Klagesangene 3

1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,

Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.

2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.

3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.

Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.

4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.

5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.

6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.

7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.

8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.

9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.

Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.

10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.

11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.

12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.

13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;

Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.

14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.

15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.

16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;

Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.

17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.

18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«

Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,

19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;

spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.

20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.

Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.

21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:

To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.

22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.

23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.

24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.

Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.

25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.

26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,

Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.

27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.

Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.

28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;

Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.

29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,

Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.

30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.

Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.

31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,

32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;

toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.

33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.

34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,

35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,

da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,

36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?

da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.

37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?

Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?

38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?

Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?

39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.

41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.

42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.

43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,

Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.

44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;

Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.

45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.

46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.

47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.

48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.

49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,

50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.

51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.

53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.

54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«

Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«

55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.

56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«

Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.

57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«

Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«

58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;

Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.

59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!

Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.

60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.

61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,

Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;

62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.

63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.

Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.

64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.

65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —

Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.

66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.