax, kimataksipi'puaua spots'im ĭstsĭn'naiisĭnni.
4 Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige.
Annŏk' aks'inŭksipokaĭstutosiuŏk manĭst'inŭkstsĭmipi am'o pokai'i, itsĭs'tŭpomŭksĭm spots'im ĭstsĭnnaiisĭnni.
5 Og den, som modtager et eneste saadant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig.
Ki annŏk' ak'autuyiuŏk tuks'kai inŭk'sipokaiĭstotosiĭsk, nĕsto'i nitau'tok.
6 Men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb.
Ki annŏk'ĭstsskĭm'skŭkiats'iuŏk tuks'kŭmi anniks'ĭsk inŭk'sipokaxk nitau'maitokixk, ŏkh'siu pikiak'iokotoki kĭn'attossaie, ki inets'ĭssi omŭk'sikĭmi.
7 Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog, ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer!
Istsskĭm'skŭksĭnni it'okapiu ksŏkkum, Istsskĭm'skŭksĭsts ak'itotoiau; ki annŏk' nĭn'auŏk paiuk'sipĭppotomŏk ĭstsskĭm'skŭksĭnni, aks'ksĭnĭmaie maka'pi!
8 Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gaa lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. (aiōnios g166)
Ŭn'nikaie kotsĭs' ki kokŏt'si ĭstsskĭmskŭkiats'otsenikiau, kŏksĭnit'au, ki mĭs'tŭpapiksĭstaiau: itŏkh'siu kŏk'kitsipĭssi opai' tappiisĭnni kŏks'ĭstsekaiisi ki kŏk'opokŏksi, kŏkstaitŭp'apixĭkŏsi kŭttaiaiapunstsiuasi ki kitai'akokŏtsĭsts ki kitai'akŏtsĭsts. (aiōnios g166)
9 Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gaa enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild. (Geenna g1067)
Ki koŏps'pi ĭstsskĭm'skŭkiatsotseniki, sauau'tos, ki mĭs'tŭpapiksĭstsĭs: itŏkh'siu kŏk'kitsipĭssi opai'tappiisĭnni tuks'kŭm moŏps'pa; kŏkstaitŭp'apixĭkosi kŭt'taiaiapunstsiuasii, ki kitaiakoŏpspix. (Geenna g1067)
10 Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse smaa; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.
Mokŏk'ik kŏk'stauksĭstotoawsi tuks'kumă am'oksk inŭks'tsĭmix: kitan'ĭstopuau spots'im oto'tokatatsuauax ŭsks'skatsĭmiau Nin'a ostoksĭs'aie spotsim otsitau'pipi
11 [Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.]
Nĭn'au okkui ito'to mŏkitsikŏmotse'piŏsaie annŏk' at'stauŏk.
12 Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Faar, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og gaar ud i Bjergene og leder efter det vildfarende?
Tsa kitŭs'tapuau? Nin'an minan'attŭssi kepĭp'pi emŭk'ikĭnax ki tuks'kŭmi itŭnĭs'tapu, kŭttomisauŭsskĭtsĭmiu'axau piksĭp'pi piksi'koputsi, ki kŭttomisauaitappo'ats netum'moĭsts, ki kŭttomisauapsŭmmiuats annŏk' nittŭppu'ŏk?
13 Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild.
Ki ikŭm'okonoŏssaie, kitau'mŭnĭstopuau manĭstse'tametŭkkipiax piksĭp'pi piksi'koputsi otsaiĭs'tapusax itsĭs'tŭpskaietametŭkkiu annŏk' ikon'ĭmauŏk.
14 Saaledes er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse smaa skal fortabes.
Neto'i omat'sitsitanats Kin'ă spots'im tuks'kŭmi anniks'isk inŭx'tsimixk mŏk'saiinakuaiĭssau.
15 Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.
Stsik'i, kumu'pappiipi sauo'kŏmotsĭstototseniki, matan'ĭstsĭs otsauo'kŏmotsitappiisĭnni, ksĕsto'a ki osto'i namĭs tsitappiik; okh'totseniki kitse'motsau kumu'pappiipi.
16 Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟
Ki saiiokh'totseniki, tuks'kŭm tsŏktau na'tokumix pokitappomĭsau, kŏnai'poawsĭsts mŏks'eikosau, otokh'tsĭsau natsitappix, tsoktau nioks'kaitappix.
17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder.
Ki sauokli'toŭsax, anĭstsĭs'church: ki sauŏkh'tsĭssi church, ŭnnianists'is sai'etŭkkiuă ki publican.
18 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen.
Kitau'mŭnĭstopuau, kitsit'aiipipi ksŏk'kum, akitaiipip spots'im: ki kitsitapotsippi ksŏkkum, akŭtsitapotsip spots'im.
19 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.
Kimat'anĭstopuau, netum'anistsitsitainoainiki kitak'aukŏmŏnisuai, Nin'a spots'im aks'ĭstutomoyiuaxaie.
20 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟
Natokŭmi tsoktau nioks'kŭmi nitsĭn'ikŏsim itsitomo'oaupi nĭt'sitaitŭtsikiaupi.
21 Da traadte Peter frem og sagde til ham: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han synder imod mig? mon indtil syv Gange?‟
Peter itŭmitotoaie, ki an'ĭstsiuaie, Tsanetso'awtau numu'pappiipa nŏksauumitsĭstu-tuyĭssi, ki nŏks'ksĭnnoŏssi? Akokitsikaiasts?
22 Jesus siger til ham: „Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
Jesus an'ĭstsiuaie, Kimatanĭstopa ikĭt'sikaiĕsts, ikitsikippuiĕsts ikit'sikaiĕsts.
23 Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
Spots'im ĭstsĭn'naiisĭnni nitum'anĭstsiu omŭx'ĭna annŏk' ak'okŏkitsĭmaiauŏk otsitappim'ix.
24 Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham.
Ki otau'mŭtŭpŭkstŭkkisi tuks'kŭm ot'sittotsippotokaie, ke'pi omŭk'sikepĭppoyi mix'kĭmix otai'akokotopixaie.
25 Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales.
Otsai'itstsĭssi mŏkokotŏsai'e, Otsĭn'aim an'iĭnaie mŏk'apikosaie, ki otokem'an ki o'kosix ki otokŏnai'nanĭsts, ki mŏkotoku'yĭsax mĭx'kimix.
26 Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig det alt sammen.
Otsitappimi itopĭstuksĭsano'piĭnaie ki atsĭmmĭmmi'ĭnaie ki an'iĭnaie Nin'a, pinane'tŭkkit ki kitaksŭpanĭs'tsokoto.
27 Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden.
Ki annŏk' matap'piuŏk otsĭn'aim kaiĭm'iuaie ki paio'toyiuaie ki ŭnnim iks'ksĭnnuyiuaie.
28 Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat paa ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig!
Ki neto'ŏk matap'piuŏk sŭx'iu, ki tukskŭm'i otopok'apotŭkkimix ikon'oyiuaie otai'akokok'isk kepĭp'pii a'pŭnasainix; ki een'iuaie, ki paiu'tsĭniuaie ki an'iu, Ponitat' kitai'akokokipix.
29 Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig.
Ki otopokapotŭkkim'i itoipĭstuksĭsanopiĭnaie, ki aukŏm'ŏnĭstsiuaie, ki an'iu, pinane'tŭkkit ki kitaksŭpanĭstsokoto.
30 Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig.
Ki matŏkhsitŭkkiu'ats; ki itappo' ki itsipsts'tapiksĭstsiuaie itai'okiakiopi, otsauomaisŭpanĭstsiponitasaie mŏkstaisŭksaie.
31 Da nu hans Medtjenere saa det, som skete, bleve de saare bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket.
Otopok'apotŭkkimix otsĭnĭs'sax eks'kaĭkikĭnĕtŭkkiau, ki ito'toiau, ki otsĭn'aimoauai aiitsĭnikuyiauĕsts.
32 Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
Ki otsĭn'aim otsĭn'nikŏttossaie, an'ĭstsiuaie, Sauum'itapotŭkkiuă, kitai'akokokipix kitsĭn'omokitan'ikipi:
33 Burde ikke ogsaa du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig.
Kanĭs'tsikĭmopi kumauk'sauanistsikĭmaisks kitopokap'otŭkkimokă?
34 Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde faa betalt alt det, han var ham skyldig.
Ki otsin'aim ĭstse'tŭkki'ĭnai, ki itsitŭpumŭts'kaiuaie pu'ĭnaitappix otsauomai'sŭppiponitassaie.
35 Saaledes skal ogsaa min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder.‟
Neto'i Nin'a spots'im kitak'anĭstotokoau saiisin'ĭminoainiki ku'sskĕtsipŏpuauĕsts kumut'aukĭmaupuai kumu'pappiipix.
