Klagesangene 5
1 HERRE, kom vor Skæbne i Hu, sku ned og se vor Skændsel!
Kom i hu, Herre, det som har hendt oss, sku og se hvor vi blir hånet!
2 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
Vår arv er gått over til fremmede, våre hus til utlendinger.
3 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
Vi er blitt farløse, har ingen far; våre mødre er som enker.
4 Vort Drikkevand maa vi købe, betale maa vi vort Brænde.
Vi må kjøpe det vann vi drikker, vår ved må vi betale.
5 Aaget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
Våre forfølgere er på nakken av oss; vi er trette, vi får ingen hvile.
6 Ægypten rakte vi Haand, Assur, for at mættes med Brød.
Til Egypten har vi overgitt oss, og til Assyria, for å bli mettet med brød.
7 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi maa bære deres Skyld.
Våre fedre har syndet, de er ikke mere; vi bærer deres misgjerninger.
8 Over os raader Trælle, ingen frier os fra dem.
Træler hersker over oss; ingen river oss ut av deres hånd.
9 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
Med fare for vårt liv henter vi vårt brød, truet av ørkenens sverd.
10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
Vår hud brenner som en ovn av hungerens luer.
11 De skændede Kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
Kvinner har de krenket i Sion, jomfruer i Judas byer.
12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
Fyrster har de hengt, de gamles åsyn har de ikke hedret.
13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
Unge menn bar kvernen, og gutter segnet under vedbøren.
14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
De gamle sitter ikke mere i porten, de unge menn ikke mere ved sin strengelek.
15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
Med vårt hjertes glede er det forbi, vår dans er omskiftet til sorg.
16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
Kronen er falt av vårt hode; ve oss, vi har syndet.
17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
Derfor er vårt hjerte sykt, derfor er våre øine blitt dimme,
18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
for Sions bergs skyld, som er øde; rever løper om på det.
19 Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt staar din Trone.
Du, Herre, troner til evig tid, din trone blir fra slekt til slekt.
20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle Dage?
Hvorfor skulde du glemme oss evig, forlate oss for så lang en tid?
21 Omvend os, HERRE, til dig, saa vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
Herre, før oss atter til dig, så vi kan komme tilbake! Forny våre dager, så de blir som i fordums tid!
22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
For skulde du rent ha forkastet oss? Skulde du være så storlig vred på oss?
