Johannes 5

1 Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.

Nandimbe izay ty sabadidak’ o Jiosio le nionjoñe mb’e Ierosaleme mb’eo t’Iesoà.

2 Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.

Teo ty antara marine’ ty lalambein’ Añondry e Ierosaleme ao atao Beit-zatà ami’ty saontsy Hebreo; aman-alokaloke lime.

3 I dem laa der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, [som ventede paa, at Vandet skulde røres.

Maro ty matindry nandre ao, ty fey, ty kombo, ty kepeke nandiñe ty fihetse’ i ranoy.

4 Thi paa visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.]

Ie an-tsa’e le mizotso mb’amy antaray ty anjeli’ i Talè mitrobo i ranoy; ie troboe’e i ranoy le ze valoha’e milipotse an-drano ao ty ampijangañeñe amy ze hasilofa’e.

5 Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive Aar.

Teo ty lahilahy nikepeke telo-polo taoñe valo’ amby.

6 Da Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: „Vil du blive rask?‟

Ie nivazoho’ Iesoà te nidefoke eo, naho niarofoana’e te haehae ty do’e, le nanoa’e ty hoe: Te ho jangam-b’iheo?

7 Den syge svarede ham: „Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.‟

Hoe ty natoi’ i kepekey: O Aba, izaho tsy ama’ ondaty hampijoroboñe ahy amo antarao ie ampihalingaliñeñe o ranoo; fa naho mb’eo iraho, le eo ty mizotso aolo.

8 Jesus siger til ham: „Staa op, tag din Seng og gaa!‟

Hoe t’Iesoà tama’e: Miongaha, rambeso o tihi’oo le mañaveloa.

9 Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat paa den Dag;

Nijangañe amy zao indatiy le rinambe’e i tihi’ey vaho nitrantràñe mb’eo. Toe Sabotse ty andro.

10 derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredet: „Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt at bære Sengen.‟

Aa le hoe ty asa’ o Tehodao amy jinangañey: Sabata ‘nio; faly ty anikeleha’o tihy.

11 Han svarede dem: „Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gaa!‟

Tinoi’e ty hoe: I nampijangañe ahiy ty nanao amako ty hoe: Miongaha, rambeso o tihi’oo le akia.

12 Da spurgte de ham: „Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?‟

Le hoe ty ontane’ iareo: Ia t’indaty nanao ama’o ty hoe: Rambeso o tihi’oo, le akia, zao?

13 Men han, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker paa Stedet.

F’ie tsy napota’ i nafahañey, fa nivik’ añe t’Iesoà, le lahialeñe ty an-toetse ao.

14 Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: „Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!‟

Ie añe, nivazoho’ Iesoà añ’anjomban’ Añahare ao re le nanoa’e ty hoe: Hehe, t’ie jangañe, ko mandilatse ka, tsy mone hanjo ty lombolombo’ i teoy.

15 Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.

Niavotse indatiy nitalily amo Tehodao te Iesoà ro nampijangañe aze.

16 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat.

Aa le nampisoañe’ o Tehodao t’Iesoà, nikilily hañè doza ama’e, amy t’ie nanoe’e amy Sabotsey.

17 Men Jesus svarede dem: „Min Fader arbejder indtil nu; ogsaa jeg arbejder.‟

Fe hoe ty natoi’ Iesoà: Mifanehake sikal’ amy zao t’i Raeko vaho mitoloñe ka iraho.

18 Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men ogsaa kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

Aa le sandrake te nipaia’ o Tehodao ty hañoho-doza ama’e; tsy t’ie nandilatse amy Sabataiy avao, fa t’ie nanao i Andrianañahare ho Rae’e, hifanahafa’e aman’ Añahare.

19 Saa svarede Jesus og sagde til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør ogsaa Sønnen ligesaa.

Le hoe ty natoi’ Iesoà: Eka! to t’itaroñako te, tsy mete manao inoñ’ inoñe am-bata’e i Anakey, naho tsy ty oni’e ano­en-dRae’e; amy te ze trea’e anoen-dRae’e, izay ro anoe’ i Anakey.

20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder.

Kokoan-dRae t’i Anake le kila atoro’e aze ze anoe’e vaho ho toroa’e fitoloñañe ra’elahy te amy retoañe hilatsà’ areo.

21 Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, saaledes gør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil.

Fa hambañe ami’ty ampitroaran-dRae o vilasio naho mameloñe iareo, ty ameloma’ i Anakey ze no’e.

22 Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen,

Toe tsy eo ty zakae’ i Rae, fa hene natolo’e amy Anakey ze fizakañe

23 for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.

soa te songa hiasy i Anakey, hambañ’ amy iasia’ iareo an-dRaey. Ze tsy miasy i ana’ey, tsy miasy an-dRae nañirak’aze.

24 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet. (aiōnios g166)

Eka! To ty itaroñako te, ze mijanjiñe o volakoo naho matoky i nañirak’ Ahiy ro aman-kaveloñe nainai’e, vaho tsy mimoak’ an-jaka ao; f’ie nienga i havilasiy mb’an-kaveloñe mb’eo. (aiōnios g166)

25 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve.

Itaroñako an-katò te, ho avy ty ora, toe fa ie henaneo, te ho janjiñe’ o vilasio ty fiarañanaña’ i Anan’ Añaharey, le ho veloñe o mahajanjiñe azeo.

26 Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv.

Fa hambañe ami’te aman-kaveloñe am-pañova’e t’i Rae, ty nanolora’e amy Anakey ty hanañe haveloñe am-bata’e;

27 Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn.

mbore tinolo’e lily hizaka, amy te ie i Ana’ ondatiy.

28 Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,

Ko idaba’ areo, fa ho tondroke ty ora ho janjiñe’ ze fonga an-donak’ ao i fiara­ñanaña’ey

29 og de skulle gaa frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.

vaho hiongake boak’ao: ze nanao soa ho amy fivañonam-beloñey; le ze nanao raty ho amy fitroaram-pizakañey.

30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; saaledes som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.

Toe tsy mahatafe­tetse iraho te izaho avao. Ie mitsa­no­ñe ro mizaka, le to o zakakoo amy te tsy ty lahako ro paiako fa ty satrin-dRae nañirak’ ahy.

31 Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt.

Aa naho mitalily vatan-draho, tsy ho tò i taliliy.

32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.

Ao ty mitalily ahy, le apotako te to i taroñe talilie’e ahiy.

33 I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for Sandheden.

Fa nañitrik’ amy Jaona nahareo, le nitaroña’e ty hiti’e.

34 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.

Tsy rambeseko ze talilie’ ondaty ahy, fe ivolañako o raha zao hahazoa’ areo rombake.

35 Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys.

Jiro nirehetse naho nireandrean-dre vaho nisatrie’ areo ty hirebeke hey amy hazavà’ey.

36 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.

Amam-balolombeloñe ambone’ i Jaona iraho, fa o fitoloñañe nafanton-dRae amako ho henefañeo vaho i fitoloñañe fanoeko ro mitalily ahy te nirahen-dRae.

37 Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans Skikkelse,

I Rae nañirak’ Ahy, fa nita­roñe ahy. Mbe lia’ areo tsy nahajanjiñe ty fiarañanaña’e ndra nahaisake i vinta’ey,

38 og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke.

vaho tsy mimoneñe ama’ areo ao o tsara’eo amy te tsy atokisa’ areo i nahitri’ey.

39 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig. (aiōnios g166)

Hotsohotsò o Sokitse Masiñeo; fa atokisa’ areo te ama’e ao ty hanaña’ areo haveloñe nainai’e; eka, ie i mitalily ahikoy, (aiōnios g166)

40 Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.

fe mifoneñe tsy homb’ amako nahareo hahazo haveloñe.

41 Jeg tager ikke Ære af Mennesker;

Tsy rambeko ty fiasia’ ondatio,

42 men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.

le apotako nahareo, te tsy an-tro’ areo ao ty fikokoan’ Añahare.

43 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.

Nimb’ atoa iraho ami’ty tahinan-dRaeko, fe tsy rinambe’ areo; naho eo ty miheo mb’ama’ areo ami’ty añara’e, le ampihovae’ areo.

44 Hvorledes kunne I tro, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke?

Aia ty hahafatokisa’ areo, te mifampiasy avao fa tsy mipay ty engeñe boak’ aman’ Añahare tokañe?

45 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Haab.

Ko atao’ areo te izaho ty hanisý anahareo añatrefan-dRae; toe eo ty haneseke anahareo: i Mosè fitama’ areo.

46 Thi dersom I troede Moses, troede I mig; thi han har skrevet om mig.

Aa naho niantofa’ areo t’i Mosè le ho natokisa’ areo iraho amy te izaho i nanokira’ey.

47 Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?‟

Aa naho tsy miantoke o soki’eo nahareo, aia ty hatokisa’ areo o volakoo?