Lukas 18
1 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
Il leur raconta une parabole pour leur montrer qu'il faut prier toujours, et ne point se lasser:
2 og sagde: „Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske.
«Dans une certaine ville, dit-il, il y avait un juge qui n'avait ni crainte de Dieu, ni égards pour les hommes.
3 Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
Or, dans cette même ville, il y avait une veuve qui venait à lui et lui disait: «Fais-moi justice de mon adversaire.»
4 Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
Pendant longtemps, il ne le voulut pas.» «Enfin il se dit à lui-même: «Bien que je n'aie ni crainte de Dieu, ni égards pour les hommes,
5 saa vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.‟
comme il est certain que cette veuve-là m'est à charge, je lui ferai justice, de peur qu'elle ne finisse par se livrer à quelque violence.»
6 Men Herren sagde: „Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
Vous entendez, ajouta le Seigneur, ce que dit ce juge inique.
7 Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raabe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, naar det gælder dem?
Et Dieu ne ferait point justice à ses élus qui crient à lui nuit et jour? Il tarderait à les secourir?
8 Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?‟
Il leur fera prompte justice, je vous le déclare; mais le Fils de l'homme, à son retour, trouvera-t-il la foi sur la terre?»
9 Men han sagde ogsaa til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
Il raconta aussi la parabole suivante à quelques-uns très convaincus, à part eux, qu'ils étaient justes, et qui méprisaient les autres:
10 „Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
«Deux hommes montèrent au Temple pour prier; l'un Pharisien et l'autre publicain.
11 Farisæeren stod og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller ogsaa som denne Tolder.
Le Pharisien, debout, priait ainsi en lui-même: «O Dieu, je te rends grâces de ce que je ne suis pas comme le reste des hommes, gens rapaces, iniques, adultères, de ce que je ne suis pas comme ce publicain-là.
12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min Indtægt.
Je jeûne deux fois par semaine; je donne la dîme de tout ce que j'acquiers.»
13 Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!
Quant au publicain, il se tenait à distance, il n'osait pas même lever les yeux vers le ciel, mais il se frappait la poitrine en disant: «Dieu, aie pitié de moi qui suis un pécheur!»
14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟
Celui-ci, je vous le déclare, rentra dans sa maison justifié, plutôt que l'autre; car quiconque s'élève lui-même sera abaissé, et quiconque s'abaisse lui-même sera élevé.»
15 Men de bare ogsaa de smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, truede de dem.
On lui apportait même les tout petits enfants pour qu'il les touchât. Voyant cela, les disciples blâmèrent ceux qui les lui apportaient.
16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
Mais Jésus appela ces enfants: «Laissez, leur dit-il, les enfants venir à moi, et ne les en empêchez pas, car c'est à ceux qui leur ressemblent qu'appartient le Royaume de Dieu.
17 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.‟
En vérité, je vous le dis, qui ne recevra pas, comme un enfant, le Royaume de Dieu, n'y entrera pas.»
18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ (aiōnios g166)
Un chef de synagogue lui posa une question: «Bon maître, lui dit-il, que dois-je faire pour acquérir la vie éternelle?» (aiōnios g166)
19 Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
Jésus lui dit: «Pourquoi m'appelles-tu bon? Nul n'est bon que Dieu seul!
20 Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.‟
Tu connais les commandements: «Tu ne seras point adultère; tu ne seras point meurtrier; tu ne seras point voleur; tu ne rendras point de faux témoignages; honore ton père et ta mère.»
21 Men han sagde: „Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.‟
Il répondit: «Tout cela je l'ai observé dès ma jeunesse.»
22 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟
Sur cette réponse, Jésus reprit: «Une chose te manque encore; vends tout ce que tu as; distribues-en le prix à des pauvres; tu auras alors un trésor dans les cieux; viens ensuite et suis-moi.»
23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig.
A ces mots, l'autre devint tout triste, car il était fort riche.
24 Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
Voyant sa tristesse, Jésus dit: «Combien difficilement entreront dans le Royaume de Dieu ceux qui ont des richesses!
25 thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟
Il est plus facile à un chameau de passer par l'ouverture d'une aiguille qu'à un riche d'entrer dans le Royaume de Dieu.»
26 Men de, som hørte det, sagde: „Hvem kan da blive frelst?‟
«Qui donc pourra être sauvé?» dirent-ils en l'entendant.
27 Men han sagde: „Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.‟
Jésus répondit: «Ce qui est impossible aux hommes, est possible à Dieu.» —
28 Men Peter sagde: „Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.‟
«Et nous, dit Pierre, c'est après avoir laissé tous nos biens, que nous t'avons suivi!»
29 Men han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
Il leur répondit: «Je vous le dis en vérité: personne, à cause du Royaume de Dieu, ne quittera une maison, une femme, des frères, des parents, des enfants,
31 Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: „Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes paa Menneskesønnen.
Prenant à part les douze, il leur dit: «Voilà que nous montons à Jérusalem et tout ce que les prophètes ont écrit du Fils de l'homme va s'accomplir:
32 Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhaanes og bespyttes,
il sera livré aux païens, bafoué, outragé, couvert de crachats;
33 og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟
après l'avoir flagellé, ils le tueront, et le troisième jour il ressuscitera.»
34 Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
A cela les disciples ne comprirent rien; le sens de ces paroles leur était caché; ils ne saisissaient pas ce qui leur était dit.
35 Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
Il approchait de Jéricho. Un aveugle, assis au bord du chemin, mendiait.
36 Og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var.
Entendant le bruit d'une foule en marche, il demanda ce que c'était.
37 Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
On lui répondit: «C'est Jésus de Nazareth qui passe.»
38 Og han raabte og sagde: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
Alors il s'écria: «Jésus, Fils de David, aie pitié de moi!»
39 Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
Ceux qui étaient en avant le menaçaient pour le faire taire, mais lui n'en criait que plus fort: «Fils de David, aie pitié de moi!»
40 Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
Jésus s'arrêta et donna l'ordre de le lui amener. Quand l'homme fut près de lui, il lui demanda:
41 „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?‟ Men han sagde: „Herre! at jeg maa blive seende.‟
«Que veux-tu que je fasse pour toi?» — «Seigneur, que j'y voie!» répondit l'aveugle.
42 Og Jesus sagde til ham: „Bliv seende! din Tro har frelst dig.‟
Alors Jésus lui dit: «Vois! ta foi t'a sauvé!»
43 Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.
Immédiatement il vit, et il suivit Jésus en glorifiant Dieu. Tout le peuple, à ce spectacle, célébra les louanges de Dieu.
