Lukas 14

1 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge Vare paa ham.

Wǝ xundaⱪ boldiki, bir xabat küni u Pǝrisiylǝrdin bolƣan bir ⱨɵkümdarning ɵyigǝ ƣizaƣa bardi; ǝmdi ular uni paylap yürüwatatti.

2 Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham.

Wǝ mana, u yǝrdǝ suluⱪ ixxiⱪ kesiligǝ giriptar bolƣan bir adǝm bar idi.

3 Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten eller ej?”

Əysa Tǝwrat ǝⱨliliri wǝ Pǝrisiylǝrdin: — Xabat küni kesǝl saⱪaytix Tǝwrat ⱪanuniƣa uyƣunmu-yoⱪ? — dǝp soridi.

4 Men de tav. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham fare.

Biraⱪ ular lam-jim demidi. U ⱨeliⱪi kesǝlgǝ ⱪolini tǝgküzüp, saⱪaytip yolƣa saldi.

5 Og han tog til Orde og sagde til dem: „Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, naar hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op paa Sabbatsdagen?”

Andin u ulardin yǝnǝ: — Aranglardin biringlarning mubada xabat künidǝ exiki ya kalisi ⱪuduⱪⱪa qüxüp kǝtsǝ, uni dǝrⱨal tartip qiⱪarmaydiƣan zadi kim bar? — dǝp soridi.

6 Og de kunde ikke give Svar derpaa.

Wǝ ular uning bu sɵzlirigǝ ⱨeq jawab berǝlmidi.

7 Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem:

Əysa qaⱪirilƣan meⱨmanlarning ɵzlirigǝ tɵrdin orunlarni ⱪandaⱪ talliƣinini kɵrüp, ularƣa mundaⱪ bir tǝmsilni eytip bǝrdi:

8 „Naar du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du maatte være buden af ham,

— Birsi seni toy ziyapitigǝ tǝklip ⱪilsa, tɵrdǝ olturmiƣin. Bolmisa, sǝndin ⱨɵrmǝtlikrǝk birsi tǝklip ⱪilinƣan bolsa,

9 og han, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst.

U qaƣda seni wǝ uni qaⱪirƣan saⱨibhana kelip sanga: «Bu kixigǝ orun bǝrgǝysiz» dǝp ⱪalsa, sǝn hijalǝttǝ ⱪelip pǝgaⱨƣa qüxüp ⱪalisǝn.

10 Men naar du bliver buden, da gaa hen og sæt dig nederst, for at, naar han kommer, som har indbudt dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig.

Lekin sǝn qaⱪirilƣanda, berip pǝgaⱨda olturƣin. Xuning bilǝn seni qaⱪirƣan saⱨibhana kelip: «Əy dostum, yuⱪiriƣa qiⱪing» deyixi mumkin wǝ xuning bilǝn sening bilǝn dastihanda olturƣanlarning ⱨǝmmisining aldida sanga izzǝt bolidu.

11 Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.”

Qünki ⱨǝrkim ɵzini üstün tutsa tɵwǝn ⱪilinidu wǝ kimdǝkim ɵzini tɵwɵn tutsa üstün ⱪilinidu.

12 Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: „Naar du gør Middags- eller Aftensmaaltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igen, og du faa Vederlag.

U ɵzini meⱨmanƣa qaⱪirƣan saⱨibhaniƣa mundaⱪ dedi: — Meⱨmanni tamaⱪⱪa yaki ziyapǝtkǝ qaⱪirƣiningda, dost-buradǝr, ⱪerindax, uruⱪ-tuƣⱪan yaki bay ⱪolum-ⱪoxniliringni qaⱪirmiƣin. Qünki ularmu seni meⱨmanƣa qaⱪirip, mǝrⱨǝmitingni ⱪayturuxi mumkin.

13 Men naar du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde!

Xuning üqün ziyapǝt berǝy desǝng, ƣerib-ƣurwa, meyip-nakar, aⱪsaⱪ-qolaⱪ, kor-ǝmalarni qaⱪirƣin

14 Saa skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse.”

wǝ bǝht-bǝrikǝt kɵrisǝn; qünki u kixilǝrning yahxiliⱪingni ⱪayturuxning amali yoⱪtur. Xuning bilǝn ⱨǝⱪⱪaniylarning ⱪayta tirilgǝn künidǝ ⱪilƣining ɵzünggǝ ⱪayturulidu.

15 Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: „Salig er den, som holder Maaltid i Guds Rige.”

Uning bilǝn ⱨǝmdastihan olturƣanlardin biri bu sɵzlǝrni anglap, uningƣa: — Hudaning padixaⱨliⱪida ƣizalanƣuqilar nemidegǝn bǝhtlik-ⱨǝ! — dedi.

16 Men han sagde til ham: „Der var en Mand, som gjorde en stor Nadvere og indbød mange.

Biraⱪ u uningƣa jawabǝn mundaⱪ dedi: — Bir kixi katta ziyapǝtkǝ tutux ⱪilip, nurƣun meⱨmanlarni qaⱪirip ⱪoyuptu.

17 Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt.

Dastihan selinƣan xu saǝttǝ, qakirini ǝwǝtip, qaⱪirilƣan meⱨmanlarƣa: «Mǝrⱨǝmǝt, ⱨǝmmǝ nǝrsǝ tǝyyar boldi!» dǝp eytiptu.

18 Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

Biraⱪ, meⱨmanlarning ⱨǝmmisi barmasliⱪⱪa bir-birlǝp ɵzrǝ-baⱨanǝ kɵrsǝtkili turuptu. Birinqisi uningƣa: «Mǝn ⱨelila bir parqǝ yǝr setiwalƣanidim, berip kɵrüp kǝlmisǝm bolmaydu. Meni ǝpu ⱪilƣayla, baralmaymǝn» dǝptu.

19 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og gaar hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

Yǝnǝ biri: «Mǝn bǝx ⱪoxluⱪ ɵküz setiwaldim, ⱨazir berip ularni sinap kɵrüxüm kerǝk. Meni ǝpu ⱪilƣayla, baralmaymǝn» dǝptu.

20 Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.

Yǝnǝ birsi: «Mǝn yengi ɵylǝngǝn, xunga baralmaymǝn» dǝptu.

21 Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gaa hurtig ud paa Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!

Qakar ⱪaytip kelip, bu ixlarni hojayiniƣa mǝlum ⱪiptu. Hojayin ƣǝzǝplǝngǝn ⱨalda qakiriƣa: «Dǝrⱨal xǝⱨǝrning qong-kiqik koqiliriƣa kirip, ƣerib-ƣurwa, meyip-nakar, aⱪsaⱪ-qolaⱪ wǝ kor-ǝmalarni muxu yǝrgǝ yiƣip kǝl» dǝptu.

22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum.

Andin qakar ⱪaytip kelip: «Hojayin, ǝmr bǝrginingdǝk ada ⱪilindi, wǝ yǝnǝ box orun bar!» dǝptu.

23 Og Herren sagde til Tjeneren: Gaa ud paa Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gaa ind, for at mit Hus kan blive fuldt.

Xuning bilǝn hojayin qakarƣa: — «Ɵyüm meⱨmanlarƣa tolux üqün yezilardiki qong-kiqik yollarni, mǝⱨǝllilǝrni arilap, udul kǝlgǝn adimingni zorlap elip kǝlgin!

24 Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.”

Qünki mǝn silǝrgǝ xuni eytayki, baxta qaⱪirilƣan adǝmlǝrning ⱨeqⱪaysisi dastihinimdin tetimaydu», dǝptu.

25 Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

Əmdi top-top adǝmlǝr uningƣa ⱨǝmraⱨ bolup ketiwatatti. U burulup ularƣa ⱪarap mundaⱪ dedi:

26 „Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.

— Manga ǝgǝxkǝnlǝr [manga bolƣan sɵyüxliridin] ɵz atisi wǝ anisi, ayali wǝ baliliri, aka-ukiliri wǝ aqa-singilliri, ⱨǝtta ɵz jeninimu yaman kɵrmisǝ manga muhlis bolalmas.

27 Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel.

Kimdǝkim ɵzining krestini yüdüp manga ǝgǝxmisǝ u manga muhlis bolalmas.

28 Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Taarn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det,

Aranglardin birsi munar salmaⱪqi bolsa, aldi bilǝn olturup bu ⱪuruluxni pütküzgüdǝk hirajǝt ɵzümdǝ barmu-yoⱪ dǝp ⱨesab ⱪilmasmu?

29 for at ikke, naar han faar lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige:

Undaⱪ ⱪilmiƣanda, ulni selip pütküzǝlmisǝ, kɵrgǝnlǝrning ⱨǝmmisi mazaⱪ ⱪilip: «Bu adǝm binani baxlap ⱪoyup pütküzǝlmidi» — demǝy ⱪalmaydu.

30 Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.

31 Eller hvilken Konge, som drager ud for at gaa i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og raadslaar, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde?

Yaki bir padixaⱨ yǝnǝ bir padixaⱨ bilǝn jǝng ⱪilƣili qiⱪsa aldi bilǝn olturup: — Mening üstümgǝ kelidiƣan yigirmǝ ming kixilik ⱪoxun igisigǝ mǝn on ming ǝskirim bilǝn taⱪabil turalarmǝnmu? dǝp mɵlqǝrlǝp kɵrmǝmdu?!

32 Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred.

Əgǝr u «Soⱪuxalmaymǝn» dǝp oylisa, düxmǝn tehi yiraⱪtiki qaƣda ǝlqi ǝwǝtip, sulⱨ xǝrtlirini soraydu.

33 Saaledes kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel.

Xuningƣa ohxax, silǝrdin kimdǝkim [kɵnglidǝ] ɵzining bar-yoⱪi bilǝn hoxlaxmisa, manga muhlis bolalmas.

34 Saltet er altsaa godt; men dersom ogsaa Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da faa den igen?

Tuz yahxi nǝrsidur; ⱨalbuki, tuz ɵz tǝmini yoⱪatsa, uningƣa ⱪaytidin tuz tǝmini ⱪandaⱪmu kirgüzgili bolidu?

35 Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!”

U tupraⱪⱪa ixlitixkǝ yaki oƣutⱪa arilaxturuxⱪimu yarimay, talaƣa taxlinidu. Angliƣudǝk ⱪuliⱪi barlar buni anglisun!