< Job 9 >
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
