Klagesangene 3
1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
Kai teh nama e lungkhueknae dawk reithai rucatnae ka kâhmo e tami lah ka o.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Kai hah na pâlei teh angnae dawk laipalah hmonae dawk na cei sak.
3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
Atangcalah, kai hah hnin touh thung a kut hoiyah na pakhuppathan.
4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Ka tak hoi ka vuennaw a hmawn sak teh, ka hrunaw hah a khoe.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Kai koe lah na rakhan teh reithai rucatnae hoi na kalup.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Ka dout tangcoungnaw patetlah a hmonae thung na o sak.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Na paung teh karipoung e rui hoi kahlout thai hoeh nahanlah na katek.
8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Hramki hoi ka ka teh, pahrennae ka kâhei nakunghai, ka ratoumnae hah na coe pouh hoeh.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
Ka lamthung hai talung a e hoi na khan pouh. Ka lamthung a longkawi sak.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Kai na ka pawm e tavom patetlah kâhronae dawk kaawm e sendek patetlah na o sak.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Ka lamthung na phen sak teh, kai hah thawkthawk na raboung. Kângue han awm laipalah na o sak.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Ahnie licung a sawn teh, pala hoi ka hanelah a nue e patetlah na ta.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
Ahnie palacung teh ka kuen thung a kâen sak.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Kai teh ka taminaw e hmalah hnin touh thung dudamnae hoi la lah na sak awh hanelah ka o toe.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Na min ni kakhat e kung hoi na kawi sak teh, lungkhueknae hoi na phum.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
Ka hâ teh talung kate e hoi a khoe. Hraba hoi muen a ramuk.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Ka lungthin muitha teh roumnae thung hoi na takhoe toung dawkvah, bawinae tie teh ka pahnim toe.
18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
Ka ngaihawinae hoi ka lentoenae teh, BAWIPA ama koehoi a kahma toe telah ka ti.
19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
Kaie reithai rucat ka khangnae, lungkhueknae hoi kakhat e naw na pahnim pouh hanh.
20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
Ka hringnae ni hote hnonaw hah pahnim hoeh niteh, ka thungvah pou ao. Kaie lungthin muitha hah tha ayoun sak.
21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
Hettelah ka lungthin bout na pouk sak nah ka ngaihawinae bout ka tawn.
22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Bangkongtetpawiteh, BAWIPA mae pahren lungmanae hoi ngaithoumnae teh nâtuek hai a poutnae ao hoeh dawkvah, maimouh teh rawk laipalah o awh.
23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Amom tangkuem a tha lah pahren lungmanae na pang sak. Nama e yuemkamcunae teh a lenpoung.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
BAWIPA teh kai hanelah doeh ao. Hatdawkvah, ka lungthin muitha ni ama teh a ngaihawi.
25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
BAWIPA teh ama ka tawng e hoi ama kâuepnaw hanelah, ahawinae a sak pouh.
26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
BAWIPA e rungngangnae duem ka ring e teh, kahawi e hno doeh.
27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Nawsai nah kahnam phu hanelah ao.
28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
Cathut ni a van kahnam a toung dawkvah, amadueng a tahung vaiteh, duem awm naseh.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
Hote hmuen koe ngaihawinae ao thai dawkvah, amae a pahni teh vaiphu dawk hrueng naseh.
30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
Ka tambei e tami hah hmaibei vang rek patueng pouh, a minhmai mathout naseh.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Bangkongtetpawiteh, Bawipa ni a yungyoe na pahnawt mahoeh.
32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
Ama ni lung na mathoe sak nakunghai, a lentoe lungmanae hoi bout na pahren han doeh.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Bangkongtetpawiteh, taminaw lungmathoe sak e hoi rucatnae pha sak hanelah ngai hoeh.
34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Talai dawkvah, thongkabawtnaw khok rahim coungroe e hai thoseh,
35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
A lathueng Poung Cathut hmalah tami e lannae pahnawtnae hai thoseh,
36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
Kayanae lahoi ayâ sungsaknae hai thoseh, Bawipa ni a ngai e nahoeh.
37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
Bawipa ni kâpoenae awm laipalah, tami ni dei e hah coung thai han namaw.
38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
A lathueng Poung e Cathut e pahni dawk hoi yawhawinae yawthoenae teh ka tho e doeh.
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Ama e yon dawk reknae a khang e hah tami ni bangkongmaw a phuenang awh vaw.
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Maimae lamthungnaw hah maimouh ni tanouknae hoi tawng awh sei. BAWIPA koe lah bout kamlang awh sei.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Kalvan kaawm e Cathut koe maimae lungthin hoi kutnaw dâw awh sei.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Kaimanaw ni ka payon teh na taran awh toe. Nama ni kayonnae na ngaithoum hoeh.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
Nama e lungkhueknae dawk minhmai na kamlang takhai teh, kaimouh koe lungmanae awm laipalah na thei toe.
44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
Kaimae ratoumnae teh nama koe a cei thai hoeh nahanelah, tâmai hoi na ramuk pouh toe.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Nama ni kaimanaw teh miphunnaw e rahak vah, kakhin e hoi panuettho e eitaboung lah na o sak.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Tarannaw ni kaimouh koe lah a pahni a ang awh.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Kaimouh koe takinae hoi karap teh a pha toe.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Kaie tami tanglanaw a rawk dawkvah, ka mit teh palang tui patetlah a lawng.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Ka mitphi teh palang tui ka lawng e patetlah poutnae awm laipalah a lawng.
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
BAWIPA ni kalvan hoi a khetcathuk teh a hmu.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Ka khopui thung e canu tanglanaw abuemlae kecu dawk, ka mit ni ka lungthin dawk a pataw sak.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Bang hoeh e dawk ka tarannaw ni, tava patetlah na pâyuep awh.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Ahnimouh ni ka hringo tangkom dawk na pabo teh, talungnaw hoi na ratet sin awh.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
Ka lû dawk hoi tui ni muen na licung teh, ka due han toe telah ka pouk.
55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Oe BAWIPA, kai ni tangkom thung hoi nama e na min teh ka kaw.
56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
Kaie ka kâheinae lawk na thai teh ka ka navah, na hnâpakeng laipalah awm hanh.
57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
Kai ni nama na kawnae hnin nah ka teng na tho teh, taket hanh na ti pouh.
58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
Oe BAWIPA nama ni ka lungthin na rungngang pouh teh, ka hringnae na ratang.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
Oe BAWIPA nama ni kapayonnaw na hmu toe. Kai hanlah lawk na ceng pouh haw.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Nama ni kai ka tak dawk thoe ka sak e taminaw e kahawihoehe pouknae hah na hmu pouh.
61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
Oe BAWIPA kai ka tak dawk thoe ka sak e pathoenae hoi khokhannae pueng teh, nama ni na thai.
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
Ka tarannaw ni a dei e hoi a pouk e naw pueng teh, hnin touh thung a sak awh.
63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
Ahnimae tahungnae kangduenae hah khenhaw! Kai teh ahnimouh e pathoe hanelah ka o.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Oe BAWIPA amamae kut hoi a sak e pueng dawk aphu teh bout poe haw.
65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
Ahnimae lungthin patak sak nateh, nama e thoebonae ahnimae lathueng phat naseh.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
BAWIPA e kalvan rahim hoi na lungkhueknae hoi ahnimanaw teh be raphoe haw.
