Klagesangene 3
1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
[Aleph Ego vir videns paupertatem meam in virga indignationis ejus.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Aleph Me minavit, et adduxit in tenebras, et non in lucem.
3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
Aleph Tantum in me vertit et convertit manum suam tota die.
4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Beth Vetustam fecit pellem meam et carnem meam; contrivit ossa mea.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Beth Ædificavit in gyro meo, et circumdedit me felle et labore.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Beth In tenebrosis collocavit me, quasi mortuos sempiternos.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Ghimel Circumædificavit adversum me, ut non egrediar; aggravavit compedem meum.
8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Ghimel Sed et cum clamavero, et rogavero, exclusit orationem meam.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
Ghimel Conclusit vias meas lapidibus quadris; semitas meas subvertit.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Daleth Ursus insidians factus est mihi, leo in absconditis.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Daleth Semitas meas subvertit, et confregit me; posuit me desolatam.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Daleth Tetendit arcum suum, et posuit me quasi signum ad sagittam.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
He Misit in renibus meis filias pharetræ suæ.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
He Factus sum in derisum omni populo meo, canticum eorum tota die.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
He Replevit me amaritudinibus; inebriavit me absinthio.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
Vau Et fregit ad numerum dentes meos; cibavit me cinere.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Vau Et repulsa est a pace anima mea; oblitus sum bonorum.
18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
Vau Et dixi: Periit finis meus, et spes mea a Domino.
19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
Zain Recordare paupertatis, et transgressionis meæ, absinthii et fellis.
20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
Zain Memoria memor ero, et tabescet in me anima mea.
21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
Zain Hæc recolens in corde meo, ideo sperabo.
22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Heth Misericordiæ Domini, quia non sumus consumpti; quia non defecerunt miserationes ejus.
23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Heth Novi diluculo, multa est fides tua.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
Heth Pars mea Dominus, dixit anima mea; propterea exspectabo eum.
25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Teth Bonus est Dominus sperantibus in eum, animæ quærenti illum.
26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
Teth Bonum est præstolari cum silentio salutare Dei.
27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Teth Bonum est viro cum portaverit jugum ab adolescentia sua.
28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
Jod Sedebit solitarius, et tacebit, quia levavit super se.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
Jod Ponet in pulvere os suum, si forte sit spes.
30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
Jod Dabit percutienti se maxillam: saturabitur opprobriis.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Caph Quia non repellet in sempiternum Dominus.
32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
Caph Quia si abjecit, et miserebitur, secundum multitudinem misericordiarum suarum.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Caph Non enim humiliavit ex corde suo et abjecit filios hominum.
34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Lamed Ut conteret sub pedibus suis omnes vinctos terræ.
35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
Lamed Ut declinaret judicium viri in conspectu vultus Altissimi.
36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
Lamed Ut perverteret hominem in judicio suo; Dominus ignoravit.
37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
Mem Quis est iste qui dixit ut fieret, Domino non jubente?
38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
Mem Ex ore Altissimi non egredientur nec mala nec bona?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Mem Quid murmuravit homo vivens, vir pro peccatis suis?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Nun Scrutemur vias nostras, et quæramus, et revertamur ad Dominum.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Nun Levemus corda nostra cum manibus ad Dominum in cælos.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Nun Nos inique egimus, et ad iracundiam provocavimus; idcirco tu inexorabilis es.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
Samech Operuisti in furore, et percussisti nos; occidisti, nec pepercisti.
44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
Samech Opposuisti nubem tibi, ne transeat oratio.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Samech Eradicationem et abjectionem posuisti me in medio populorum.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Phe Aperuerunt super nos os suum omnes inimici.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Phe Formido et laqueus facta est nobis vaticinatio, et contritio.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Phe Divisiones aquarum deduxit oculus meus, in contritione filiæ populi mei.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Ain Oculus meus afflictus est, nec tacuit, eo quod non esset requies.
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Ain Donec respiceret et videret Dominus de cælis.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Ain Oculus meus deprædatus est animam meam in cunctis filiabus urbis meæ.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Sade Venatione ceperunt me quasi avem inimici mei gratis.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Sade Lapsa est in lacum vita mea, et posuerunt lapidem super me.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
Sade Inundaverunt aquæ super caput meum; dixi: Perii.
55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Coph Invocavi nomen tuum, Domine, de lacu novissimo.
56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
Coph Vocem meam audisti; ne avertas aurem tuam a singultu meo et clamoribus.
57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
Coph Appropinquasti in die quando invocavi te; dixisti: Ne timeas.
58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
Res Judicasti, Domine, causam animæ meæ, redemptor vitæ meæ.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
Res Vidisti, Domine, iniquitatem illorum adversum me: judica judicium meum.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Res Vidisti omnem furorem, universas cogitationes eorum adversum me.
61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
Sin Audisti opprobrium eorum, Domine, omnes cogitationes eorum adversum me.
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
Sin Labia insurgentium mihi, et meditationes eorum adversum me tota die.
63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
Sin Sessionem eorum et resurrectionem eorum vide; ego sum psalmus eorum.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Thau Redes eis vicem, Domine, juxta opera manuum suarum.
65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
Thau Dabis eis scutum cordis, laborem tuum.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Thau Persequeris in furore, et conteres eos sub cælis, Domine.]
