Markus 5
1 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
Jisu nyia heliphante loong ah Galili juungsitum saangko Gerasa hadaang ni thok rumta.
2 Og da han traadte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Aand.
Jisu khoonkhuung nawa dat khoom damdam mangbeng luung nawa wangha rah erah di mih wasiit chomuita. Erah mih sak adi chiithih laakhah pan
3 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.
mangbeng ni tongte angta. O eh uh heh ah jaanruh ih takah jen tangkitta;
4 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.
helak helah ah jaanruh ih taat kit rum abah uh helek helek jaanruh ah thahoom leh thaphui, emeleh heh lah ih soopnak kah eta. Heh rapne tathat ang thoidi mih ih tajen tangjota.
5 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og paa Bjergene, skreg og slog sig selv med Stene.
Heh rangwuung rangphe mangbeng theng ni nyia kaanjang ni katum khoomta eno leh tum riinghuung, heh teeteewah jong ih jopkhan.
6 Men da han saa Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham
Jisu japtupta adi heh rekam loot ni angta; eno heh reeni soonkata, heh lakuh di Jisu ngathong adi chooktong kah ano,
7 og raabte med høj Røst og sagde: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.”
erongwah ih riinghuungta, “Jisu, Echoong thoon ni tongte Rangte Sah! An ih tumjih ette ang halang? “Rangte mendoh, ngah nak thet haat weehang, ngah ih an lasih johala!” (
8 Thi han sagde til ham: „Far ud af Manden, du urene Aand!”
Heh ih arah jengkhaap ah Jisu ih “Chiithih laakhah dokkhoom ho ih li kano jengta!”)
9 Og han spurgte ham: „Hvad er dit Navn?” Og han siger til ham: „Legion er mit Navn; thi vi ere mange.”
Eno Jisu ih chengta, “An men o ah?” Erah mih rah ih ngaakbaatta, “Nga men ah ‘Ephoop’ —seng ah hantek!”
10 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
Chiithih laakhah loong ah arah juungkhuung dowa nak dokphan weeuh ih heh ih Jisu lasih ah laat joh ruh eta.
11 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
Neng reeni kaanjang adi wak loong jook arah angta.
12 og de bade ham og sagde: „Send os i Svinene, saa vi maa fare i dem.”
Erah thoidi chiithih laakhah loong ah ih Jisu lasih joh rumta, “Wak loong sak adoh kaat thuk weehe.”
13 Og han tilstedte dem det. Og de urene Aander fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen.
Jisu ih kaat thuk rum kano, chiithih laakhah loong ah mina sak dowa doksoon ano wak loong sak adi nop karumta. Wak loong ah rooproop ih haajaat nyi taan angta, Erah loong ah thoontang doruk rum ano kaangkom dowa juungsitum adi lupdat karumta.
14 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og paa Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.
Wak riimte loong ah erah dowa tiisoon rum ano erah ruurang ah hadaang rookwih nyia phek aphaang rookwih ni tumbaat wanrumta. Mina loong ah ih tumjih ang kola ih sokkah rumta,
15 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde paaklædt og ved Samling, og de frygtede.
eno neng Jisu jiinni ra rumha di, chiithih laakhah ephoop pan angta mih ah japtup rumta. Erah mih ah nyuh akhat rapne ne ih kap ano seklilih ih tong arah japtup karumta; eno neng ah echo ih rumta.
16 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om Svinene.
Chiithih laakhah pan mih nyia wak loong tupte loong ah ih, mamah angta erah loong tiit ah mih suh tumbaat rumta.
17 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.
Erah thoidi neng ih Jisu suh neng juungkhuung dowa soon uh ih baat rumta.
18 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han maatte være hos ham.
Jisu khoonkhuung ni duungtong kata adi maangdi chiithih laakhah pan angta warah ih liita, “An damdoh ngah nep roong ra weehang!”
19 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: „Gaa til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.”
Enoothong Jisu ih tawak siitkaatta. Erah nang ih bah, Jisu ih amet baatta, “An nok nah ngaakwang uno an jaatang suh thongbaat wan uh, Teesu ih an raang ih tumjih reeta nyia mathan minchan halu loong rah ah.”
20 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
Erah thoidi erah wah ah Hah Asih adi kah ano Jisu tumjaat reeta loong ah tumbaat kaatta. Erah japchaatte loong ah rapne ih paatja rumta.
21 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
Jisu ah juungsitum saangko ni we ngaak daan kata. Erah juungsitum kaang adi miloong ah Jisu reeni thutthi rumta.
22 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
Jehudi rangsoomnok ni mootkaatte Jairas thok haano Jisu ah japtupta, eno Jisu ngathong ni kotbon kah ano
23 Og han beder ham meget og siger: „Min lille Datter er paa sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, for at hun maa frelses og leve!”
heh lasih ah jota, “Nga sah minusah rah rapne ih satla. An lak ih taajoh ra weeho, de ano ething toom tong we ah!”
24 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.
Eno Jisu ah heh damdi roong dokchap kata. Eno miloong ah uh Jisu damdi kookrak ih roong khoom karumta.
25 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar,
Erah di minuh esiit asih paang nyi heh sih sik ih cham arah angta,
26 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.
heh khoisat ah phonte loong suh noongrep ni taatsok thukta. Heh ngunteh loong ah thoon thaaja, erah bah uh ede lalek ih thang ih saarookwih ehan han ih boot satta.
27 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.
Heh ih Jisu raak ah japchaat ano, miloong dung ni heh lilih ih roong kata,
28 Thi hun sagde: „Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.”
heh teeteenuh ih thunta, “Ngah ih Jisu nyuh ah taajoh ang bah, ede eang.”
29 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredet fra sin Plage.
Heh ih Jisu nyusah ah taajoh ano, heh sih sik ah laan mah ruh eta; eno heh teenuh ih uh ede elang ih laanjat ruh eta.
30 Og straks da Jesus mærkede paa sig selv, at den Kraft var udgaaet fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: „Hvem rørte ved mine Klæder?”
Jisu sak nawa khoisat de theng chaan kaat ah laanjat ruh eta, erah thoidi miloong ko ih lengsok ano cheng rumta, “Nga nyuh ah o ih taajoh tahang?”
31 Og hans Disciple sagde til ham: „Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?”
Heliphante loong ah ih ngaakbaat rumta, “An ih tup ih hu an reeni mina ephoop tuutmuula eah; mamet cheng hu o ih taajoh halang eah?”
32 Og han saa sig om for at se hende, som havde gjort dette.
Enoothong Jisu ih heh taajote ah lengsok ruh eta.
33 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.
Eno minuh rah ih heh khoisat deeta rah samthun ano echo damdi wangha no, heh lakuh di tong ano amiisak tiit loong ah dok baatta.
34 Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!”
Jisu ih erah nuh asuh liita, “Nga sah, an tuungmaang ih deesiit taho. Khooteng ih tongwang uh, an chamnaang nawa ede etu.”
35 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: „Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?”
Jisu ih erah baat tokdi, Jairas nok nawa ruurang baatte loong wang rum taha eno Jairas suh baat rumta, “An sah bah etek ela. Nyootte ah nak thaam hoom kuh?”
36 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: „Frygt ikke, tro blot!”
Jisu ih neng tiitwaan ah laboichaat thang ih, Jairas suh baatta, “Nakcho uh, tuungmaang ba et uh.”
37 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.
Eno Jisu ih ehanko miloong ah tang ano heh damdi Pitar, Jeems nyia heh no Joon ah ba siit kaatta.
38 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.
Jairas nok ni thokrum adi miloong huung ariing nyia neng paattek ah japchaat karumta.
39 Og han gaar ind og siger til dem: „Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.”
Jisu ah nopwang ano baat rumta, “Tume paatja lan?” “Tume huung lan? Noodek ah etek tah eka—emokjup boh ela!”
40 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og gaar ind, hvor Barnet var.
Miloong ah ih Jisu ah ngit et rumta, eno Jisu ih neng loong ah dokphan rum ano, heh nuh nyia heh wah nyia heliphante wajom, noodek jupthiinta nokmong adi nopwang rumta.
41 Og han tager Barnet ved Haanden og siger til hende: „Talitha kumi!” hvilket er udlagt: „Pige, jeg siger dig, staa op!”
Jisu ih noodek lak adi joh ano liita, “Talitha, Koum,” erah langla, “Minusah, saat uh Ngah ih baat hala!”
42 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de bleve straks overmaade forfærdede.
Erah damdam minusah ah toonchap ano laan khoom ruh eta. (Noodek ah asih paang nyi angta). Erah angta ah sok rum ano miloong ah rapne ih paatja rumta.
43 Og han bød dem meget, at ingen maatte faa dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.
Enoothong Jisu ih arah tiit ah o suh uh labaat theng ih baat rumta, “Heh suh phaksat thong jam koh an.’
