Markus 10
1 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede.
U u yǝrdin ⱪozƣilip, Yǝⱨudiyǝ ɵlkisi tǝrǝpliridin ɵtüp, Iordan dǝryasining u ⱪetidiki rayonlarƣimu bardi. Top-top adǝmlǝr yǝnǝ uning ǝtrapiƣa olixiwalƣanidi. U aditi boyiqǝ ularƣa tǝlim berixkǝ baxlidi.
2 Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: „Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?”
Bǝzi Pǝrisiylǝr uning yeniƣa kelip uni ⱪiltaⱪⱪa qüxürüx mǝⱪsitidǝ uningdin: — Bir adǝmning ayalini talaⱪ ⱪilixi Tǝwrat ⱪanuniƣa uyƣunmu? — dǝp soridi.
3 Men han svarede og sagde til dem: „Hvad har Moses budt eder?”
Lekin u jawabǝn: — Musa [pǝyƣǝmbǝr] silǝrgǝ nemǝ dǝp buyruƣan? — dedi.
4 Men de sagde: „Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.”
Ular: — Musa [pǝyƣǝmbǝr] kixining ayalini bir parqǝ talaⱪ heti yezipla talaⱪ ⱪilixiƣa ruhsǝt ⱪilƣan, — deyixti.
5 Og Jesus sagde til dem: „For eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han eder dette Bud.
Əysa ularƣa: — Tax yürǝklikinglardin u silǝrgǝ bu ǝmrni pütkǝn;
6 Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde.
lekin Huda alǝm apiridǝ bolƣinida [insanlarni] «Ər wǝ ayal ⱪilip yaratti».
7 Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, [og holde fast ved sin Hustru; ]
«Xu sǝwǝbtin ǝr kixi ata-anisidin ayrilidu, ayali bilǝn birlixip
8 og de to skulle blive til eet Kød. Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød.
ikkilisi bir tǝn bolidu». Xundaⱪ ikǝn, ǝr-ayal ǝmdi ikki tǝn ǝmǝs, bǝlki bir tǝn bolidu.
9 Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.”
Xuning üqün, Huda ⱪoxⱪanni insan ayrimisun, — dedi.
10 Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
Ular ɵygǝ ⱪaytip kelip kirgǝndǝ, muhlisliri uningdin bu ⱨǝⱪtǝ soridi.
11 Og han siger til dem: „Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
U ularƣa: — Ayalini talaⱪ ⱪilip, baxⱪa birini ǝmrigǝ alƣan kixi ayaliƣa gunaⱨ ⱪilip zina ⱪilƣan bolidu.
12 Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor.”
Erini ⱪoyuwetip, baxⱪa ǝrgǝ tǝgkǝn ayalmu zina ⱪilƣan bolidu, — dedi.
13 Og de bare smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.
Ⱪolungni tǝgküzgǝysǝn dǝp, kixilǝr kiqik balilirini uning aldiƣa elip keliwatatti. Biraⱪ muhlislar elip kǝlgǝnlǝrni ǝyiblidi.
14 Men da Jesus saa det, blev han vred og sagde til dem: „Lader de smaa Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til.
Buni kɵrgǝn Əysa aqqiⱪlinip, muhlisliriƣa: Balilar aldimƣa kǝlsun, ularni tosmanglar. Qünki Hudaning padixaⱨliⱪi dǝl muxundaⱪlarƣa tǝwǝdur.
15 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.”
Mǝn silǝrgǝ xuni bǝrⱨǝⱪ eytip ⱪoyayki, Hudaning padixaⱨliⱪini sǝbiy balidǝk ⱪobul ⱪilmisa, uningƣa ⱨǝrgiz kirǝlmǝydu, — dedi.
16 Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.
Xuning bilǝn u balilarni ⱪuqiⱪiƣa elip, ularƣa ⱪollirini tǝgküzüp bǝht tilidi.
17 Og da han gik ud paa Vejen, løb en hen og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?” (aiōnios g166)
U yolƣa qiⱪⱪanda, birsi uning aldiƣa yügürüp kelip, uning aldida tizlinip uningdin: — I yahxi ustaz, mǝn ⱪandaⱪ ⱪilsam mǝnggülük ⱨayatⱪa mirasliⱪ ⱪilimǝn? — dǝp soridi. (aiōnios g166)
18 Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud.
Lekin Əysa uningƣa: — Meni nemixⱪa yahxi dǝysǝn? Pǝⱪǝt biridin, yǝni Hudadin baxⱪa ⱨeqkim yahxi ǝmǝstur.
19 Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke besvige; ær din Fader og din Moder.”
Sǝn Tǝwrattiki «Zina ⱪilma, ⱪatilliⱪ ⱪilma, oƣriliⱪ ⱪilma, yalƣan guwaⱨliⱪ bǝrmǝ, hiyanǝt ⱪilma, ata-anangni ⱨɵrmǝt ⱪil» degǝn pǝrⱨiz-pǝrzlǝrni bilisǝn, — dedi.
20 Men han sagde til ham: „Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.”
U adǝm jawabǝn: — Ustaz, bularning ⱨǝmmisigǝ kiqikimdin tartip ǝmǝl ⱪilip keliwatimǝn, — dedi.
21 Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: „Een Ting fattes dig; gaa bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!”
Əysaning uningƣa ⱪarap muⱨǝbbiti ⱪozƣaldi wǝ uningƣa: — Sǝndǝ yǝnǝ bir ix kǝm. Berip pütün mal-mülkingni setip, pulini yoⱪsullarƣa bǝrgin wǝ xundaⱪ ⱪilsang, ǝrxtǝ hǝzinǝng bolidu; andin kelip krestni kɵtürüp manga ǝgǝxkin! — dedi.
22 Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
Lekin muxu sɵzni anglap, uning qirayi tutulup, ⱪayƣuƣa qɵmüp u yǝrdin kǝtti. Qünki uning mal-dunyasi naⱨayiti kɵp idi.
23 Og Jesus saa sig omkring og siger til sine Disciple: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!”
Andin Əysa qɵrisigǝ sǝpselip ⱪarap, muhlisliriƣa: — Mal-dunyasi kɵplǝrning Hudaning padixaⱨliⱪiƣa kirixi nemidegǝn tǝsliktǝ bolidu-ⱨǝ! — dedi.
24 Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter til Orde og siger til dem: „Børn, hvor vanskeligt er det, at [de, som forlade sig paa Rigdom, kunne] komme ind i Guds Rige!
Muhlislar uning sɵzlirigǝ intayin ⱨǝyran boluxti, lekin Əysa ularƣa yǝnǝ jawabǝn: — Balilirim, mal-mülükkǝ tayanƣanlar üqün Hudaning padixaⱨliⱪiƣa kirix nemidegǝn tǝs-ⱨǝ!
25 Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.”
Tɵgining yingnining kɵzidin ɵtüxi bay adǝmning Hudaning padixaⱨliⱪiƣa kirixidin asandur! — dedi.
26 Men de forfærdedes overmaade og sagde til hverandre: „Hvem kan da blive frelst?”
Ular buni anglap intayin bǝk ⱨǝyran boluxup, bir-biridin: Undaⱪta, kim nijatⱪa erixǝlǝydu? — dǝp soraxti.
27 Jesus saa paa dem og siger: „For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.”
Əysa ularƣa ⱪarap: — Bu ix insan bilǝn wujudⱪa qiⱪixi mumkin ǝmǝs, lekin Huda üqün mumkin ǝmǝs bolmaydu; qünki Hudaƣa nisbǝtǝn ⱨǝmmǝ ix mumkin bolidu, — dedi.
28 Peter tog til Orde og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig.”
Buning bilǝn Petrus uningƣa: — Mana, biz bolsaⱪ, ⱨǝmmini taxlap sanga ǝgǝxtuⱪ!? — degili turdi.
29 Jesus sagde: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
Əysa uningƣa jawabǝn mundaⱪ dedi: — Mǝn silǝrgǝ bǝrⱨǝⱪ xuni eytip ⱪoyayki, mǝn üqün wǝ hux hǝwǝr üqün ɵyi, aka-ukiliri, aqa-singilliri, atisi, anisi, ayali, baliliri yaki yǝr-zeminliridin waz kǝqkǝnlǝrning ⱨǝmmisi
31 Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.”
Lekin xu qaƣda nurƣun aldida turƣanlar arⱪiƣa ɵtidu, nurƣun arⱪida turƣanlar aldiƣa ɵtidu.
32 Men de vare paa Vejen op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham:
Ular Yerusalemƣa qiⱪidiƣan yolda idi, Əysa ⱨǝmmining aldida ketiwatatti. [Muhlisliri] bǝk ⱨǝyran idi ⱨǝmdǝ uningƣa ǝgǝxkǝnlǝrmu ⱪorⱪunq iqidǝ ketiwatatti. Əysa on ikkǝylǝnni yǝnǝ ɵz yeniƣa tartip, ularƣa ɵz bexiƣa qüxidiƣanlirini uⱪturuxⱪa baxlap:
33 „Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne;
— Mana biz ⱨazir Yerusalemƣa qiⱪip ketiwatimiz. Insan’oƣli bax kaⱨinlar wǝ Tǝwrat ustazliriƣa tapxurulidu. Ular uni ɵlümgǝ mǝⱨkum ⱪilidu wǝ yat ǝlliklǝrgǝ tapxuridu.
34 og de skulle spotte ham og spytte paa ham og hudstryge ham og ihjelslaa ham, og tre Dage efter skal han opstaa.”
Ular bolsa uni mǝshirǝ ⱪilip, ⱪamqilap, uning üstigǝ tɵküridu wǝ uni ɵltüridu. Lekin üq kündin keyin u ⱪayta tirilidu, — dedi.
35 Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gaa hen til ham og sige: „Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om.”
Zǝbǝdiyning oƣulliri Yaⱪup bilǝn Yuⱨanna uning aldiƣa kelip: — Ustaz, sǝndin nemǝ tilisǝk orundap bǝrsǝng, dǝp ɵtünimiz, — deyixti.
36 Og han sagde til dem: „Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?”
U ularƣa: — Silǝrgǝ nemǝ ⱪilip beriximni halaysilǝr? — dedi.
37 Men de sagde til ham: „Giv os, at vi maa sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed.”
— Sǝn xan-xǝripingdǝ bolƣiningda, birimizni ong yeningda, birimizni sol yeningda olturƣuzƣaysǝn, — deyixti ular.
38 Men Jesus sagde til dem: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Daab, som jeg døbes med?”
Əysa ularƣa jawabǝn: — Nemǝ tǝlǝp ⱪilƣanliⱪinglarni bilmǝywatisilǝr. Mǝn iqidiƣan ⱪǝdǝⱨni iqǝlǝmsilǝr? Mǝn ⱪobul ⱪilidiƣan qɵmüldürüxni silǝrmu ⱪobul ⱪilalamsilǝr?
39 Men de sagde til ham: „Det kunne vi.” Men Jesus sagde til dem: „Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes med;
— Ⱪilalaymiz, — deyixti ular. Əysa ularƣa: — Dǝrwǝⱪǝ, mǝn iqidiƣan ⱪǝdǝⱨimni silǝrmu iqisilǝr wǝ mǝn ⱪobul ⱪilidiƣan qɵmüldürülüx bilǝn qɵmüldürülisilǝr.
40 men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt.”
Biraⱪ ong yaki sol yenimda olturuxⱪa nesip bolux mening ilikimdǝ ǝmǝs; bǝlki kimlǝrgǝ tǝyyarlanƣan bolsa, xularƣa berilidu, — dedi.
41 Og da de ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes.
Buningdin hǝwǝr tapⱪan [ⱪalƣan] on [muhlis] Yaⱪup bilǝn Yuⱨannadin hapa boluxⱪa baxlidi.
42 Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: „I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster, herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem.
Lekin Əysa ularni yeniƣa qaⱪirip, mundaⱪ dedi: — Silǝrgǝ mǝlumki, yat ǝllǝr üstidiki ⱨɵkümran dǝp ⱨesablanƣanlar ⱪol astidiki hǝlⱪ üstidin buyruⱪwazliⱪ ⱪilip ⱨakimiyǝt yürgüzidu, wǝ ⱨoⱪuⱪdarliri ularni hojayinlarqǝ idarǝ ⱪilidu.
43 Men saaledes er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
Biraⱪ silǝrning aranglarda bundaⱪ ix bolmaydu; bǝlki silǝrdin kim mǝrtiwilik boluxni halisa, u silǝrning hizmitinglarda bolsun;
44 og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener;
wǝ kim aranglarda birinqi boluxni istisǝ, u ⱨǝmmǝ adǝmning ⱪuli bolsun.
45 thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.”
Qünki Insan’oƣlimu dǝrwǝⱪǝ xu yolda kɵpqilik mening hizmitimdǝ bolsun demǝy, bǝlki kɵpqilikning hizmitidǝ bolay wǝ jenimni pida ⱪilix bǝdiligǝ nurƣun adǝmlǝrni ⱨɵrlükkǝ qiⱪiray dǝp kǝldi.
46 Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen.
Ular Yeriho xǝⱨirigǝ kǝldi. [Əysa] muhlisliri wǝ zor bir top adǝmlǝr bilǝn billǝ Yerihodin qiⱪⱪan waⱪitta, Timayning Bartimay isimlik ⱪariƣu oƣli yol boyida olturup, tilǝmqilik ⱪiliwatatti.
47 Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at raabe og sige: „Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!”
U «Nasarǝtlik Əysa»ning u yǝrdǝ ikǝnlikini anglap: — I Dawutning oƣli Əysa, manga rǝⱨim ⱪilƣaysǝn! — dǝp towlaxⱪa baxlidi.
48 Og mange truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
Nurƣun adǝmlǝr uni «Ün qiⱪarma» dǝp ǝyiblidi. Lekin u: — I Dawutning oƣli, manga rǝⱨim ⱪilƣaysǝn, — dǝp tehimu ünlük towlidi.
49 Og Jesus stod stille og sagde: „Kalder paa ham!” Og de kalde paa den blinde og sige til ham: „Vær frimodig, staa op! han kalder paa dig.”
Əysa tohtap: Uni qaⱪiringlar, — dedi. Xuning bilǝn ular ⱪariƣuni qaⱪirip uningƣa: — Yürǝklik bol! Ornungdin tur, u seni qaⱪiriwatidu! — deyixti.
50 Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus.
U adǝm qapinini selip taxlap, ornidin dǝs turup Əysaning aldiƣa kǝldi.
51 Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” Men den blinde sagde til ham: „Rabbuni, at jeg kan blive seende!”
Əysa jawabǝn uningdin: — Sǝn meni nemǝ ⱪil dǝysǝn? — dǝp soridi. Ⱪariƣu: — I igǝm, ⱪayta kɵridiƣan bolsam’idi! — dedi.
52 Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, din Tro har frelst dig.” Og straks blev han seende, og han fulgte ham paa Vejen.
Əysa uningƣa: — Yolungƣa ⱪaytsang bolidu, etiⱪading seni saⱪaytti, — dewidi, u xuan kɵrǝlǝydiƣan boldi wǝ yol boyi Əysaƣa ǝgixip mangdi.
