Lukas 18
1 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
Каза им пак и причу како се треба свагда молити Богу, и не дати да дотужи,
2 og sagde: „Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske.
Говорећи: У једном граду беше један судија који се Бога не бојаше и људи не стиђаше.
3 Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
А у оном граду беше једна удовица и долажаше к њему говорећи: Не дај ме мом супарнику.
4 Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
И не хтеде задуго. А најпосле рече у себи: Ако се и не бојим Бога и људи не срамим,
5 saa vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.‟
Но будући да ми досађује ова удовица, одбранићу је, да ми једнако не долази и не досађује.
6 Men Herren sagde: „Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
Тада рече Господ: Чујте шта говори неправедни судија.
7 Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raabe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, naar det gælder dem?
А камоли Бог неће одбранити избраних својих који Га моле дан и ноћ?
8 Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?‟
Кажем вам да ће их одбранити брзо. Али Син човечији кад дође хоће ли наћи веру на земљи?
9 Men han sagde ogsaa til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
А и другима који мишљаху за себе да су праведници и друге уништаваху каза причу ову:
10 „Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
Два човека уђоше у цркву да се моле Богу, један фарисеј и други цариник.
11 Farisæeren stod og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller ogsaa som denne Tolder.
Фарисеј стаде и мољаше се у себи овако: Боже! Хвалим те што ја нисам као остали људи: хајдуци, неправедници, прељубочинци или као овај цариник.
12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min Indtægt.
Постим двапут у недељи; дајем десетак од свега што имам.
13 Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!
А цариник издалека стајаше, и не хтеде ни очију подигнути на небо, него бијаше прси своје говорећи: Боже! Милостив буди мени грешноме.
14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟
Кажем вам да овај отиде оправдан кући својој, а не онај. Јер сваки који се сам подиже понизиће се; а који се сам понижује подигнуће се.
15 Men de bare ogsaa de smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, truede de dem.
Доношаху к Њему и децу да их се дотакне; а кад видеше ученици, запретише им.
16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
А Исус дозвавши их рече: Пустите децу нека долазе к мени, и не браните им; јер је таквих царство Божије.
17 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.‟
И кажем вам заиста: који не прими царство Божије као дете, неће ући у њега.
18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ (aiōnios g166)
И запита Га један кнез говорећи: Учитељу благи! Шта да учиним да наследим живот вечни? (aiōnios g166)
19 Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
А Исус рече му: Што ме зовеш благим? Нико није благ осим једног Бога.
20 Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.‟
Заповести знаш: не чини прељубе; не убиј; не укради; не сведочи лажно; поштуј оца и матер своју.
21 Men han sagde: „Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.‟
А он рече: Све сам ово сачувао од младости своје.
22 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟
А кад то чу Исус рече му: Још ти једно недостаје: продај све што имаш и раздај сиромасима; и имаћеш благо на небу; и хајде за мном.
23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig.
А кад он чу то постаде жалостан, јер беше врло богат.
24 Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
А кад га виде Исус где постаде жалостан, рече: Како је тешко ући у царство Божије онима који имају богатство!
25 thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟
Лакше је камили проћи кроз иглене уши неголи богатом ући у царство Божије.
26 Men de, som hørte det, sagde: „Hvem kan da blive frelst?‟
А они који слушаху рекоше: Ко се дакле може спасти?
27 Men han sagde: „Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.‟
А Он рече: Шта је у људи немогуће у Бога је могуће.
28 Men Peter sagde: „Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.‟
А Петар рече: Ето ми смо оставили све и за Тобом идемо.
29 Men han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
А Он им рече: Заиста вам кажем: нема ниједнога који би оставио кућу, или родитеље, или браћу, или сестре, или жену, или децу царства ради Божијег,
31 Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: „Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes paa Menneskesønnen.
Узе пак дванаесторицу и рече им: Ево идемо горе у Јерусалим, и све ће се свршити што су пророци писали за Сина човечијег.
32 Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhaanes og bespyttes,
Јер ће Га предати незнабошцима, и наругаће Му се, и ружиће Га, и попљуваће Га,
33 og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟
И биће Га, и убиће Га; и трећи дан устаће.
34 Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
И они ништа од тога не разумеше, и беседа ова беше од њих сакривена, и не разумеше шта им се каза.
35 Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
А кад се приближи к Јерихону, један слепац сеђаше крај пута просећи.
36 Og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var.
А кад чу народ где пролази запита: Шта је то?
37 Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
И казаше му да Исус Назарећанин пролази.
38 Og han raabte og sagde: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
И повика говорећи: Исусе, сине Давидов! Помилуј ме.
39 Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
И прећаху му они што иђаху напред да ућути; а он још више викаше: Сине Давидов! Помилуј ме.
40 Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
И Исус стаде и заповеди да Му га доведу; а кад Му се приближи, запита га
41 „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?‟ Men han sagde: „Herre! at jeg maa blive seende.‟
Говорећи: Шта хоћеш да ти учиним? А он рече: Господе! Да прогледам.
42 Og Jesus sagde til ham: „Bliv seende! din Tro har frelst dig.‟
А Исус рече: Прогледај; вера твоја поможе ти.
43 Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.
И одмах прогледа, и пође за Њим хвалећи Бога. И сви људи који видеше хваљаху Бога.
