Klagesangene 3
1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
Ondaty nahatrea hasotrian-draho amy kobain-kaviñera’ey.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Niaoloa’e naho nampomba’e mb’an-kamoromoroñañe ao fa tsy mb’an-kazavàñe.
3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
Toe nafote’e amako lomoñandro lomoñandro ty fità’e.
4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Nanoe’e hambo’e o nofokoo naho o holikoo; sindre pinekapeka’e o taolakoo.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Nanoa’e hàlañe, nañarikatoha’e afero naho haloviloviañe.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Nampitobohe’e an-toetse maieñe ao iraho, hoe lolo-ela.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Narindri’e ao tsy hahafionjoñe; nanoe’e mavesatse o silisilikoo.
8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Aa naho mikoikoike hipay imba, le sikadaña’e alafe ao i halalikoy.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
Nikalaña’e am-bato vinañe o liakoo, nampikelokelofe’e o oloñolokoo.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Hoe amboa romotse mamandroñe ahy, hoe liona añ’etaketak’ ao.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Natsile’e iaby o fombàkoo, naho nirimidrimite’e ty sandriko; nanoe’e babangoañe.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Fa nabitso’e ty fale’e, le nohara’e amako ty ana-pale.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
Nampitrofahe’e ambaniako ao o ana-tsotsòke boak’ an-trañon’ ana-pale’eo.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Fa injè’ondatikoo iraho, bekobekoa’ iareo lomoñandro.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Finaha’e hafairañe vaho natsafe’e vahon-tsoy.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
Finoifoi’e am-bato o nifekoo; nalembe’e an-davenok’ ao iraho.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Nampihankàñe’o lavi-panintsiñañe ty haveloko; nihaliñoko ze o hasoa zao.
18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
Le hoe iraho, Fa modo ty haozarako, ty fitamàko am’ Iehovà.
19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
Tiahio ty haloviloviako naho ty hasotriako, ty vahon-tsoy naho afero.
20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
Toe tiahi’ ty fiaiko, vaho mibotrek’ amako ao.
21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
Ty hoe ty apotam-pitsakoreako, mampitamà ahiko, te
22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
le lia’e tsy mijihetse ty fiferenaiña’ Iehovà tsy mb’ia hilesa o fiferenaiña’eo.
23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Vao boak’andro; ra’elahy ty figahiña’o.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
Iehovà ty anjarako, hoe ty troko, aa le ie ty fitamàko.
25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Soa t’Iehovà amo mahaliñe azeo; amy arofo mipay Azey.
26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
Mahasoa ondatio te mitama, t’ie handiñe am-pianjiñañe ty fandrombaha’ Iehovà.
27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Hasoa am’ondatio ty mivave ty jokan-katora’e.
28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
Angao re hiambesatse am-bangiñe ao, hianjiñe, amy te ie ty nandafik’ aze.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
Hatoho’e an-debok’ ao ty falie’e, hera ama’e ty fitamañe.
30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
Soa re te hatolo’e amy mandrara- tehak’ azey ty fiambina’e; angao ampiliporeñ’ inje.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Fa tsy hañito nainai’e t’i Talè.
32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
Aa ndra t’ie ty mampioremeñe, mbe hiferenaiña’e amy hafatraram-pikokoa’ey.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Tsy mora ama’e ty mandafa, ndra ty mandilo o ana’ondatio;
34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Ie ampidemoheñe am-pandia, ze mpirohi’ ty tane toy;
35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
ie tsy omen-to ondatio añatrefa’ i Andindimoneñey,
36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
ie ampikeloheñe ty enta’ ondatio— tsy arofoana’ i Talè hao?
37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
Ia ty nitaroñe naho nahafetsake zao, naho tsy i Talè ty nametse?
38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
Tsy boak’am-palie’ i Abo Tiañey hao ty hankàñe naho ty soa?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Akore ty itoreova’ondaty veloñeo, o lahilahio ty amo tahi’eo?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Antao hañotsohotso hitsoke o lalan-tikañeo, vaho himpoly mb’am’ Iehovà mb’eo.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Antao hañonjoñ’ arofo am-pitàñe mb’aman’Añahare an-digiligy añe.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Toe nandilatse zahay naho niola; toly ndra tsy napo’o.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
Nikolopok’ an-kaviñeran-drehe te nañoridañe anay; tsy niferenaiña’o t’ie nanjamañe.
44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
Nisaron-drahon-dRehe, tsy himoahan-kalaly.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Nanoe’o romoromo’e naho forompotse zahay añivo’ o kilakila’ndatio.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Songa midañadaña falie ama’ay o malaiñ’anaio.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Fa nifetsak’ ama’ay ty hebakebake naho i koboñey, ty famongorañe naho fandrotsahañe.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Mitsiritsioke rano o masokoo, amy fandrotsahañe i anak’ampela’ ondatikoy.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Midoandoañe mañambane o masokoo, vaho tsy mijihetse, tsy mitroatse,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Ampara’ te mivazoho mañambane t’Iehovà, mitalake boak’ an-dikerañe añe.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Mampihontoke ty troko o masokoo ty amo hene anak’ampelan-drovakoo.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Fa nikehe ahy hoe kibo, tsy amam-poto’e o malaiñ’ahio.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Naitoa’ iareo an-koboñe ao ty fiaiko, vaho nandretsa-bato amako.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
Nandipotse ty lohako o ranoo vaho nanoeko ty hoe: Opo iraho!
55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Kinanjiko ty tahina’o ry Iehovà, boak’ an-koboñe loho lalek’ ao.
56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
Jinanji’o ty feoko; ko aeta’o amy ravembia’oy i fitoreokoy hahafikofohako.
57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
Nitotok’ ahy irehe amy andro nikanjiako azoy; le hoe irehe: Ko hemban-drehe.
58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
Ry Talè, nañalañalañe’o o entan’ aikoo; fa jineba’o ty fiaiko.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
Ry Iehovà, fa nivazoho’o ty nasarañ’ ahy; ehe izakao.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Fa nioni’o ty fitrotrofiaha’ iareo naho ty fikitroha’ iareo amako.
61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
Fa jinanji’o ty inje’ iareo, ry Iehovà, naho o fikililia’ iareo ahy iabio,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
Ty fivimbi’ o nitroatse amakoo, ty fikinià’ iareo ahy lomoñandro,
63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
Vazohò iereo te miambesatse, naho t’ie miongake; izaho bekobekoa’ iareo.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Mbe hondroha’o, ry Iehovà, ty amo satam-pità’ iareoo.
65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
Kolopofo ty arofo’ iareo, ametsaho fatse!
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Horidaño an-kaviñerañe vaho mongoro ambanen-dikera’ Iehovà eo.
