Klagesangene 3

1 Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,

١ أَنَا هُوَ ٱلرَّجُلُ ٱلَّذِي رأَى مَذَلَّةً بِقَضِيبِ سَخَطِهِ.

2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

٢ قَادَنِي وَسَيَّرَنِي فِي ٱلظَّلَامِ وَلَا نُورَ.

3 ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.

٣ حَقًّا إِنَّهُ يَعُودُ وَيَرُدُّ عَلَيَّ يَدَهُ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

4 Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

٤ أَبْلَى لَحْمِي وَجِلْدِي. كَسَّرَ عِظَامِي.

5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

٥ بَنَى عَلَيَّ وَأَحَاطَنِي بِعَلْقَمٍ وَمَشَقَّةٍ.

6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

٦ أَسْكَنَنِي فِي ظُلُمَاتٍ كَمَوْتَى ٱلْقِدَمِ.

7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

٧ سَيَّجَ عَلَيَّ فَلَا أَسْتَطِيعُ ٱلْخُرُوجَ. ثَقَّلَ سِلْسِلَتِي.

8 Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.

٨ أَيْضًا حِينَ أَصْرُخُ وَأَسْتَغِيثُ يَصُدُّ صَلَاتِي.

9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.

٩ سَيَّجَ طُرُقِي بِحِجَارَةٍ مَنْحُوتَةٍ. قَلَبَ سُبُلِي.

10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

١٠ هُوَ لِي دُبٌّ كَامِنٌ، أَسَدٌ فِي مَخَابِىءَ.

11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

١١ مَيَّلَ طُرُقِي وَمَزَّقَنِي. جَعَلَنِي خَرَابًا.

12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

١٢ مَدَّ قَوْسَهُ وَنَصَبَنِي كَغَرَضٍ لِلسَّهْمِ.

13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;

١٣ أَدْخَلَ فِي كُلْيَتَيَّ نِبَالَ جُعْبَتِهِ.

14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

١٤ صِرْتُ ضُحْكَةً لِكُلِّ شَعْبِي، وَأُغْنِيَةً لَهُمُ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

١٥ أَشْبَعَنِي مَرَائِرَ وَأَرْوَانِي أَفْسَنْتِينًا،

16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;

١٦ وَجَرَشَ بِٱلْحَصَى أَسْنَانِي. كَبَسَنِي بِٱلرَّمَادِ.

17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

١٧ وَقَدْ أَبْعَدْتَ عَنِ ٱلسَّلَامِ نَفْسِي. نَسِيتُ ٱلْخَيْرَ.

18 og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«

١٨ وَقُلْتُ: «بَادَتْ ثِقَتِي وَرَجَائِي مِنَ ٱلرَّبِّ».

19 At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;

١٩ ذِكْرُ مَذَلَّتِي وَتَيَهَانِي أَفْسَنْتِينٌ وَعَلْقَمٌ.

20 min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.

٢٠ ذِكْرًا تَذْكُرُ نَفْسِي وَتَنْحَنِي فِيَّ.

21 Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:

٢١ أُرَدِّدُ هَذَا فِي قَلْبِي، مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ أَرْجُو:

22 HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

٢٢ إِنَّهُ مِنْ إِحْسَانَاتِ ٱلرَّبِّ أَنَّنَا لَمْ نَفْنَ، لِأَنَّ مَرَاحِمَهُ لَا تَزُولُ.

23 hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

٢٣ هِيَ جَدِيدَةٌ فِي كُلِّ صَبَاحٍ. كَثِيرَةٌ أَمَانَتُكَ.

24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.

٢٤ نَصِيبِي هُوَ ٱلرَّبُّ، قَالَتْ نَفْسِي، مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ أَرْجُوهُ.

25 Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

٢٥ طَيِّبٌ هُوَ ٱلرَّبُّ لِلَّذِينَ يَتَرَجَّوْنَهُ، لِلنَّفْسِ ٱلَّتِي تَطْلُبُهُ.

26 det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,

٢٦ جَيِّدٌ أَنْ يَنْتَظِرَ ٱلْإِنْسَانُ وَيَتَوَقَّعَ بِسُكُوتٍ خَلَاصَ ٱلرَّبِّ.

27 godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.

٢٧ جَيِّدٌ لِلرَّجُلِ أَنْ يَحْمِلَ ٱلنِّيرَ فِي صِبَاهُ.

28 Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;

٢٨ يَجْلِسُ وَحْدَهُ وَيَسْكُتُ، لِأَنَّهُ قَدْ وَضَعَهُ عَلَيْهِ.

29 han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,

٢٩ يَجْعَلُ فِي ٱلتُّرَابِ فَمَهُ لَعَلَّهُ يُوجَدُ رَجَاءٌ.

30 række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.

٣٠ يُعْطِي خَدَّهُ لِضَارِبِهِ. يَشْبَعُ عَارًا.

31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

٣١ لِأَنَّ ٱلسَّيِّدَ لَا يَرْفُضُ إِلَى ٱلْأَبَدِ.

32 har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;

٣٢ فَإِنَّهُ وَلَوْ أَحْزَنَ يَرْحَمُ حَسَبَ كَثْرَةِ مَرَاحِمِهِ.

33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

٣٣ لِأَنَّهُ لَا يُذِلُّ مِنْ قَلْبِهِ، وَلَا يُحْزِنُ بَنِي ٱلْإِنْسَانِ.

34 Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

٣٤ أَنْ يَدُوسَ أَحَدٌ تَحْتَ رِجْلَيْهِ كُلَّ أَسْرَى ٱلْأَرْضِ،

35 naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,

٣٥ أَنْ يُحَرِّفَ حَقَّ ٱلرَّجُلِ أَمَامَ وَجْهِ ٱلْعَلِيِّ،

36 naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?

٣٦ أَنْ يَقْلِبَ ٱلْإِنْسَانَ فِي دَعْوَاهُ. ٱلسَّيِّدُ لَا يَرَى!

37 Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?

٣٧ مَنْ ذَا ٱلَّذِي يَقُولُ فَيَكُونَ وَٱلرَّبُّ لَمْ يَأْمُرْ؟

38 Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?

٣٨ مِنْ فَمِ ٱلْعَلِيِّ أَلَا تَخْرُجُ ٱلشُّرُورُ وَٱلْخَيْرُ؟

39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

٣٩ لِمَاذَا يَشْتَكِي ٱلْإِنْسَانُ ٱلْحَيُّ، ٱلرَّجُلُ مِنْ قِصَاصِ خَطَايَاهُ؟

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

٤٠ لِنَفْحَصْ طُرُقَنَا وَنَمْتَحِنْهَا وَنَرْجِعْ إِلَى ٱلرَّبِّ.

41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

٤١ لِنَرْفَعْ قُلُوبَنَا وَأَيْدِيَنَا إِلَى ٱللهِ فِي ٱلسَّمَاوَاتِ:

42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

٤٢ «نَحْنُ أَذْنَبْنَا وَعَصَيْنَا. أَنْتَ لَمْ تَغْفِرْ.

43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,

٤٣ ٱلْتَحَفْتَ بِٱلْغَضَبِ وَطَرَدْتَنَا. قَتَلْتَ وَلَمْ تَشْفِقْ.

44 hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;

٤٤ ٱلْتَحَفْتَ بِٱلسَّحَابِ حَتَّى لَا تَنْفُذَ ٱلصَّلَاةُ.

45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

٤٥ جَعَلْتَنَا وَسَخًا وَكَرْهًا فِي وَسَطِ ٱلشُّعُوبِ.

46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

٤٦ فَتَحَ كُلُّ أَعْدَائِنَا أَفْوَاهَهُمْ عَلَيْنَا.

47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

٤٧ صَارَ عَلَيْنَا خَوْفٌ وَرُعْبٌ، هَلَاكٌ وَسَحْقٌ».

48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

٤٨ سَكَبَتْ عَيْنَايَ يَنَابِيعَ مَاءٍ عَلَى سَحْقِ بِنْتِ شَعْبِي.

49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

٤٩ عَيْنِي تَسْكُبُ وَلَا تَكُفُّ بِلَا ٱنْقِطَاعٍ

50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

٥٠ حَتَّى يُشْرِفَ وَيَنْظُرَ ٱلرَّبُّ مِنَ ٱلسَّمَاءِ.

51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

٥١ عَيْنِي تُؤَثِّرُ فِي نَفْسِي لِأَجْلِ كُلِّ بَنَاتِ مَدِينَتِي.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

٥٢ قَدِ ٱصْطَادَتْنِي أَعْدَائِي كَعُصْفُورٍ بِلَا سَبَبٍ.

53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

٥٣ قَرَضُوا فِي ٱلْجُبِّ حَيَاتِي وَأَلْقَوْا عَلَيَّ حِجَارَةً.

54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«

٥٤ طَفَتِ ٱلْمِيَاهُ فَوْقَ رَأْسِي. قُلْتُ: «قَدْ قُرِضْتُ!».

55 Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

٥٥ دَعَوْتُ بِٱسْمِكَ يَارَبُّ مِنَ ٱلْجُبِّ ٱلْأَسْفَلِ.

56 du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«

٥٦ لِصَوْتِي سَمِعْتَ: «لَا تَسْتُرْ أُذُنَكَ عَنْ زَفْرَتِي، عَنْ صِيَاحِي».

57 Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«

٥٧ دَنَوْتَ يَوْمَ دَعَوْتُكَ. قُلْتَ: «لَا تَخَفْ!».

58 Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;

٥٨ خَاصَمْتَ يَا سَيِّدُ خُصُومَاتِ نَفْسِي. فَكَكْتَ حَيَاتِي.

59 HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!

٥٩ رَأَيْتَ يَارَبُّ ظُلْمِي. أَقِمْ دَعْوَايَ.

60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

٦٠ رَأَيْتَ كُلَّ نَقْمَتِهِمْ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

61 du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,

٦١ سَمِعْتَ تَعْيِيرَهُمْ يَارَبُّ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

٦٢ كَلَامُ مُقَاوِمِيَّ وَمُؤَامَرَتُهُمْ عَلَيَّ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

63 Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.

٦٣ اُنْظُرْ إِلَى جُلُوسِهِمْ وَوُقُوفِهِمْ، أَنَا أُغْنِيَتُهُمْ!

64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

٦٤ رُدَّ لَهُمْ جَزَاءً يَارَبُّ حَسَبَ عَمَلِ أَيَادِيهِمْ.

65 gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —

٦٥ أَعْطِهِمْ غِشَاوَةَ قَلْبٍ، لَعْنَتَكَ لَهُمْ.

66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

٦٦ اِتْبَعْ بِٱلْغَضَبِ وَأَهْلِكْهُمْ مِنْ تَحْتِ سَمَاوَاتِ ٱلرَّبِّ.