< Lukas 24 >
1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Sabbath poeng kah a cuek hnin mincang hi ah bo-ul a hmoel te a khuen uh tih phuel la cet uh.
2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
Tedae phuel lamkah lungto vik a paluet te a hmuh uh.
3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
A kun uh vaengah tah Boeipa Jesuh pum te hmu uh pawh.
4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
He kawng dongah amamih te ingang la a om vaengah hlang panit te himbai leklek a phaa la tarha a pai pauh.
5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
Amih khaw lakueng ngaiha neh om uh tih diklai la a maelhmai a buluk uh. Te vaengah amih te, “Balae tih aka hing te aka duek taengah na toem uh.
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
He ah a om moenih thoo coeng. Galilee ah a om vaengah nangmih taengah a thui te poek uh.
7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟
'Hlang capa he hlang tholh kut ah a voeih vetih a tai ni, a thum hnin ah a thoh ham a kuek,’ a ti ta,” a ti rhoi.
8 Og de kom hans Ord i Hu.
A ol te a poek uh van dongah,
9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
phuel lamloh bal uh tih hlaiat taeng neh a tloe rhoek boeih taengah puen uh.
10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
Te vaengah Magadala Mary, Joanna, Jakob manu Mary khaw om. Te phoeiah amih taengkah a tloe rhoek long khaw caeltueih rhoek taengah a thui pauh.
11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
Tedae amih taengah tah cil ol bangla a om pah dongah a hnalval takuh.
12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
Peter tah thoo tih phuel la yong. Te phoeiah a sawt thuk hatah himbai bueng te a hmuh. Te dongah amah khaw aka om hno dongah ngaihmang la khoe uh.
13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Amah tekah khohnin ah Jerusalem lamkah phalong sawmrhuk aka hla, a ming ah Emmaus vangca la khoem aka cet rhoi te om.
14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
Amih rhoi loh te rhoek kah aka thoeng hno boeih te khatneh khat taengah a thui rhoi.
15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
A thui rhoi tih a oelh uh rhoi vaengah Jesuh amah long khaw a paan tih amih rhoi te a puei.
16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
Tedae anih te a hmat pawt ham a mik a buem bah.
17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.
Te phoeiah amih rhoi te, “Aka cet paitai loh khatneh khat taengah na saep rhoi te mebang olka nim he,” a ti nah hatah a hmueprhut la pai rhoi.
18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟
Te dongah Kleopas aka ming nah loh anih te a doo tih, “Namah loh Jerusalem te na kuepkol thil dae tihnin kah a khuiah aka om te na ming mahnim?” a ti nah.
19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
Te vaengah amih rhoi te, “Aba e te?” a ti nah. Te rhoi van loh amah te, “Nazareth Jesuh kawng ca, anih tah tonghma pa la om, a khoboe neh a ol khaw Pathen neh pilnam boeih taengah a thaom.
20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
Anih te mamih kah khosoihham rhoek neh boei rhoek loh dueknah neh laitloek thil ham a voeih uh tih a tai uh.
21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
Tedae Israel tlan ham aka cai tah anih ni tila kaimih loh ka ngaiuep uh. Te boeih te khaw a poeng tih, tahae kah hno a om lamloh a thum hnin pataeng a pha coeng he.
22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
Kamamih khuikah huta hlangvang long khaw kaimih n'limlum sakuh. Phuel ah yue om uh coeng.
23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
Tedae a pum te hmu uh mueh la ha pawk uh. Puencawn rhoek kah mangthui a hmuh te khaw a thui uh. Amah a hing te amih loh a thui uh.
24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟
Te dongah kaimih taengkah hlangvang tah phuel la cet uh. Te vaengah huta rhoek loh a thui bangla a hmuh uh van tangloeng tih amah te tah hmu uh pawh,” a ti nah rhoi.
25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
Te vaengah amah loh amih rhoi te, “Hlangang rhoi aw, na thinko a rhihnun cukduk la, tonghma rhoek loh a thui te boeih tangnah rhoi saw.
26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟
Khrih te a patang phoeiah a thangpomnah khuila a kun te a kuek moenih a?” a ti nah.
27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
Moses lamkah a tong tih tonghma rhoek boeih neh cacim boeih khuiah khaw amah kawng te amih ham a thuicaih pah coeng.
28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
Vangca te vat a pha uh vaengah amah tah voelh cet la sa uh.
29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.
Tedae amah te a hloh rhoi tih, “Kaimih rhoi taengah rhaeh mai, hlaem a pha tih khohnin khaw khum coeng,” a ti nah. Te dongah amih rhoi taengah rhaeh hamla kun.
30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
A tue a pha tih amih rhoi taengah a ngol puei. Vaidam te a loh tih a uem phoeiah a aeh tih amih rhoi te a paek.
31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
Te vaengah a mik tah a tueng pah rhoi tih amah te a hmat rhoi. Tedae amah tah amih rhoi taeng lamloh vova a hma pah.
32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟
Te daengah khatneh khat te, “Mamih rhoi kah thinko tah a ung moenih a? Longpueng ah mamih ham a thui bangla mamih rhoi taengah om pai, cacim he mamih rhoi khuiah puk pai,” a ti rhoi.
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Te dongah amah tekah a tue ah thoo rhoi tih Jerusalem la bal rhoi. Te vaengah hlaikhat rhoek neh a taengkah rhoek ana tingtun uh te a hmuh rhoi.
34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟
Boeipa tah thoo rhep tih Simon taengla a phoe te ana thui uh.
35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Amih rhoi long khaw longpueng kah te a thui rhoi tih vaidam a aehnah nen te amih a ming sak.
36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟
A thui uh li vaengah amah te amih lakli ah a pai pah tih amih te, “Nangmih taengah ngaimongnah om saeh,” a ti nah.
37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
Tedae let uh tih mueihla aka hmuh bangla a poek uh dongah lakueng ngaiha la om uh.
38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
Te phoeiah amih te, “Balae tih, na thuen neh na om uh, poeknah te balae tih na thinko ah a phul?
39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟
Kai kamah ni tite ka kut rhoi neh ka kho rhoi he souh. Kai he n'phathuep uh lamtah m'ming uh, mueihla loh a saa neh a rhuh a khueh moenih, nam hmuh uh vanbangla kai ka khueh he,” a ti nah.
40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
He he a thui phoeiah a kut rhoi neh a kho rhoi te amih a tueng.
41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟
Tedae omngaihnah lamloh a hnalval uh pueng tih a ngaihmang uh dongah amih te, “Caakkoi khat khaw na khueh uh a he?” a ti nah.
42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
Amih loh amah te nga phoeng kaekvang a paek uh.
43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
Te dongah a doe tih amih hmaiah a caak pah.
44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟
Te phoeiah amih te, “Nangmih taengah ka om vaengah nangmih ham ka thui ka ol tah he ni. Moses kah olkhueng neh tonghma rhoek, tingtoeng dongah khaw kai kawng a daek te boeih a soep ham a kuek ta,” a ti nah.
45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
Te daengah cacim hmuhming ham te a lungbuei puk uh.
46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
Te dongah amih te, “Khrih a patang ham neh a thum hnin ah duek lamkah a thoh ham kha,
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
Jerusalem lamkah loh tong uh lamtah namtom boeih taengah tholh khodawkngainah ham yutnah te amah ming neh hoe ham a daek tangloeng coeng.
48 I ere Vidner om disse Ting.
Nangmih tah he rhoek kah laipai rhoek ni.
49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟
Kai loh nangmih taengah a pa kah olkhueh te kan tueih coeng he. Tedae nangmih tah a sang lamkah thaomnah na bai uh hlan atah kho khuiah ana ngol uh,” a ti nah.
50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
Amih te Bethany duela voelh a khuen phoeiah a kut a phuel tih amih te yoethen a paek.
51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
Amih yoethen a paek nen tah amih taeng lamloh khoe uh tih vaan la a khuen.
52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Te vaengah amih loh amah te a bawk uh tih Jerusalem ah omngaihnah neh muep bal uh.
53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
Te phoeiah bawkim khuiah om taitu uh tih Pathen te a uem uh.