Lukas 15
1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
Mangmu ak cawikungkhqi ingkaw thlakthawlhkhqi ing ak awi ak ngaina a venawh law uhy.
2 Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.‟
Cehlai Farasikhqi ingkaw anaa awi cawngpyikungkhqi taw sai bi uhy, Ve ak thlang ing thlak thawlhkhqi ym nawh buh ai pyi khqi haih hy, ti uhy.
3 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
Cawh Jesu ing vawhkaw nyhtahnaak awi ve kqawn pek khqi hy:
4 „Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
nangmih ak khuiawh thlang pynoet ing tuu zakhat a taak ak khuiawh pynoet ce qeng lah seh, sawmkow pakow ce a cehtaak coengawh ak qeng pynoet ce a huh hlan dy taw am sui kawm nu?
5 Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
A huh tlaih awhtaw, ak phleng awh kawt nawh,
6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.
im na ceh pyi hy. A imcengkhqi ingkaw a pyikhqi ce ak khy coengawh, Ni zeel pyi lawt lah uh; tuu ak qeng ce hu tlaih hawh nyng,’ tinak khqi hy.
7 Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
Ka nik kqawn peek khqi, cemyih lawtna zut aham amak ngoe thlakdyng sawmkow pakow anglakawh thlakthawlh pynoet ang zutnaak awh ce khawk khan awh zeelnaak doem khqoet kaw.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
Nu pynoet ing tangka phoeksa pahqa ta hlai hy pynoet ce qeng sak valh hy. Mai vang nawh, im ce ak leek na a nawt coengawh a huh hlan dy taw phoeksa ak qeeng ce am sui kawm nu?
9 Og naar hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
A huh tlaih awhtaw, a pyikhqi ingkaw a imceng locengkhqi ce khy nawh, Ni zeel pyi khqi hy.
10 Saaledes, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.‟
Cemyih lawtna, ka nik kqawn peek khqi, thlakthawlh pynoet ang zutnaak awh Khawsa ak khan ceityihkhqi haiawh zeelnaak ce awm kaw,” tinak khqi hy.
11 Men han sagde: „En Mand havde to Sønner.
Jesu ing nyhtahnaak awi kqawn pe tlaih bai hy: Thlang pynoet ing cakpa pakkhih tahy.
12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
A capa ang no ing a pa venawh, ka pa ka huh hly kawi qo ce ni pe hlah,’ tina hy. Cedawngawh a pa ing qo ce bo pehy.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
Cekcoengawh taw, a capa ang no ing amah a ik-oeihkhqi boeih ce lo nawh khawk hla soeih na cet hy, ce a qam awh a khawhthemkhqi ce plak boeh boeh hy.
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
A khawhthemkhqi ce ak plak boeih coengawh, cawhkaw a awmnaak qam awh ce khawseet khawkhanaak pha law hy, cawh anih ce voet a hlauh law hy.
15 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
Cedawngawh ce a qam awhkaw thlang pynoet a bi ce bi pehy, cawhkaw thlang ing anih ce lo awh vawk ak cah aham na tyi hy.
16 Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade; og ingen gav ham noget.
Ak phoen cawi aih nawh vawk ing a ai lyian kawikhqi ce ai aham nai hy, cehlai u ingawm ai aham ikaw awm am pehy.
17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
Cawh poek qu nawh, ‘Ka pa ak thlangvatkhqi ing zani awk lek ai naa na awk ai ta hlai uhy, kai taw vawh lum tawm hawh nyng!
18 Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
Tho nawh ka pa venna hlat tlaih mai vang nyng, a venawh: Ka pa, khan ingkaw nang a haiawh thawlh hawh nyng.
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
Na ca na awm khy aham am kawih voel nyng; nak thlangvat pynoet na awm ni ta lawt mai, tina vang nyng,’ tihy.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
Cedawngawh tho nawh a pa venna cet hy. Ak hla na a law awh, a pa ing hu hqoet nawh qeen hy; a capa venna dawng nawh kawp hqoet nawh mawk hy.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
A capa ing a pa venawh, ‘Ka pa, khan ingkaw nang a haiawh thawlh hawh nyng. Na ca na khy aham am kawih voel nyng,’ tina hy.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand og Sko paa Fødderne;
Cehlai a pa ing a tyihzawihkhqi venawh, ‘Ang tawnna! Angki ak leek soeih ce haw law unawh taw bai sak uh. A kut awh kutcabyn byn sak unawh, a khaw awh khawmyk myk law sak uh.
23 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
Vaitaw ak tha soeih ce haw law unawh taw him uh. Awmhly zeelnaak ing buh veelnaak sai lah u sih.
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
Vawhkaw ka capa ve thi hawh hlai hy hqing tlaih hawh hy, qeng hawh hlai hy hu tlaih hawh nyng,’ tinak khqi hy. Cedawngawh buh veelnaak ce sai uhy.
25 Men hans ældste Søn var paa Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
Cedawngawh a capa a hqam taw lo na awm hy. Im a pha law tawm awh ce, laa sak awi ingkaw lamnaak awi ce zahy.
26 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
Cedawngawh tyihzawih pynoet ce khy nawh doet hy.
27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham sund igen.
Anih ing, ‘Na naa ce hlat law tlaih nawh, sadip cana im a pha law tlaih dawngawh, na pa ing vaitaw ak tha soeih ce him pehy,’ tina hy.
28 Men han blev vred og vilde ikke gaa ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
Cedawngawh a hqamca ce ak kaw so nawh ipkhui na a kun ham awm am ngaih voel hy. Cedawngawh a pa ce cet nawh a capa a hqam ce hloep hy.
29 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
Cehlai anih ing a pa venawh, ‘Toek lah! Kum veqyt nang a tamnaa na awm nyng saw nak awi awm am eek khawi nyng. Cehlai ka pyikhqi mi zeelnaak aham me ca pynoet kangna awm am ni pe hyk ti.
30 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
Vawhkaw na capa, a pum ak zawikhqi mi ik-oeih ak poeih ak lak thlang ce a law awh, vaitaw ak tha soeih him pe hyk ti!’ tina hy.
31 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
A pa ing a venawh, ‘Ka capa, nang taw ka venawh awm poepa hyk ti, kai ing ka taak boeih boeih ve nang a koe nani a awm hy.
32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.‟
Buh veelnaak ni sai nawh ni zeel aham awm hy, vawhkaw na naa ve thi hawh hlai hy, hqing law tlaih hawh hy; anih taw qeng hawh hlai hy ni hu tlaih hawh hy,’ tina hy,” tinak khqi hy.
