Klagesangene 3
1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
ALEPH. Ego vir videns paupertatem meam in virga indignationis eius.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
ALEPH. Me minavit, et adduxit in tenebras, et non in lucem.
3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
ALEPH. Tantum in me vertit, et convertit manum suam tota die.
4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
BETH. Vetustam fecit pellem meam, et carnem meam, contrivit ossa mea.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
BETH. Ædificavit in gyro meo, et circumdedit me felle, et labore.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
BETH. In tenebrosis collocavit me, quasi mortuos sempiternos.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
GHIMEL. Circumædificavit adversum me, ut non egrediar: aggravavit compedem meum.
8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
GHIMEL. Sed et cum clamavero, et rogavero, exclusit orationem meam.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
GHIMEL. Conclusit vias meas lapidibus quadris, semitas meas subvertit.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
DALETH. Ursus insidians factus est mihi: leo in absconditis.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
DALETH. Semitas meas subvertit, et confregit me: posuit me desolatam.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
DALETH. Tetendit arcum suum, et posuit me quasi signum ad sagittam.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
HE. Misit in renibus meis filias pharetræ suæ.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
HE. Factus sum in derisum omni populo meo, canticum eorum tota die.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
HE. Replevit me amaritudinibus, inebriavit me absynthio.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
VAU. Et fregit ad numerum dentes meos, cibavit me cinere.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
VAU. Et repulsa est a pace anima mea, oblitus sum bonorum.
18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
VAU. Et dixi: Periit finis meus, et spes mea a Domino.
19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
ZAIN. Recordare paupertatis, et transgressionis meæ, absinthii, et fellis.
20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
ZAIN. Memoria memor ero, et tabescet in me anima mea.
21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
ZAIN. Hæc recolens in corde meo, ideo sperabo.
22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
HETH. Misericordiæ Domini quia non sumus consumpti: quia non defecerunt miserationes eius.
23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
HETH. Novi diluculo, multa est fides tua.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
HETH. Pars mea Dominus, dixit anima mea: propterea expectabo eum.
25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
TETH. Bonus est Dominus sperantibus in eum, animæ quærenti illum.
26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
TETH. Bonum est præstolari cum silentio salutare Dei.
27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
TETH. Bonum est viro, cum portaverit iugum ab adolescentia sua.
28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
IOD. Sedebit solitarius, et tacebit: quia levavit super se.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
IOD. Ponet in pulvere os suum, si forte sit spes.
30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
IOD. Dabit percutienti se maxillam, saturabitur opprobriis.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
CAPH. Quia non repellet in sempiternum Dominus.
32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
CAPH. Quia si abiecit, et miserebitur secundum multitudinem misericordiarum suarum.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
CAPH. Non enim humiliavit ex corde suo, et abiecit filios hominum,
34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
LAMED. Ut conteret sub pedibus suis omnes vinctos terræ,
35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
LAMED. Ut declinaret iudicium viri in conspectu vultus Altissimi.
36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
LAMED. Ut perverteret hominem in iudicio suo, Dominus ignoravit.
37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
MEM. Quis est iste, qui dixit ut fieret, Domino non iubente?
38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
MEM. Ex ore Altissimi non egredientur nec mala nec bona?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
MEM. Quid murmuravit homo vivens, vir pro peccatis suis?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
NUN. Scrutemur vias nostras, et quæramus, et revertamur ad Dominum.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
NUN. Levemus corda nostra cum manibus ad Dominum in cælos.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
NUN. Nos inique egimus, et ad iracundiam provocavimus: idcirco tu inexorabilis es.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
SAMECH. Operuisti in furore, et percussisti nos: occidisti, nec pepercisti.
44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
SAMECH. Opposuisti nubem tibi, ne transeat oratio.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
SAMECH. Eradicationem, et abiectionem posuisti me in medio populorum.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
PHE. Aperuerunt super nos os suum omnes inimici.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
PHE. Formido, et laqueus facta est nobis vaticinatio, et contritio.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
PHE. Divisiones aquarum deduxit oculus meus, in contritione filiæ populi mei.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
AIN. Oculus meus afflictus est, nec tacuit, eo quod non esset requies,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
AIN. Donec respiceret et videret Dominus de cælis.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
AIN. Oculus meus deprædatus est animam meam in cunctis filiabus urbis meæ.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
SADE. Venatione ceperunt me quasi avem inimici mei gratis.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
SADE. Lapsa est in lacum vita mea, et posuerunt lapidem super me.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
SADE. Inundaverunt aquæ super caput meum: dixi: Perii.
55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
COPH. Invocavi nomen tuum Domine de lacu novissimo.
56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
COPH. Vocem meam audisti: ne avertas aurem tuam a singultu meo, et clamoribus.
57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
COPH. Appropinquasti in die, quando invocavi te: dixisti: Ne timeas.
58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
RES. Iudicasti Domine causam animæ meæ, Redemptor vitæ meæ.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
RES. Vidisti Domine iniquitatem illorum adversum me: iudica iudicium meum.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
RES. Vidisti omnem furorem, universas cogitationes eorum adversum me.
61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
SIN. Audisti opprobrium eorum Domine, omnes cogitationes eorum adversum me:
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
SIN. Labia insurgentium mihi; et meditationes eorum adversum me tota die.
63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
SIN. Sessionem eorum, et resurrectionem eorum vide, ego sum psalmus eorum.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
THAU. Redes eis vicem Domine iuxta opera manuum suarum.
65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
THAU. Dabis eis scutum cordis laborem tuum.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
THAU. Persequeris in furore, et conteres eos sub cælis Domine.
