Lukas 24
1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Əmdi ⱨǝptining birinqi künidǝ tang yuray dǝp ⱪalƣanda, ayallar ɵzliri tǝyyarliƣan ǝtirlǝrni elip, ⱪǝbrigǝ kǝldi.
2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
Ular ⱪǝbrining aƣzidiki taxning domilitiwetilgǝnlikini kɵrdi;
3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
wǝ ⱪǝbrigǝ kirip ⱪariwidi, Rǝb Əysaning jǝsiti yoⱪ turatti.
4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
Wǝ xundaⱪ boldiki, ular buningdin patiparaⱪ bolup turƣanda, mana, nur qaⱪnap turidiƣan kiyimlǝrni kiygǝn ikki zat ularning yenida tuyuⱪsiz pǝyda boldi.
5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
Ayallar ⱪattiⱪ wǝⱨimgǝ qüxüp, yüzlirini yǝrgǝ yeⱪixti. Ikki zat ularƣa: — Nemǝ üqün tirik bolƣuqini ɵlgǝnlǝrning arisidin izdǝysilǝr?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
U bu yǝrdǝ ǝmǝs, bǝlki u tirildi! U tehi Galiliyǝdǝ turƣan waⱪtida, uning silǝrgǝ nemini eytⱪinini, yǝni: «Insan’oƣlining gunaⱨkar adǝmlǝrning ⱪoliƣa tapxurulup, krestlinip, üqinqi küni ⱪayta tirilixi muⱪǝrrǝrdur» degǝnlirini ǝslǝp beⱪinglar! — dedi.
7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟
8 Og de kom hans Ord i Hu.
Wǝ ular uning [dǝl] xundaⱪ deginini esigǝ elixti;
9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
wǝ ⱪǝbridin ⱪaytip, bu ixlarning ⱨǝmmisini on birǝylǝngǝ, xundaⱪla ⱪalƣan muhlislarning ⱨǝmmisigǝ yǝtküzdi.
10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
Rosullarƣa bu ixlarni yǝtküzgüqilǝr bolsa Magdalliⱪ Mǝryǝm, Yoanna wǝ Yaⱪupning anisi Mǝryǝm ⱨǝmdǝ ular bilǝn billǝ bolƣan baxⱪa ayallar idi.
11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
Lekin [ayallarning bu eytⱪanliri] ularƣa ǝpsanidǝk bilindi, ular ularning sɵzlirigǝ ixǝnmidi.
12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
Biraⱪ Petrus ornidin turup, ⱪǝbrigǝ yügürüp bardi. U engixip ⱪǝbrǝ iqigǝ ⱪariwidi, yalƣuz kanap kepǝnlikning tilim-tilim parqilirini kɵrüp, yüz bǝrgǝn ixlarƣa tǝǝjjüplinip ɵygǝ ⱪaytip kǝtti.
13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Wǝ mana, xu kündǝ ulardin ikkiylǝn Yerusalemdin on bir qaⱪirim yiraⱪliⱪtiki Emayus degǝn kǝntkǝ ketip baratti.
14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
Ular yüz bǝrgǝn barliⱪ ixlar toƣrisida sɵzlixip ketiwatatti.
15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
Wǝ xundaⱪ boldiki, ular sɵzlixip-mulaⱨizilixip ketiwatⱪanda, mana Əysa ɵzi ularƣa yeⱪinlixip kelip, ular bilǝn billǝ mangdi;
16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
lekin ularning kɵzliri uni tonuxtin tutuldi.
17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.
U ulardin: — Ketiwetip nemǝ ixlar toƣruluⱪ munazirǝ ⱪilixiwatisilǝr? — dǝp soridi. Ular ⱪayƣuluⱪ ⱪiyapǝttǝ tohtap,
18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟
ulardin Kliyopas isimlik biri jawab berip: — Yerusalemda turupmu, muxu künlǝrdǝ xu yǝrdǝ yüz bǝrgǝn wǝⱪǝlǝrdin birdinbir hǝwǝr tapmiƣan musapir sǝn ohximamsǝn?! — dedi.
19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
Wǝ u ulardin: — Nemǝ wǝⱪǝlǝr boldi? — dǝp soridi. «Nasarǝtlik Əysaƣa munasiwǝtlik wǝⱪǝlǝr!» — dedi ular, — «U ɵzi Hudaning aldidimu, barliⱪ hǝlⱪning aldidimu ǝmǝldǝ wǝ sɵzdǝ ⱪudrǝtlik bir pǝyƣǝmbǝr bolup,
20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
bax kaⱨinlar wǝ ⱨɵkümdarlirimiz uni ɵlüm ⱨɵkümigǝ tapxurup, krestlǝtti.
21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
Biz ǝslidǝ uni Israilƣa ⱨǝmjǝmǝt bolup azad ⱪilidiƣan zat ikǝn, dǝp ümid ⱪilƣaniduⱪ. Lekin ixlar xundaⱪ boldi, ⱨazir bu wǝⱪǝlǝr yüz bǝrginigǝ üqinqi kün boldi;
22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
yǝnǝ kelip, arimizdiki birnǝqqǝ ayal ⱨǝm bizni ⱨang-tang ⱪalduruwǝtti. Qünki ular bügün tang sǝⱨǝrdǝ ⱪǝbrigǝ beriptikǝn,
23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
uning jǝsitini tapalmay ⱪaytip kelip: «Bizgǝ birnǝqqǝ pǝrixtǝ ƣayibanǝ kɵrünüxtǝ ayan bolup, «U tirik!» dedi» dǝp eytiptu.
24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟
Buning bilǝn arimizdin birnǝqqǝylǝn ⱪǝbrigǝ berip, ǝⱨwalning dǝl ayallarning eytⱪinidǝk ikǝnlikini bayⱪaptu. Lekin uni ularmu kɵrmǝptu».
25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
Əysa ularƣa: — Əy nadanlar, pǝyƣǝmbǝrlǝrning eytⱪanlirining ⱨǝmmisigǝ ixinixkǝ ⱪǝlbi gallar!
26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟
Mǝsiⱨning ɵzigǝ has xan-xǝripigǝ kirixtin burun, muxu japa-muxǝⱪⱪǝtlǝrni bexidin ɵtküzüxi muⱪǝrrǝr ǝmǝsmidi? — dedi.
27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
Andin pütün Tǝwrat-Zǝburdin, Musa wǝ baxⱪa barliⱪ pǝyƣǝmbǝrlǝrning yazmiliridin baxlap u ɵzi ⱨǝⱪⱪidǝ aldin pütülgǝnlirini ularƣa xǝrⱨ berip qüxǝndürdi.
28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
Ular baridiƣan kǝntkǝ yeⱪinlaxⱪanda, u yiraⱪraⱪ bir yǝrgǝ baridiƣandǝk turatti.
29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.
Lekin ular uni tutuwelip: — Kǝq kirip ⱪaldi, ⱨelila kün olturidu. Biz bilǝn billǝ ⱪonup ⱪalƣin, — dǝp ɵtündi. Xuning bilǝn u ular bilǝn ⱪonƣili ɵygǝ kirdi.
30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Wǝ xundaⱪ boldiki, u ular bilǝn dastihanda olturƣanda, nanni ⱪoliƣa elip, Hudaƣa tǝxǝkkür eytti, andin nanni oxtup ularƣa tutti.
31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
Ularning kɵzliri xuan eqilip, uni tonudi; xuning bilǝn u ularning aldidin ƣayib boldi.
32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟
Ular bir-birigǝ: — U yolda biz bilǝn paranglixip, bizgǝ muⱪǝddǝs yazmilarƣa xǝrⱨ bǝrgǝndǝ, yürǝk-baƣrimiz goya ottǝk yanmidimu?! — deyixti.
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Wǝ ular xu ⱨaman turup Yerusalemƣa ⱪaytip kǝldi. Ular ikkisi on birǝylǝn bilǝn ularning ⱨǝmraⱨlirining bir yǝrgǝ yiƣilip turƣinining üstigila qüxti, ular: «Rǝb rasttin tiriliptu. U Simonƣa kɵrünüptu!» deyixiwatatti.
34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟
35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Xuning bilǝn ular ikkiylǝnmu yolda yüz bǝrgǝn ixlarni wǝ u nanni oxtuwatⱪanda uning ɵzlirigǝ ⱪandaⱪ tonulƣinini kɵpqilikkǝ sɵzlǝp bǝrdi.
36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟
Wǝ ular bu ixlar üstidǝ sɵzlixiwatⱪanda, [Əysa] ɵzi tosattin ularning otturisida pǝyda bolup: — Silǝrgǝ aman-hatirjǝmlik bolƣay! — dedi.
37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
Ular birǝr roⱨni uqrattuⱪmu nemǝ, dǝp hiyal ⱪilip, alaⱪzadǝ boluxup wǝⱨimigǝ qüxti.
38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
U ularƣa: — Nemigǝ xunqǝ alaⱪzadǝ bolup kǝttinglar? Nemixⱪa ⱪǝlbinglarda xǝk-guman qiⱪip turidu?
39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟
Ⱪollirimƣa wǝ putlirimƣa ⱪarap beⱪinglar! Mening ɵzüm ikǝnlikimni bilinglar! Meni tutup kɵrünglar, roⱨning ǝt bilǝn sɵngiki yoⱪ, lekin mǝndǝ barliⱪini kɵrisilǝr, — dedi.
40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
Wǝ xundaⱪ degǝq ularƣa put-ⱪolini kɵrsǝtti.
41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟
Ular huxluⱪtin [kɵzlirigǝ] ixǝngüsi kǝlmǝy ⱨǝyranuⱨǝs turƣinida u ulardin: — Silǝrning bu yǝrdǝ yegüdǝk nǝrsǝnglar barmu? — dǝp soridi.
42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
Ular bir parqǝ beliⱪ kawipi wǝ bir parqǝ ⱨǝsǝl kɵnikini uningƣa sunuwidi,
43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
u elip ularning aldida yedi.
44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟
Andin u ularƣa: — Mana bu mǝn silǝr bilǝn bolƣan waⱪtimda silǝrgǝ eytⱪan: «Musa hatiriligǝn Tǝwrat ⱪanuni, pǝyƣǝmbǝrlǝrning yazmiliri wǝ Zǝburda mening toƣramda pütülgǝnning ⱨǝmmisi qoⱪum ǝmǝlgǝ axurulmay ⱪalmaydu» degǝn sɵzlirim ǝmǝsmu? — dedi.
45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
Xuning bilǝn u muⱪǝddǝs yazmilarni qüxinixi üqün ularning zeⱨinlirini aqti
46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
wǝ ularƣa mundaⱪ dedi: — [Muⱪǝddǝs yazmilarda] xundaⱪ aldin pütülgǝnki wǝ xu ix Mǝsiⱨning ɵzigǝ toƣra kǝldiki, u azab qekip, üqinqi künidǝ ɵlgǝnlǝr arisidin tirilidu,
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
andin uning nami bilǝn «Towa ⱪilinglar, gunaⱨlarning kǝqürümigǝ muyǝssǝr bolunglar» degǝn hǝwǝr Yerusalemdin baxlap barliⱪ ǝllǝrgǝ jakarlinidu.
48 I ere Vidner om disse Ting.
Silǝr ǝmdi bu ixlarƣa guwaⱨqidursilǝr.
49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟
Wǝ mana, mǝn Atamning wǝdǝ ⱪilƣinini wujudunglarƣa ǝwǝtimǝn. Lekin silǝr yuⱪiridin qüxidiƣan küq-ⱪudrǝt bilǝn kiygüzülgüqǝ, xǝⱨǝrdǝ kütüp turunglar».
50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
Wǝ u ularni Bǝyt-Aniya yezisiƣiqǝ baxlap bardi wǝ ⱪollirini kɵtürüp ularni bǝrikǝtlidi.
51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
Wǝ xundaⱪ boldiki, ularni bǝrikǝtligǝndǝ u ulardin ayrilip asmanƣa kɵtürüldi.
52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Ular uningƣa sǝjdǝ ⱪilixti wǝ zor huxal-huramliⱪ iqidǝ Yerusalemƣa ⱪaytip kelip,
53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
ⱨǝrdaim ibadǝthanida turup Hudaƣa xükür-sana oⱪuxup turdi.
