Lukas 22
1 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Paaske, nærmede sig.
S približa Prazniku d mălaj frzdă germă. Ăsta praznik s kima š Pasha.
2 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
Glavni popurlje š učitelji d zakonu alu Mojsije kăta kum s l apuče p Isusu š s l osudjaskă p muartje, ali lja fost frikă d lumje s nusă bunjaskă.
3 Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.
Ăn vrijamaja Sotona auntrat ăn Juda Iškariot karje je unu dăn jej duavăsprjače apostolurj.
4 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forraade ham til dem.
Jel apljikat š sa dogovorit ku glavni popurlje š ku zapovidnikurlje alu stražăj d Hram kum s lja ažutje s apuče p Isusu.
5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
Jej s raduja š ja obečit k ji dă banj.
6 Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forraade ham til dem uden Opløb.
Juda apristanit. Aša jel kăta bună vrijamja s lji dja p Isusu kănd lumje nusă fije upruapje.
7 Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man skulde slagte Paaskelammet.
Avinjit zuva s ănčapje Prazniku d mălaj frzdă germă, kănd s žrtvujaštje vuaje d vičeră alu Pasha.
8 Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: „Gaar hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne spise det.‟
Isusu atrimjes p Petar š p Ivan: “Fuđic š pripremic vičera alu Pasha s mănkăm una.”
9 Men de sagde til ham: „Hvor vil du, at vi skulle berede det?‟
Učenikurlje antribat p Isusu: “Undje vrjaj s mănkăm?”
10 Men han sagde til dem: „Se, naar I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han gaar ind,
Lji zăče aša: “Čim untrăc ăn trg Jeruzalem, osă vu sretnjaskă unu om karje aduče apă ăn bukal. Fuđic dăpă jel ăn kasă karje untră
11 og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Paaskelammet med mine Disciple?
š zăčec alu domačinuluj: ‘Učitelju ăntrijabă ăn karje sobă puatje s mălănče vičera alu Pasha ku učenikurlje aluj.’
12 Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.‟
Jel osă vu ratje marje sobă p kat, karje spremită. Ačija pripremic vičera.”
13 Og de gik hen og fandt det saaledes, som han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.
Petar š Ivan sa dus ăn trg š jej angăsăt tot kum Isusu lja zăs š ačija apriprimit vičera alu Pasha.
14 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
Kănd avinjit vrijamja d vičeră alu Pasha, Isusu alat loku la astal ku apostoli.
15 Og han sagde til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskelam med eder, førend jeg lider.
Jel azăs: “Amčeznit ku tot sufljetu s mălănk ku voj asta vičera alu Pasha majdată d muka amja.
16 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.‟
Vu zăk k nu maj mălănk vičera alu Pasha pănd nu vinja zuva s s mălănče ăn cara alu Dimizov.”
17 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: „Tager dette, og deler det imellem eder!
Atunča alat paru ku vinu, azahvaljit alu Dimizov š zăče: “Lăc š podjeljic vinu ăntră voj.
18 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.‟
Vu zăk d akuša nu maj bjav vin pănd nu vinje cara alu Dimizovuluj.”
19 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: „Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟
Atunča alat mălaju š zahvaljit alu Dimizov, la frănt š la dat alu učenikulor, š azăs: “Asta je tjela amja karje s predajaštje d voj. Mănkac asta mije d spomen.”
20 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
Dăpă vičeră, aša alat š paru ku vinu š azăs: “Asta je sănđilje alu mjov karje s varsă kašă žrtva d voj. Ku sănđilje alu mjov Dimizov fače novi savez ku narodu aluj.
21 Men se, hans Haand, som forraader mig, er her paa Bordet hos mig.
Pănglă tot jakă, izdajniku alu mjov šadje ku minje la astal.
22 Thi Menneskesønnen gaar bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!‟
Jo, Bijatu alu Omuluj, mora s mor kum je odredit, ali grjev alu ăla karje izdajaštje p minje!”
23 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
Učenikurlje ănčapje ăntră jej s ăntrijabă činje dăn jej putja s fakă aša rov.
24 Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem om, hvem af dem der maatte synes at være den største.
Učenikurlje ančiput s s prepirjaskă d aja činje dăn jej arfi maj marje.
25 Men han sagde til dem: „Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
Isusu azăs: “Carulje alu pămăntusta vladjaštje p narodu alor š provodjaštje vlastu p jej. Š ălja carurj vrja s lji faljaskă narodu k je maj bunj.
26 I derimod ikke saaledes; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.
Ali voj nu fičec kašă jej! Naprotiv, maj marje ăntră voj s fije kašă ăla maj mik, a vođa kašă argatu.
27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.
Mi zăčec, činje je maj marje, ăla karje šadje la astal ili ăla karje l služaštje? Ăla la astal, dănă? Ali nu ăntră voj, k, jakă, jo sănt ăntră voj kašă argatu.
28 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
Voj afost pănglă minje ăn kušnjilje alji mjalje.
29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder
Vu dauv s vladic ăn cara alu Dimizov, kašă Tatimjov ăn čerj če ma dat mije.
30 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.‟
Voj osă mănkăc š osă bijec la astalu mjov ăn cara amja. Osă šidjec p prijestolje š osă vladic p duavăsprjače sămăncje alu Izrael.”
31 Men Herren sagde: „Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.
Isusu azăs: “Šimune, Šimune, Sotona ačirut s puată s iskušaskă vjera avuastră kašă omu karje prosijaštje gruvu.
32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!‟
Ali mam rugat d tinje vjera ata s c nu nistanjaskă. Aša, kănd t torč mije, učvrstjaštje vjera alu alc učenikurlje!”
33 Men han sagde til ham: „Herre! jeg er rede til at gaa med dig baade i Fængsel og i Døden.‟
Petar azăs: “Domnulje, jo sănt spremit s pljek ku tinje ăn tamnică š ăn muartje!”
34 Men han sagde: „Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.‟
Isusu azăs: “C zăk, Petre, majdată če kukošu mănje diminjacă kăntă, d trje vorj osă t odriknještj k uopće m kunoštj.”
35 Og han sagde til dem: „Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?‟ Og de sagde: „Intet.‟
Isusu lji ăntrjabă: “Kănd p voj atrimjes p drum frzdă banj, frzdă tašnă š sandalje, dali vuavă čiva afaljit?” Jej odgovorit: “Na faljit.”
36 Men han sagde til dem: „Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!
Isusu azăs: “Ali akuša, činje arje banj, săla dukă! Tašna isto! Činje narje mač, s vindă cualjilje š s kumpră d jel.
37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes paa mig, dette: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere; ‟ thi ogsaa med mig har det en Ende.‟
Kvu zăk, mora s ispunjaskă aja če d minje skrije ăn Svăntă pismă: ‘L smatrja k je zločinac.’ Tot če prorokurlje askris d minje uskoro osă s ispunjaskă.”
38 Men de sagde: „Herre! se, her ere to Sværd.‟ Men han sagde til dem: „Det er nok.‟
Jej azăs: “Domnulje, avjem ačija doj mačurj!” Isusu azăs: “Dăstul je! Nu maj rubic d aja.”
39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham.
Atunča Isusu sa dus dăn trg š apljikat, kašă obično, p Maslinskă goră. Učenikurlje sa dus dăpă jel.
40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.‟
Kănd ažuns, lji zăče: “Rugăcăvă s nu kidjec ăn kušnje!”
41 Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
Sa udaljit dăla jej otprilike kăt puatje buluvanu s s arunče. A kleknit š sa rugat:
42 „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!‟
“Tato, akă tu vrjaj, uklonjaštje asta dăla minje s nu bjav dăn parusta d patjală! Ipak, s fije kum vrjaj tu, a nu kum vrjauv jo.”
43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
Š atunča ji sa pokazăt anđelu š la fukut maj capăn.
44 Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
Tot če maj tarije sa rugat, ăn marje munkă, a znoju ji postanjaštje kašă kaplja dăn sănđe ča kăzut p pămănt.
45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
Kănd azavršăt ku rugala sa skulat, sa tors la učenikurj š lja găsăt kum s kulkă, iscrpic d žalost.
46 Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.‟
Isusu lji ăntrjaba: “Dăče vu kulkăc? Skulăc š rugăcăvă s nu kidjec ăn kušnje!”
47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
Pănd Isusu arubit, sa pojavit mult lumje, karje lja dus Juda, unu dăn jej duavăsprjače apostolurj. S približa la Isusu š la pozdravit ku poljubacu ăn falkă.
48 Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?‟
Isusu aluj azăs: “Juda, dali ku poljubacu izdaještj p minje, p Bijatu alu Omuluj?”
49 Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?‟
Kănd učenikurlje avizut če s spremjaštje, jej azăs: “Domnulje, s lji napadnim ku mačurlje?”
50 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.
Š unu dăn jej aluvit p argatu alu marje popăj š ja tijat dirjapta urjajke.
51 Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!‟ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
Ali Isusu azăs: “Lji dopustic! Nu vu odupiric više!” A dirit alu argatuluj urjajka š la iscjelit.
52 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
Atunča azăs alu lumjej karje avinjit s la puče, alu glavni popilor, stražari alu hramuluj š vođilje alu židovilor: “Aspljikat p minje ku mačurlje š ku toljagurlje ka p pobunjenik!
53 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.‟
Dăče nu mas pukat ăn Hram? Tuată zuva irjam ănklo ku voj. Ali asta je trenutku alu vostru vrijamja kănd vladjaštje săla alu nuaptjej.”
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
P Isusu la apukat čuvari š la dus ăn kasă alu marje popăj. A Petar lji pratja.
55 Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.
Ăn mižlokuluj d bătutură stražari aprins fok š jej karje irja aiča sa ănklăzăt pănglă ja. Petar ašăžut ku jej.
56 Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.‟
Njeka argata s ujtă kum jel šadje pănglă fok, l sljedjaštje š zăče: “Š ăsta irja ku omusta karje pukat!”
57 Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!‟
A Petar sa odriknit: “Pa jo nič k l kunoskă, mujarjo!”
58 Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.‟ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.‟
Nješta maj ănklo, njeko altu la vizut š azăs: “Š tu ješt unu dăn jej!” Petar aodgovorit: “Nu sănt, omulje!”
59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.‟
Dăpă otprilike unu sat, njeko altu tvrdja: “Ăsta om zaista irja ku jel k jel je d regija Galileja, kašă š Isusu p karje la pukat!”
60 Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.‟ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen.
Petar azăs: “Nu štiv d čaja rubještj, omulje!” Ăn trenula, pănd još arubit, akăntat kukošu.
61 Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.‟
Atunča Domnu Isusu s okrinjaštje š s ujtă p Petar, a Petar sa dat d gănd kum ja zăs Isusu: “Ăn diminjacă, majdată če kukošu kăntă, d trje vorj osă t odriknještj k uopće m kunoštj.”
62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.
Aišăt Petar dăn bătutură š aplăns amară.
63 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
Čuvari ančiput s s ljađe d Isusu š s l bată.
64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?‟
Jej ja ănviljit vojki š ja zăs: “Tu ješt proroku. Spunje činje ta butut!”
65 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
L vridja još maj mult ku altje vorbje urătje.
66 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad
Kănd sa spart zuva, sa străns Vječa amarje alu Židovilor. Aja afost vođilje alji bătărnj karje afost glavni popurlje š učitelji d zakonu alu Mojsije. Čuvari adus p Isusu la jej
67 og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!‟ Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke.
š ja zăs: “Spunje nuavă dali tu ješt Kristu.” Isusu zăče: “Akă vu zăk k sănt, nusă mi kridjec,
68 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
akă vu ăntrijeb nješta, osă nu mi zăčec.
69 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.‟
Ipak jo, Bijatu alu Omuluj, ăndată osă šăg p lok d čast š d moć pănglă Dimizov.”
70 Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?‟ Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.‟
Kănd auzăt aja, toc jej astrigat: “Dal tvrdješt k ješt Bijatu alu Dimizovuluj?” Lja zăs: “Aša je kum voj aja zăčec.”
71 Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!‟
P aja jej azăs: “Če maj fičem ku još dokazurj? Aja săngurj noj auzăt dăn gura aluj!”
