Dommer 17
1 I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
Eso afaega Ifala: ime agolo soge ganodini, dunu afae ea dio amo Maiga esalu.
2 Han sagde til sin Moder: »De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte, se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give dig dem tilbage.« Da sagde hans Moder: »HERREN velsigne dig, min Søn!«
Maiga da ea amema amane sia: i, “Musa: dunu afae da dima silifa fage 1,100 wamolaloba, di da amo dunuma gagabusu aligima: ne ilegei. Amo na da nabi. Be wali, di ba: ma. Na da amo muni gagusa. Amo wamolasu dunu da na.” Ea ame da amane sia: i, “Nagofe! Hina Gode da dima hahawane dogolegele hamomu da defea.”
3 Saa gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen sagde: »Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at han kan lave et udskaaret og støbt Billede.«
E da amo muni ea amema bu i. Ea ame da amane sia: i, “Amo gagabusu aligima: ne da na mano ema doaga: sa: besa: le, na da amo silifa Hina Godema imunu. Amoga ninia da ifa ‘gode’ hamone, silifa amoga dedebomu. Na da amo silifa dima bu iaha.”
4 Saa gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskaaret og støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
Amalalu, e da ea amema bu i. Ea ame da silifa fage 200 amo lale, gula hahamosu dunuma i. E da ifa amo osole dedene, ogogosu loboga hamoi ‘gode’ hamone, silifa amoga dedeboi. Ilia da amo loboga hamoi liligi Maiga ea diasu ganodini ligisi.
5 Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
Amo dunu Maiga da hi sia: ne gadosu diasu gagui galu. E da loboga hamoi ‘gode’ eno amola “ifode” (gobele salasu dunu ea da: i salasu) hamone, ea dunu mano afae amo gobele salasu hawa: hamoma: ne ilegei.
6 I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.
Amo esoga, hina bagade dunu da Isala: ili soge ganodini hame esalu. Dunu huluane da afae afae hi hanaiga fawane hamosu.
7 Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var Levit og boede der som fremmed.
Amo esoha, Lifai fi ayeligi afae da Bedeleheme moilai Yuda soge ganodini esalu.
8 Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slaa sig ned som fremmed, hvor det kunde træffe sig, og paa sin Vandring kom han til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
E da Bedeleheme fisili, fimu soge hogomusa: asi. E da ahoanoba, Maiga ea diasu Ifala: ime agolo soge ganodini galu, amoga doaga: i.
9 Da spurgte Mika ham: »Hvorfra kommer du?« Han svarede: »Jeg er Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er paa Vandring for at slaa mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig.«
Maiga da ema amane adole ba: i, “Di da habidili misibala: ?” E bu adole i, “Na da Lifai fi dunu. Na da Bedeleheme moilai Yuda soge ganodini amoga esalu. Na da fimu sogebi hogosa.”
10 Da sagde Mika til ham: »Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Aaret og holde dig med Klæder og give dig Kosten!«
Maiga da ema amane sia: i, “Na sigi esaloma! Di da na fidisu dunu amola gobele salasu dunu esalumu da defea. Na da dima silifa fage nabuane gala amola dia abula amola ha: i manu imunu.”
11 Saa gik Leviten ind paa at tage Ophold hos Manden, og den unge Mand var ham som en af hans egne Sønner.
Lifai ayeligi da Maigama esaloma: ne sia: i. E da egefe agoane hamosu.
12 Mika indsatte saa Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og tog Ophold i Mikas Hus.
Maiga da ema gobele salasu hawa: hamosu ilegei amola e da Maiga ea diasu ganodini esalu.
13 Da sagde Mika: »Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig, siden jeg har faaet en Levit til Præst!«
Maiga da amane sia: i, “Defea! Wali Lifai dunu da na gobele salasu dunu esala. Amaiba: le, na dawa: ! Hina Gode da na hou amola na liligi huluane hahawane dogolegele hahamomu.”
