Klagesangene 5
1 HERRE, kom vor Skæbne i Hu, sku ned og se vor Skændsel!
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Vort Drikkevand maa vi købe, betale maa vi vort Brænde.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Aaget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 Ægypten rakte vi Haand, Assur, for at mættes med Brød.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi maa bære deres Skyld.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Over os raader Trælle, ingen frier os fra dem.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 De skændede Kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt staar din Trone.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle Dage?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Omvend os, HERRE, til dig, saa vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
