Klagesangene 3
1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
