Matthæus 10
1 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed.
OTSIPUK'SŬPINNIKŎTŬSAX na'tsikoputtsiau otŭsksĭnĭmatsax, ikotsiu'ax otŭma'sĭnni mŏk'saipiksĭstosauax sauum'itsistaax, ki mok'ŏkuttutsĭsax amian'ĭstokhtokosĭsts ki amian'ĭstatŭnikĕsts.
2 Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder,
Na'tsikoputtsixk itokŏt'tsiuax otsĭn'ikŏsoauĕsts am'ostsiaukiĕsts; Matom'itappiu, Simon, mat'anistau Peter, ki Andrew oskŭn: James, Zebedee okku'i ki John oskŭn';
3 Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus,
Philip, ki Bartholemew; Thomas, ki Matthew, annŏk' publicanŏk; James, Alphæus okku'i. Ki Lebbæus, mat'anistau Thaddæus;
4 Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forraadte ham.
Simon, Canaanite; Ki Judas Iscariot annŏk' aien'ŭpanistsiuŏkaie.
5 Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: „Gaar ikke hen paa Hedningers Vej, og gaar ikke ind i Samaritaners By!
Anniks'isk natsikoputsixk Jesus itokŏt'tsiuax ki saiem'iuax ki an'ĭstsiuax, Gentiles oksoku'auĕsts pinitap'pok, ki Samaritans otakap'ioyimoauests pinŭt'sĭtsipik:
6 Men gaar hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus!
Ki Israel oko'au otomŭk'ikĭnaumix ats'ax ĭs'tapuk.
7 Men paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær.
Ki auau'ŏkainoniki sem'okik, ki anik', spots'im ĭstsĭn'naiisĭnni aststsiu'.
8 Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Aander! I have modtaget det for intet, giver det for intet!
Ai'oktokosix kut'tutokau, leperix ĭssin'nomokau, enix' nipua'atsokau, sauum'itsistaawx sai'aipiksĭstokau; Kitsiksist'okoko, ksistoko'tŭkkik.
9 Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter;
Gold ki silver ki brass pinitsŭp'pitŭkkik kitsitai'sŭpopumatsopuauĕsts,
10 ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd.
Assuia'tsĭman pinots'ik aumatto'ainoainiki, pinots'ikau na'tokaists spĭks'isokŏsĭsts, ki a'tsikists, ki otoats'ists; ap'otŭkkiuã ak'otsĭmaie otso'ŏsĭn.
11 Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort.
Annik' akap'ioyĭsk kĭtai'akitsipipika sŭppo'ŏttsesatsĭk annok' oks'apsiuok; ki annim' stau'pik kitsauomai'sŭkskitsĭssuai.
12 Men naar I gaa ind i Huset, da hilser det;
Ki pim'ĭnnoainiki nap'ioyĭs, ksematsĭm'attok.
13 og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder!
Ki ŏkhs'issi nap'ioyĭs ŭnnianĭstsito'tos kitsĭn'nŭstseisuauĕsts; ki sauŏkhs'ĭssi ŭnnianĭstsska'atok kitsĭn'nŭstseisuauĕsts.
14 Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da gaar ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder!
Ki annŏk' kikŭt'tautokŏk, ki kŭt'tauotsĭmikŏk kitse'poawsĭsts, sŭkskitsĭm'ĭnnoainiki annik' akap'ioyĭsk sostsĭk'asattok.
15 Sandelig, siger jeg eder, det skal gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere paa Dommens Dag end den By.
Kitau'mŭnĭstopuau akŏk'itsĭmaiksĭstsikuĭk Sodom ki Gomorrha ak'skĭtstom annik' akap'ioyĭsk.
16 Se, jeg sender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer!
Sat'sĭk emŭk'ikĭnax mĭs'tŭpskoawkiapis'ix neto'yik kanĭstsĭs'tŭpskopuau: mokŏk'ik manĭstsokŏkipi pitse'ksĭnax, ki ĭkkĭnaps'ik manĭstĭk'kĭnapspi kŭkku'ix,
17 Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger.
Ki ŭsks'kŭmokau matap'pix; kitakaumŭts'kaukoau akŏk'itsĭmani, ki otatoi'apioyimoauĕsts kitakitaipstŭsĭstsipĭs'okoau;
18 Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.
Kinĭn'ax ki omŭx'ĭnax kitakittŭpĭp'iokoai, nĕsto'a kumut'aiakaitŭpipiokoai, kŏkkite'nŭpanĭstosau ki Gentiles.
19 Men naar de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale.
Ki aumŭts'kaukuĭnnoainiki pinstak kŏkŭnĭstse'puyĭsuai; annik' kitak'okokoau kitai'akanipuai.
20 Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Aand, som taler i eder.
Kimats'epuyipuau, Kĭn'oau osta'aw ksĕsto'au itsĭpstai'puyiu.
21 Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slaa dem ihjel.
Ki umu'pappiipi akumŭts'kaiuaie umu'pappiipi mŏks'eĭnsi, ki nĭn' a akumŭts'kaiuaie okku'i; ki pokax aksenŭpanĭstaiau un'oauax ki oksĭs'toauax mŏks'enitŏsauax.
22 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
Ki kŏnai' tappix kumut'akaukĭmokoaiau nĕsto'i; ki annŏk' eikak'imauŏk umuts'ipaitappiuaspi akitsikŏmotse'piauaie.
23 Men naar de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.
Kĭm'atsĭstototsenoainiki tuks'kai akap'ioyĭs, mĭs'tŭpokskasik stsĭk'i: kitau'mŭnĭstopuau kimatakokŏnitotopuau Israel ĭstokŏnau'akapioyists otsauomai'akotosi Nĭn'au okku'i.
24 En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre.
Ŭsksĭnĭmats'au matskĭtsĭmiu'ats otŭsksĭnĭmats'tokiuă, ki apotŭk'kiuă matskĭtsĭmiu'ats otsĭn'aim.
25 Det er Discipelen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldet Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?
Ŏkh'siu ŭsksĭnĭmats'au mŏketŭm'anĭstsau otŭsksĭnĭmats'tokiuă, ki apotŭk'kiuă mŏketŭm'anĭstsau otsĭn'aim. Anĭstsĭn'nikŏttŭsauaie nap'ioyĭs otsĭn'aim Beelzebub, ak'staianĭstsĭnnikŏttaiau itsĭpstaupixk oko'ai?
26 Frygter altsaa ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt.
Pin stŭn'nokau; matsekipats akstaisaiipasokĭnnĭs; matsitsiksĭs'pats ak'staisaiĭsksĭnĭs.
27 Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker paa Tagene, hvad der siges eder i Øret!
Kĭtse'itsĭnikopuai ski'natsii matai'itsĭnikok ksĭstsiku'inatsii: ki kitai'okhtsipuai kotokhĭs'suai, sem'ik spots' im nap'ioyĭsts.
28 Og frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel, men ikke kunne slaa Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. (Geenna g1067)
Ki pinstŭn'nokau anniks'ĭsk akenitomixk mostŭm', ki sta'aw matokotsenĭtsiau'ats: stŭn'nok annŏk' i kots'enĭts iuŏkax mostŭm' ki staaw stakhts'im. (Geenna g1067)
29 Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie.
Natokŭmix sĭstsix kŭttomŭtaiponitau'atsax nitsipŭn'asaini? Ki tuks'kŭm matakittotstsiu'ats ksŏk'kum sauŭs'ksĭnoŭssi Kin'oau.
30 Men paa eder ere endog alle Hovedhaar talte.
Kitoku'yikĭnsĭsts ikŏnŭks'topiau.
31 Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve.
Piniko'puk; kitots'ĭtskŭkaiĭxkĭmĭmipuau akaiĕm'ix sĭstsix'.
32 Altsaa, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil ogsaa jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene.
Annŏk'aie'nŭpanĭstsiuŏk matap'ii nĕsto'i, osto'i nitaks'enŭpanĭstau nĭn'ă spots'im.
33 Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil ogsaa jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene.
Annŏk' nĭt'saietokŏk matap'piuŏk, osto'i nĭtak'saietoau nĭn'a spots' im.
34 Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.
Pinstak nimut'oto ĭnnŭst'sĭnni nŏkitsĭt'apixĭsi ksŏk'kum: nimat'otopa nŏkitsĭt'apĭxĭsi ĭnnŭst'sĭnni, innu'stoan nimut'oto (nŏkitsĭt'apiksĭstos ksŏk'kum).
35 Thi jeg er kommen for at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder,
Nimut'oto nĭn'au ki un'ni mŏk'itsipotsĭstsĭmmotseĭsau, ki otŭn'ni ki oksĭs'tsi, ki ăum'si ki maawks'i mŏkitsipotsĭstsĭmmotseĭsau.
36 og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender.
Ki nĭn'au aks'ikatumĭmmiuax otopokau'pimix anniks'isk matap'pixk oko'ai itsĭpsts' taupixk.
37 Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;
Annŏk' aiĭs'tŭpŭkomĭmmiuŏk un'ni nĕsto'i nimatokotsinanŭk'ats: ki annŏk' aiĭstŭpŭkomĭmmiuŏk oku'yi ki otŭn'ni nĕsto'i nimatokotsinanŭk'ats.
38 og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd.
Ki annŏk' sauots'ĭssi otauiĭnan'i sauopokiuo'osi nĕsto'ă, nimatokotsinanŭk'ats.
39 Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.
Annŏk' ikon'ĭmŏk opai'tappiisĭnni, ak'atstomaie; annŏk' at'stomŏk opai'tappiisĭnni, nĕsto'i itat'stomaie, ai'akokonimaie.
40 Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig.
Annŏk' kĭto'tokŏk nito'tok; ki annŏk' nito'tokŏk ito'toyeuaie annŏk' nitse'tokŭkŏk.
41 Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal faa en Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal faa en retfærdigs Løn.
Annŏk' ito'toyeuŏk prophet otsiprophetisaie otak'okuyĭssi prophet osa'kinosĭnniaie; ki annŏk' ito'toyeuŏk mokŏm'otsitappiuă oto'kŏmotsitappiisaie, otak'okuyĭssi mokŏm'otsitappiuă osa'kinosĭnniaie.
42 Og den, som giver en af disse smaa ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.”
Ki annŏk' ai'akutŭkkuyiuŏk sto'kĭmi tuks'kŭmi anniks'ĭsk inŭks'tsĭmĭxk otŭs'ksĭnĭmatsŏssaie, kitau'mŭnĭstopuau matakatstom'ats osa'kinosĭnniaie.
