Markus 11
1 Og da de nærme sig til Jerusalem, til Bethfage og Bethania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
anantaraM teSu yirUzAlamaH samIpasthayo rbaitphagIbaithanIyapurayorantikasthaM jaitunanAmAdrimAgateSu yIzuH preSaNakAle dvau ziSyAvidaM vAkyaM jagAda,
2 „Gaar hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, naar I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid!
yuvAmamuM sammukhasthaM grAmaM yAtaM, tatra pravizya yo naraM nAvahat taM garddabhazAvakaM drakSyathastaM mocayitvAnayataM|
3 Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen.“
kintu yuvAM karmmedaM kutaH kuruthaH? kathAmimAM yadi kopi pRcchati tarhi prabhoratra prayojanamastIti kathite sa zIghraM tamatra preSayiSyati|
4 Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det.
tatastau gatvA dvimArgamelane kasyacid dvArasya pArzve taM garddabhazAvakaM prApya mocayataH,
5 Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: „Hvad gøre I, at I løse Føllet?“
etarhi tatropasthitalokAnAM kazcid apRcchat, garddabhazizuM kuto mocayathaH?
6 Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det.
tadA yIzorAjJAnusAreNa tebhyaH pratyudite tatkSaNaM tamAdAtuM te'nujajJuH|
7 Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder paa det, og han satte sig paa det.
atha tau yIzoH sannidhiM garddabhazizum AnIya tadupari svavastrANi pAtayAmAsatuH; tataH sa tadupari samupaviSTaH|
8 Og mange bredte deres Klæder paa Vejen, andre Kviste, som de afskare paa Markerne.
tadAneke pathi svavAsAMsi pAtayAmAsuH, paraizca taruzAkhAzchitavA mArge vikIrNAH|
9 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
aparaJca pazcAdgAmino'gragAminazca sarvve janA ucaiHsvareNa vaktumArebhire, jaya jaya yaH paramezvarasya nAmnAgacchati sa dhanya iti|
10 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!“
tathAsmAkamaM pUrvvapuruSasya dAyUdo yadrAjyaM paramezvaranAmnAyAti tadapi dhanyaM, sarvvasmAducchrAye svarge Izvarasya jayo bhavet|
11 Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv.
itthaM yIzu ryirUzAlami mandiraM pravizya caturdiksthAni sarvvANi vastUni dRSTavAn; atha sAyaMkAla upasthite dvAdazaziSyasahito baithaniyaM jagAma|
12 Og den følgende Dag, da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig.
aparehani baithaniyAd Agamanasamaye kSudhArtto babhUva|
13 Og da han saa et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han maaske kunde finde noget derpaa, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
tato dUre sapatramuDumbarapAdapaM vilokya tatra kiJcit phalaM prAptuM tasya sannikRSTaM yayau, tadAnIM phalapAtanasya samayo nAgacchati| tatastatropasthitaH patrANi vinA kimapyaparaM na prApya sa kathitavAn,
14 Og han tog til Orde og sagde til det: „Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!“Og hans Disciple hørte det. (aiōn g165)
adyArabhya kopi mAnavastvattaH phalaM na bhuJjIta; imAM kathAM tasya ziSyAH zuzruvuH| (aiōn g165)
15 Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
tadanantaraM teSu yirUzAlamamAyAteSu yIzu rmandiraM gatvA tatrasthAnAM baNijAM mudrAsanAni pArAvatavikretRNAm AsanAni ca nyubjayAJcakAra sarvvAn kretRn vikretRMzca bahizcakAra|
16 Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen.
aparaM mandiramadhyena kimapi pAtraM voDhuM sarvvajanaM nivArayAmAsa|
17 Og han lærte og sagde til dem: „Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule.“
lokAnupadizan jagAda, mama gRhaM sarvvajAtIyAnAM prArthanAgRham iti nAmnA prathitaM bhaviSyati etat kiM zAstre likhitaM nAsti? kintu yUyaM tadeva corANAM gahvaraM kurutha|
18 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af Forundring over hans Lære.
imAM vANIM zrutvAdhyApakAH pradhAnayAjakAzca taM yathA nAzayituM zaknuvanti tathopAyaM mRgayAmAsuH, kintu tasyopadezAt sarvve lokA vismayaM gatA ataste tasmAd bibhyuH|
19 Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
atha sAyaMsamaya upasthite yIzurnagarAd bahirvavrAja|
20 Og da de om Morgenen gik forbi, saa de, at Figentræet var visnet fra Roden af.
anantaraM prAtaHkAle te tena mArgeNa gacchantastamuDumbaramahIruhaM samUlaM zuSkaM dadRzuH|
21 Og Peter kom det i Hu og siger til ham: „Rabbi! se Figentræet, som du forbandede, er visnet.“
tataH pitaraH pUrvvavAkyaM smaran yIzuM babhASaM, he guro pazyatu ya uDumbaraviTapI bhavatA zaptaH sa zuSko babhUva|
22 Og Jesus svarede og siger til dem: „Haver Tro til Gud!
tato yIzuH pratyavAdIt, yUyamIzvare vizvasita|
23 Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
yuSmAnahaM yathArthaM vadAmi kopi yadyetadgiriM vadati, tvamutthAya gatvA jaladhau pata, proktamidaM vAkyamavazyaM ghaTiSyate, manasA kimapi na sandihya cedidaM vizvaset tarhi tasya vAkyAnusAreNa tad ghaTiSyate|
24 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have faaet det, saa skal det ske eder.
ato hetorahaM yuSmAn vacmi, prArthanAkAle yadyadAkAMkSiSyadhve tattadavazyaM prApsyatha, itthaM vizvasita, tataH prApsyatha|
25 Og naar I staa og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at ogsaa eders Fader, som er i Himlene, maa forlade eder eders Overtrædelser.
aparaJca yuSmAsu prArthayituM samutthiteSu yadi kopi yuSmAkam aparAdhI tiSThati, tarhi taM kSamadhvaM, tathA kRte yuSmAkaM svargasthaH pitApi yuSmAkamAgAMmi kSamiSyate|
26 [Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser].
kintu yadi na kSamadhve tarhi vaH svargasthaH pitApi yuSmAkamAgAMsi na kSamiSyate|
27 Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham.
anantaraM te puna ryirUzAlamaM pravivizuH, yIzu ryadA madhyemandiram itastato gacchati, tadAnIM pradhAnayAjakA upAdhyAyAH prAJcazca tadantikametya kathAmimAM papracchuH,
28 Og de sagde til ham: „Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?“
tvaM kenAdezena karmmANyetAni karoSi? tathaitAni karmmANi karttAM kenAdiSTosi?
29 Men Jesus sagde til dem: „Jeg vil spørge eder om een Ting, og svarer mig derpaa, saa vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.
tato yIzuH pratigaditavAn ahamapi yuSmAn ekakathAM pRcchAmi, yadi yUyaM tasyA uttaraM kurutha, tarhi kayAjJayAhaM karmmANyetAni karomi tad yuSmabhyaM kathayiSyAmi|
30 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!“
yohano majjanam IzvarAt jAtaM kiM mAnavAt? tanmahyaM kathayata|
31 Og de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
te parasparaM vivektuM prArebhire, tad IzvarAd babhUveti ced vadAmastarhi kutastaM na pratyaita? kathametAM kathayiSyati|
32 Men sige vi: Fra Mennesker“— saa frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
mAnavAd abhavaditi ced vadAmastarhi lokebhyo bhayamasti yato hetoH sarvve yohanaM satyaM bhaviSyadvAdinaM manyante|
33 Og de svare og sige til Jesus: „Vi vide det ikke.“Og Jesus siger til dem: „Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting.“
ataeva te yIzuM pratyavAdiSu rvayaM tad vaktuM na zaknumaH| yIzuruvAca, tarhi yenAdezena karmmANyetAni karomi, ahamapi yuSmabhyaM tanna kathayiSyAmi|
