Markus 6
1 Og han gik bort derfra. Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham.
Et egressus inde, abiit in patriam suam: et sequebantur eum discipuli sui:
2 Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: „Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham, og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder!
et facto sabbato cœpit in synagoga docere: et multi audientes admirabantur in doctrina ejus, dicentes: Unde huic hæc omnia? et quæ est sapientia, quæ data est illi, et virtutes tales, quæ per manus ejus efficiuntur?
3 Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?” Og de forargedes paa ham.
Nonne hic est faber, filius Mariæ, frater Jacobi, et Joseph, et Judæ, et Simonis? nonne et sorores ejus hic nobiscum sunt? Et scandalizabantur in illo.
4 Og Jesus sagde til dem: „En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus.”
Et dicebat illis Jesus: Quia non est propheta sine honore nisi in patria sua, et in domo sua, et in cognatione sua.
5 Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne paa nogle faa syge og helbredte dem.
Et non poterat ibi virtutem ullam facere, nisi paucos infirmos impositis manibus curavit:
6 Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.
et mirabatur propter incredulitatem eorum, et circuibat castella in circuitu docens.
7 Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Aander.
Et vocavit duodecim: et cœpit eos mittere binos, et dabat illis potestatem spirituum immundorum.
8 Og han bød dem, at de skulde intet tage med paa Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
Et præcepit eis ne quid tollerent in via, nisi virgam tantum: non peram, non panem, neque in zona æs,
9 men have Sko paa og: „Ifører eder ikke to Kjortler!”
sed calceatos sandaliis, et ne induerentur duabus tunicis.
10 Og han sagde til dem: „Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet.
Et dicebat eis: Quocumque introieritis in domum, illic manete donec exeatis inde:
11 Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gaa bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.”
et quicumque non receperint vos, nec audierint vos, exeuntes inde, excutite pulverem de pedibus vestris in testimonium illis.
12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
Et exeuntes prædicabant ut pœnitentiam agerent:
13 Og de dreve onde Aander ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.
et dæmonia multa ejiciebant, et ungebant oleo multos ægros, et sanabant.
14 Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: „Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham.”
Et audivit rex Herodes (manifestum enim factum est nomen ejus), et dicebat: Quia Joannes Baptista resurrexit a mortuis: et propterea virtutes operantur in illo.
15 Andre sagde: „Det er Elias;” men andre sagde: „Det er en Profet ligesom en af Profeterne.”
Alii autem dicebant: Quia Elias est; alii vero dicebant: Quia propheta est, quasi unus ex prophetis.
16 Men da Herodes hørte det, sagde han: „Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst.”
Quo audito Herodes ait: Quem ego decollavi Joannem, hic a mortuis resurrexit.
17 Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte.
Ipse enim Herodes misit, ac tenuit Joannem, et vinxit eum in carcere propter Herodiadem uxorem Philippi fratris sui, quia duxerat eam.
18 Johannes sagde nemlig til Herodes: „Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.”
Dicebat enim Joannes Herodi: Non licet tibi habere uxorem fratris tui.
19 Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slaa ham ihjel, og hun kunde det ikke.
Herodias autem insidiabatur illi: et volebat occidere eum, nec poterat.
20 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Haand over ham; og naar han hørte ham, var han tvivlraadig om mange Ting, og han hørte ham gerne.
Herodes enim metuebat Joannem, sciens eum virum justum et sanctum: et custodiebat eum, et audito eo multa faciebat, et libenter eum audiebat.
21 Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes paa sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa,
Et cum dies opportunus accidisset, Herodes natalis sui cœnam fecit principibus, et tribunis, et primis Galilææ:
22 og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: „Bed mig, om hvad som helst du vil, saa vil jeg give dig det.”
cumque introisset filia ipsius Herodiadis, et saltasset, et placuisset Herodi, simulque recumbentibus, rex ait puellæ: Pete a me quod vis, et dabo tibi:
23 Og han svor hende til og sagde: „Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.”
et juravit illi: Quia quidquid petieris dabo tibi, licet dimidium regni mei.
24 Og hun gik ud og sagde til sin Moder: „Hvad skal jeg bede om?” Men hun sagde: „Om Johannes Døberens Hoved.”
Quæ cum exisset, dixit matri suæ: Quid petam? At illa dixit: Caput Joannis Baptistæ.
25 Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: „Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved paa et Fad.”
Cumque introisset statim cum festinatione ad regem, petivit dicens: Volo ut protinus des mihi in disco caput Joannis Baptistæ.
26 Og om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende.
Et contristatus est rex: propter jusjurandum, et propter simul discumbentes, noluit eam contristare:
27 Og Kongen sendte straks en af Vagten og befalede at bringe hans Hoved.
sed misso spiculatore præcepit afferri caput ejus in disco. Et decollavit eum in carcere,
28 Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved paa et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder.
et attulit caput ejus in disco: et dedit illud puellæ, et puella dedit matri suæ.
29 Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.
Quo audito, discipuli ejus venerunt, et tulerunt corpus ejus: et posuerunt illud in monumento.
30 Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.
Et convenientes Apostoli ad Jesum, renuntiaverunt ei omnia quæ egerant, et docuerant.
31 Og han siger til dem: „Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;” thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.
Et ait illis: Venite seorsum in desertum locum, et requiescite pusillum. Erant enim qui veniebant et redibant multi: et nec spatium manducandi habebant.
32 Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
Et ascendentes in navim, abierunt in desertum locum seorsum.
33 Og man saa dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
Et viderunt eos abeuntes, et cognoverunt multi: et pedestres de omnibus civitatibus concurrerunt illuc, et prævenerunt eos.
34 Og da han gik i Land, saa han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.
Et exiens vidit turbam multam Jesus: et misertus est super eos, quia erant sicut oves non habentes pastorem, et cœpit docere multa.
35 Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: „Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
Et cum jam hora multa fieret, accesserunt discipuli ejus, dicentes: Desertus est locus hic, et jam hora præteriit:
36 Lad dem gaa bort, for at de kunne gaa hen i de omliggende Gaarde og Landsbyer og købe sig noget at spise.”
dimitte illos, ut euntes in proximas villas et vicos, emant sibi cibos, quos manducent.
37 Men han svarede og sagde til dem: „Giver I dem at spise!” Og de sige til ham: „Skulle vi gaa hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?”
Et respondens ait illis: Date illis vos manducare. Et dixerunt ei: Euntes emamus ducentis denariis panes, et dabimus illis manducare.
38 Men han siger til dem: „Hvor mange Brød have I? Gaar hen og ser efter!” Og da de havde faaet det at vide, sige de: „Fem, og to Fisk.”
Et dicit eis: Quot panes habetis? ite, et videte. Et cum cognovissent, dicunt: Quinque, et duos pisces.
39 Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i smaa Flokke i det grønne Græs.
Et præcepit illis ut accumbere facerent omnes secundum contubernia super viride fœnum.
40 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme paa hundrede og somme paa halvtredsindstyve.
Et discubuerunt in partes per centenos et quinquagenos.
41 Og han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
Et acceptis quinque panibus et duobus pisces, intuens in cælum, benedixit, et fregit panes, et dedit discipulis suis, ut ponerent ante eos: et duos pisces divisit omnibus.
42 Og de spiste alle og bleve mætte.
Et manducaverunt omnes, et saturati sunt.
43 Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, ogsaa af Fiskene.
Et sustulerunt reliquias, fragmentorum duodecim cophinos plenos, et de piscibus.
44 Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
Erant autem qui manducaverunt quinque millia virorum.
45 Og straks nødte han sine Disciple til at gaa om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gaa bort.
Et statim coëgit discipulos suos ascendere navim, ut præcederent eum trans fretum ad Bethsaidam, dum ipse dimitteret populum.
46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op paa Bjerget for at bede.
Et cum dimisisset eos, abiit in montem orare.
47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt paa Søen og han alene paa Landjorden.
Et cum sero esset, erat navis in medio mari et ipse solus in terra.
48 Og da han saa, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod), kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende paa Søen. Og han vilde gaa dem forbi.
Et videns eos laborantes in remigando (erat enim ventus contrarius eis) et circa quartam vigiliam noctis venit ad eos ambulans supra mare: et volebat præterire eos.
49 Men da de saa ham vandre paa Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.
At illi ut viderunt eum ambulantem supra mare, putaverunt phantasma esse, et exclamaverunt.
50 Thi de saa ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: „Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!”
Omnes enim viderunt eum, et conturbati sunt. Et statim locutus est cum eis, et dixit eis: Confidite, ego sum: nolite timere.
51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv.
Et ascendit ad illos in navim, et cessavit ventus. Et plus magis intra se stupebant:
52 Thi de havde ikke faaet Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet.
non enim intellexerunt de panibus: erat enim cor eorum obcæcatum.
53 Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.
Et cum transfretassent, venerunt in terram Genesareth, et applicuerunt.
54 Og da de traadte ud af Skibet, kendte man ham straks.
Cumque egressi essent de navi, continuo cognoverunt eum:
55 Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge paa deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
et percurrentes universam regionem illam, cœperunt in grabatis eos, qui se male habebant, circumferre, ubi audiebant eum esse.
56 Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gaarde, lagde de de syge paa Torvene og bade ham om, at de maatte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredede.
Et quocumque introibat, in vicos, vel in villas aut civitates, in plateis ponebant infirmos, et deprecabantur eum, ut vel fimbriam vestimenti ejus tangerent, et quotquot tangebant eum, salvi fiebant.
