Markus 8
1 I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
In tho daies eft, whanne myche puple was with Jhesu, and hadden not what thei schulden ete, whanne hise disciplis weren clepid togidir,
2 „Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise.
he seide to hem, I haue reuth on the puple, for lo! now the thridde dai thei abiden me, and han not what to ete;
3 Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.‟
and if Y leeue hem fastynge in to her hous, thei schulen faile in the weie; for summe of hem camen fro fer.
4 Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?‟
And hise disciplis answerden to hym, Wherof schal a man mowe fille hem with looues here in wildirnesse?
5 Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Og de sagde: „Syv.‟
And he axide hem, Hou many looues han ye?
6 Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
Whiche seiden, Seuene. And he comaundide the puple to sitte doun on the erthe. And he took the seuene looues, and dide thankyngis, and brak, and yaf to hise disciplis, that thei schulden sette forth. And thei settiden forth to the puple.
7 Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for.
And thei hadden a few smale fischis; and he blesside hem, and comaundide, that thei weren sette forth.
8 Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve.
And thei eten, and weren fulfillid; and thei token vp that that lefte of relifs, seuene lepis.
9 Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort.
And thei that eeten, weren as foure thousynde of men; and he lefte hem.
10 Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne.
And anoon he wente vp in to a boot, with hise disciplis, and cam in to the coostis of Dalmamytha.
11 Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
And the Farisees wenten out, and bigunnen to dispuyte with hym, and axiden a tokne of hym fro heuene, and temptiden hym.
12 Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: „Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!‟
And he sorewynge `with ynne in spirit, seide, What sekith this generacioun a tokne? Treuli Y seie to you, a tokene schal not be youun to this generacioun.
13 Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.
And he lefte hem, and wente vp eftsoone in to a boot, and wente ouer the see.
14 Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet.
And thei foryaten to take breed, and thei hadden not with hem but o loof in the boot.
15 Og han bød dem og sagde: „Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!‟
And he comaundide hem, and seide, Se ye, and `be war of the sowre dowy of Farisees, and of the sowrdowy of Eroude.
16 Og de tænkte med hverandre: „Det er, fordi vi ikke have Brød.‟
And thei thouyten, and seiden oon to anothir, For we han not looues.
17 Og da han mærkede dette, siger han til dem: „Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet?
And whanne this thing was knowun, Jhesus seide to hem, What thenken ye, for ye han not looues? Yit ye knowun not, ne vndurstonden; yit ye han youre herte blyndid.
18 Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu?
Ye hauynge iyen, seen not, and ye hauynge eeris, heren not; nethir ye han mynde,
19 Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ De sige til ham: „Tolv.‟
whanne Y brak fyue looues among fyue thousynde, and hou many cofynes ful of brokun meete `ye tokun vp? Thei seien to hym, Twelue.
20 „Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ Og de sige til ham: „Syv.‟
Whanne also seuene looues among foure thousynde of men, hou many lepis of brokun mete tokun ye vp?
21 Og han sagde til dem: „Hvorledes forstaa I da ikke?‟
And thei seien to hym, Seuene. And he seide to hem, Hou vndurstonden ye not yit?
22 Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham.
And thei camen to Bethsaida, and thei bryngen to hym a blynde man, and thei preieden hym, that he schulde touche hym.
23 Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget.
And whanne he hadde take the blynde mannus hoond, he ledde hym out of the street, and spete in to hise iyen, and sette hise hoondis on hym; and he axide hym, if he saye ony thing.
24 Og han saa op og sagde: „Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.‟
And he bihelde, and seide, Y se men as trees walkynge.
25 Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredet og kunde se alle Ting tydeligt.
Aftirward eftsoones he sette hise hondis on hise iyen, and he bigan to see, and he was restorid, so that he saiy cleerli alle thingis.
26 Og han sendte ham hjem og sagde: „Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.‟]
And he sente hym in to his hous, and seide, Go in to thin hous; and if thou goist in to the streete, seie to no man.
27 Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: „Hvem sige Menneskene, at jeg er?‟
And Jhesus entride and hise disciplis in to the castels of Cesarye of Philip. And in the weie he axide hise disciplis, and seide to hem, Whom seien men that Y am?
28 Og de sagde til ham: „Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: En af Profeterne.‟
Whiche answeriden to hym, and seiden, Summen seien, Joon Baptist; other seien, Heli; and other seien, as oon of the prophetis.
29 Og han spurgte dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Peter svarede og siger til ham: „Du er Kristus.‟
Thanne he seith to hem, But whom seien ye that Y am? Petre answeride, and seide to hym, Thou art Crist.
30 Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham.
And he chargide hem, that thei schulden not seie of hym to ony man.
31 Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage.
And he bigan to teche hem, that it bihoueth mannus sone to suffre many thingis, and to be repreued of the elder men, and of the hiyest prestis, and the scribis, and to be slayn, and aftir thre dayes, to rise ayen.
32 Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette.
And he spak pleynli the word. And Peter took hym, and bigan to blame hym, and seide, Lord, be thou merciful to thee, for this schal not be.
33 Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: „Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟
And he turnede, and saiy hise disciplis, and manasside Petir, and seide, Go after me, Satanas; for thou sauerist not tho thingis that ben of God, but tho thingis that ben of men.
34 Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
And whanne the puple was clepid togidere, with hise disciplis, he seide to hem, If ony man wole come after me, denye he hym silf, and take his cros, and sue he me.
35 Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det.
For he that wole make saaf his lijf, schal leese it; and he that leesith his lijf for me, and for the gospel, schal make it saaf.
36 Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl?
For what profitith it to a man, if he wynne al the world, and do peiryng to his soule?
37 Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
or what chaunging schal a man yyue for his soule?
38 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.‟
But who that knoulechith me and my wordis in this generacioun avowtresse and synful, also mannus sone schal knouleche him, whanne he schal come in the glorie of his fadir, with his aungels.
