Markus 13
1 Og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: „Mester, se, hvilke Stene og hvilke Bygninger!‟
Jisu Rangteenok nawa dokkhoom adi heliphante wasiit ih liita, “Nyootte, Sok uh! Arah nok loong nyia jong ah, tumthan milung miwaang ah!”
2 Og Jesus sagde til ham: „Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟
Jisu ih ngaakbaatta, “An ih arah nok loong ah elong longwah tam et tup hu?” Arah nok abah saasiit erukdat eah, arah nok adoh jongteh tesiit taan uh tah dak tongka ang ah; loongtang rukdat ih ah.”
3 Og da han sad paa Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
Rangteenok ka ni Jisu Olib kong ni tong adi, Pitar, Jeems, Joon nyia Endriu loong ah huchomui wang rumtaha.
4 „Sig os, naar skal dette ske, og hvilket er Tegnet, naar alt dette skal til at fuldbyrdes?‟
“Erah loong ah maatok doh angte angla, seng suh baat kohe,” neng ih cheng rumta, “Erah loong ah saapoot ah echang ela ih jat suh tumjih ih jatthuk he, erah nep baat kohe.”
5 Men Jesus begyndte at sige til dem: „Ser til, at ingen forfører eder!
Jisu ih baat rumta, “Naririh ih ban tong an, mih ih naktoom mokwaan han.
6 Mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange.
Nga tiitbaatte mih hantek ih dong ah, ‘Jisu ah ngah’ ih chaangte nep dong ha! Eno neng ih hantek moong mokwaan ah.
7 Men naar I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det maa ske; men Enden er ikke endda.
Sen ih haniik haloot nawa raamui tiit ephoop chochaat an, ang abah uh sen lasootsaam theng. Erah loong ah elang jaatjaat eah, enoothong erah suh rangkuh thoonla ih liijih tah angka.
8 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
Hasong rookwih nah neng neng rookmui arah je ah, deek akaan ah deek akaan loong damdoh rookmui ah. Rongrep nah hasatek nyi ramtek khamle totoh ang ah. Erah loong ah, noonuh nootup suh kaphang sat arah likhiik ih ang ah.
9 Men I, tager Vare paa eder selv; de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd.
“Sen teeteewah sensen ih naririh ih ban sok an. Sen loong ah khak hanno mat hoon nok nah siitwan han. Sen loong ah Jehudi rangsoomnok loong nah buh kaat han; nga thoidoh sen loong ah mih luungwang loong ngathong nah chap anno ruurang ese tiit ah baat an.
10 Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
Enoothong rangkuh thoon jaakhoh nah mongrep dowa mirep miraang suh Rangte tiitkhaap ah baat jaatjaat etheng.
11 Og naar de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligaand.
Eno sen loong ah, maatok doh khak hanno mat hoon nok nah siitwan han doh tumjih jeng ang ih lasootsaam theng; saapoot thok ha doh an tumjih jeng thuk ho, erah jeng uh. Jengkhaap marah jeng uh erah an jeng tah angka ang ah; erah Esa Chiiala nawa jeng raaha.
12 Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn; og Børn skulle staa op mod Forældre og slaa dem ihjel.
Mina loong ah soophoh ah soophoh ih jootkot mui rum ano tek haatmui ah eno hewah loong ah ih emamah heh sah loong tek haat ah. Heh sah loong ah ih henuh hewah damdoh miksuk mui rum ano tek haatmui rum ah.
13 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
Nga tungthoidoh warep ih miksuk han. Enoothong o hethoon tuk ih ramram ih joh ah erah ba pui ah.
14 Men naar I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed staa, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt!) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene;
“Sen ih ‘Rapne Echoojih’ jaatrep jen thet haatte ah japtup et an, marah doh lah angtheng angta erah doh ang ah.” (Arah wette suh: esamjat etheng tumjih men et ha rah ah!) “Eno Judia nawa miloong ah kong akaan ko ih toonsoonjih jaatjaat ang ah.
15 men den, som er paa Taget, stige ikke ned eller gaa ind for at hente noget fra sit Hus;
O bah uh nok khoni angte rah ih nokmong nawa hukkhaak toon suh lajaatjaat saathaam kaat jih ang ah.
16 og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!
O mina phek nah ang ah, heh nok nawa nyuh akhat toon suh lajaatjaat ngaak wangjih.
17 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
Erah tokdoh tumthan ethih ang ah sah wokte nyi khobaang nuh loong ah raang ih ah!
18 Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
Rangte rangsoom an erah rangwuung ah hahook doh nak toom ang ah!
19 thi i de Dage skal der være en saadan Trængsel, som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme.
Tumeah erah tokdoh chamchojih rah, Rangte ih hasong phangdong siitta dowa ih amatuk ih o uh lathaak chamka rah cham ah. Adoleh erah likhiikkhiik tumsa doh uh takah we angka.
20 Og dersom Herren ikke afkortede de Dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage.
Enoothong Teesu ih erah saakaan rookweh ah ethoosiit thong et koha, lah angta bah, o uh ething tatong thengta. Heh ih danjeeta mina loong suh raamwe ih erah saakaan ah thoosiitta.
21 Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke.
“Eno, o ih bah uh amah mok ih baat han, ‘Sok an, Kristo aani,’ adoleh mararah ih baat han ‘Kristo bah therah ni thong!—erah sen ih lahanpi theng.
22 Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte.
Tumeah emoong Kristo nyia emoong khowah loong ephoop dong ha. Neng ih epaatjaajih nyia mih lungwaang theng ephoop noisok rum ah, jen lang abah Rangte ih danjeeta mina loong ah nep mokwaan suh ah.
23 Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.‟
Sen teeteewah naririh ih ban sok an! Ngah ih jaatrep tiit ah rangwuung saakaan maang thok ra ngakhoni banbaat rumhala!
24 Men i de Dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin,
“Erah chamnaang loong saakaan lidoh rangsa ah emoon eah, laaphiing ah takah kaang phaakka ang ah,
25 og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes.
rang nawa riksih loong ah datti ih raaha, rangkho nawa rangsa laaphiing loong ah dumdan eah.
26 Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.
Erah lidoh, Mina Sah ah jiingmuung khuinah, chaan aphaan pan ih phaakjaaja ih dong raaha.
27 Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
Eno rangsah loong ah hatoh rongbaji adoh daapkaat ah, heh ih danjeeta mina loong ah mongrep noongrepwih dowa lom khoonsiit rum ah.
28 Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær.
“Puksak bang ih sen suh toom nyoot han. Heh demdem suh hephaak ah jang ano dongkom raaha eno helak ah pa, erah di sen ih jat han rangsoh thok hala eah.
29 Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting, skønne, at han er nær for Døren.
Erah likhiik ih, sen ih sen mik ih erah loong chikrok ah tup anno ba, hethoon saapoot ah haniik ih thok hala ih samthun an.
30 Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete.
Banthun et an erah loong ah amah dowa mina thoontang maang matti rumka ngakhoh nah ang raaha.
31 Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.
Rang nyia hah bah ethoon eah, nga jengkhaap loong abah babah uh tathoonka.
32 Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen.
“O mina reh uh rangwuung saakaan ah tajatka, tum sa doh, maatok doh raaha eah—rangmong nawa Rangsah reh uh tajatka; heh Sah reh uh tajatka, heh Wah luulu ih ba jat ah.
33 Ser til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar Tiden er der.
Erah raang ih ban sok et an, nyia banban ih tong an, tumeah sen ih rangwuung saakaan ah tajatkan.
34 Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde vaage, —
Erah langla changte wah ih heh laksuh loong wasiit wasiit suh heh nok nawa reeraang loong ah baat koh thiin rum ano heh ah haloot nah moongkhoom kah arah likhiik ang ah. Eno heh maang ngaakwang wang et ban sok thuk arah likhiik.
35 vaager derfor; thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
Erah raang ih naririh ih ban sok an! Tumeah sen ih tajatkan nok changte wah ah maatok doh ngaakwang koja, rangja ko doh tam pheethungkham doh, tama rangkhano doh, adoleh rangsa dong doh wang koja.
36 for at han ikke, naar han kommer pludseligt, skal finde eder sovende!
Heh baphuk ih raaha doh, sen emokjup ean rah nak toom kapjoh raahan.
37 Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Vaager!‟
Ngah ih sen loong suh baat rumhala rah, mirep suh baat hang: Banban ih tong an!”
