< Johannes 5 >

1 Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
Erah lih adi, Jisu Jerusalem ni kuwaang raangtaan ih wangta.
2 Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
Jerusalem ni Saap Paakaawan reeni juutum esiit je ah erah di taapbulaang bangnga angta; Hebrew jengdi erah suh Bethjatha liiha.
3 I dem laa der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, [som ventede paa, at Vandet skulde røres.
Erah taapbulaang khui adi khoisatte hantek jupthiin rumta erah di edook, ekoong, nyia huuimu nang angta.
4 Thi paa visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.]
Neng loong ah juutum lengphui ah bansok rumta, erah juutum ah Teesu rangsah ah kah ano ju ah kalengphui thukta, o mina tiimjaat khoisat ang abah uh erah juutum lengphui adi o jaakhoh temkata erah kadeeta.
5 Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive Aar.
Erah di mih wasiit rookjom pang asat sat arah angta.
6 Da Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: „Vil du blive rask?‟
Jisu ih erah di loongjupta mih ah japtup ano, sa hantek satla ngeh ih jat eta; erah thoidi chengta, [An de esuh enook nih ih lu?]
7 Den syge svarede ham: „Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.‟
Khoisatte ah ih ngaakbaatta, [Chuupha, juutum ah lengphui adi nga datthiin kaatte o uh takajeeka; erah tokdi nopwang taatchung leh, jaakhoh wahoh kanop wang ah.]
8 Jesus siger til ham: „Staa op, tag din Seng og gaa!‟
Jisu ih heh suh liita, [toonchap uh, an dam ah toonpi uno, khoom uh.]
9 Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat paa den Dag;
Erah baat kano erah mih ah lakdamdam ih deeta; heh dam ah toonpi ano phang toonkhoomta. Erah sa ah Jehudi naangtongsa ja angta,
10 derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredet: „Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt at bære Sengen.‟
erah thoidi Jehudi ngoong awang loong ih khoisat deeta warah suh li rumta, [Chiinnyah Jehudi naangtongsa, erah raangtaan ih an dam toonpi ah seng hootthe jun ih tapunka.]
11 Han svarede dem: „Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gaa!‟
Heh ih ngaakbaat rumta, [Nga khoisat deesiitte warah ih dam ah toonpi thuk hangno khoom thuk tahang.]
12 Da spurgte de ham: „Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?‟
Neng ih chengta, [An suh emah re thukte ah o ah?]
13 Men han, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker paa Stedet.
Enoothong khoisat deeta warah ih Jisu ah o angta ah tajatta, erah di mih hantek angkano, Jisu ah erah dowa doksoon ih kata.
14 Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: „Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!‟
Lini, Jisu ih erah mih ah Rangteenook ni japtup ano baatta, [Boichaat uh, amadi an khoisat ah de etu; erah raangtaan ih rangdajih lakah reetheng erah khodoh ethih phomok cham uh.]
15 Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.
Eno erah mih ah doksoon kah ano Jehudi ngoong awang loong asuh baatkaat rumta heh khoisat deesiitte ah Jisu angta ngeh ah.
16 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat.
Erah thoidi Jehudi naangtongsa di deesiit kano, Jehudi loong ah ih Jisu ah phang siikhaam rumta.
17 Men Jesus svarede dem: „Min Fader arbejder indtil nu; ogsaa jeg arbejder.‟
Jisu ih ngaakbaat rumta, [Seng Wah ah saarookwet ih mokala, eno Ngah uh emamah ih mokah ang.]
18 Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men ogsaa kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
Heh jengkhaap ah ih Jehudi ngoong awang loong ah heh tek haat suh ehanhan ih samthun thuk rumta; naangtongsa hootthe luulu lathet hoom, Rangte asuh seng Wah ngeh ih li ano Rangte ah heteewah thanthan ih samthunha.
19 Saa svarede Jesus og sagde til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør ogsaa Sønnen ligesaa.
Erah thoidi Jisu ih ngaakbaat rumta, [Ngah ih amiisak baat rumhala; Hesah ah heh thungthung ih tiim uh tami reeka; Hewah tiim mokala erah sok ano reela. Hewah tiim reela, Hesah uh erah re ah.
20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder.
Tiimnge liidi Hewah ih Hesah ah rapne ih minchanha eno heh tiimjih mokala erah ah noisok ha. Arah nang ih elong mootkaatjih uh noisok ih ah, eno sen loong erah suh paatja e an.
21 Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, saaledes gør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil.
Hewah ih tek nawa ngaaksaat thuk ano roidong koha, erah likhiik ih Hesah ih uh o suh kotthung ah erah suh roidong koh ah.
22 Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen,
Adoleh Hewah ih wasiit taan uh tadande ka. Hesah suh jen dande ih thuk ha,
23 for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
tiimnge liidi Hesah ah Hewah likhiik ih toom choomjoh rum ah ngeh ah. O ih Hesah lasoomtu ka heh daapkaatte Hewah rah uh tasoomtu ka.
24 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet. (aiōnios g166)
[Ngah ih amiisak baat rumhala; o mina ih nga jeng boichaat ano nga daapkaatte ah hanpi ha erah mina taang ni lathoonka roidong ah je ah. Heh abah tadande ka ang ah, heh tek lam dowa roidong ko jen nopwang eta. (aiōnios g166)
25 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve.
Ngah ih amiisak baat rumhala; saapoot ah thok e hala—jenthok ih taha—tekte loong ah ih Rangte Sah root japchaat adoh, boichaatte loong ah ih roidong choh ah.
26 Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv.
Hewah heteteewah ah, roidong lampo angla likhiik, Hesah rah uh erah likhiikkhiik roidong lampo.
27 Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn.
Eno Hesah asuh mi dande esuh chaan aphaan ah koha, tiimnge liidi heh ah Mina Sah.
28 Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
Arah suh nak paatja an; tekte loong ah ih heh root boichaat saapoot ah ethok ehala
29 og de skulle gaa frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.
eno neng loong ah mangbeng nawa dokkhoom eha; oh jaase ih mokata erah loong ah ngaaksaat ano ething tong ah, eno o ethih mokata erabah ngaaksaat ih adoh dut haat ih ah.
30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; saaledes som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.
[Nga chaan nawa ih ngah ih tiim uh tajen reekang; Rangte ih baat halang jun ih ba dande hang, erah raangtaan ih ngah ih dande hang ah epun ang ah, tiimnge liidi nga tenthun nawa ih tareekang, enoothong nga daapkaatte warah ih tiim thun ha erah mootkaatte.
31 Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt.
[Mih suh nga teewah tiit ah mokbaat angbah, ngah ih marah baat hang erah elang ekah ngeh ih mih ih takapka ang ah.
32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
Enoothong nga tiit baatte wahoh eje, eno ngah ih jat ehang nga tiit marah heh ih baat ha erah amiisak tiit ah baat ha.
33 I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for Sandheden.
Sen ih Joon reeni heh jeng boichaat suh mih daap wantan, eno Joon ih ami tiit ah baatta.
34 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.
Ngah mina dowa haaki eje jaatjaat angtheng ngeh ih taliikang; arah jenglang abah sen khoh toompui an ngeh ih jenglang.
35 Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys.
Joon ah weetook phaakjaaja ih lu arah likhiik, eno sen loong ah heh weephaak asuh pootsiit eroon etan.
36 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
Enoothong Joon ih haaki kotahan nang ih nga teeteewah ih haaki korumhala ah elong; ngah ih tiimjih mokalang, erah seng Wah ih mootkaat thuk halang, erah mokalang loong ah jun ih nga ah seng Wah ih kaatthuk halang ngeh ih jatthuk rumhala.
37 Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans Skikkelse,
Eno nga daapkaatte, seng Wah ih uh, nga teewah tiit ah ju jatthuk halan. Sen ih heh root uh maang taat chaatkan nyia hethe hekhoh uh maang thaak tupkan,
38 og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke.
eno heh tiitkhaap uh sen ten ni tathiin kan, tiimnge liidi heh daapkaatte warah ah tahanpi kan.
39 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig. (aiōnios g166)
Sen ih Rangteele ah wet ehan, sen ih mokthun han erah doh lathoonka roidong ah choh e ih ngeh ah. Eno Rangteele adi nga tiit baat ha! (aiōnios g166)
40 Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
Rah bah uh lathoonka roidong chosuh nga reeni wangsuh o uh tanook kan.
41 Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
[Ngah ih mina ih phoongpha tajamkang.
42 men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
Enoothong sen tiimjaat mina ah ngah ih jat ih rumhala, eno ngah ih jat ih rumhala sen ten ni Rangte minchan ah taje kan.
43 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
Seng Wah chaan ah kap angno ra halang, enoothong sen ih nga jeng ah tathang kan; erah thaknang eh, marah marah heh chaan nawa ih ra hala, erah jeng ah ba thang han.
44 Hvorledes kunne I tro, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
Sen ih sen jaachi ni phoongpha mui ah jamhan, enoothong Rangte taangnawa ra hala esiit luulu ah ih toom gu hang ngeh ih tasamthun kan; erah raangtaan ih sen ih mamah ma ih hanpi he?
45 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Haab.
Nakmok thun an, seng Wah suh ngah ih sen tiit thetbaatte ngeh ah. Sen thetbaatte abah, sen ih tuumaang han, Moses ah ba ang ah.
46 Thi dersom I troede Moses, troede I mig; thi han har skrevet om mig.
Sen ih Moses ah amiisak ih hanpi tanbah, sen ih ngah uh hanpi etheng ang tahe, tiimnge liidi Moses ih nga tiit ah raangta.
47 Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?‟
Enoothong heh ih tiim raangta erah lahanpi phiino, Ngah ih liihang ah batang ah mamah ma ih hanpi an?]

< Johannes 5 >