< Job 9 >
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Respondió Job y dijo:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
“Bien sé que es así. ¿Cómo puede el hombre ser justo frente a Dios?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Si pretendiera contender con él, de mil (cargos) no respondería a uno solo.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Él es sabio de corazón, poderoso y fuerte; ¿quién se le opuso y le salió bien?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Él traslada los montes, sin que sepan quién los trastorna en su ira.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Él remueve la tierra de su sitio, y sus columnas son sacudidas.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Él manda al sol, y este no sale, y encierra bajo sello las estrellas.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Él solo extiende los cielos, y anda sobre las olas del mar.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Él hizo la Osa, el Orión y las Pléyades, las constelaciones del cielo austral.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Él hace cosas grandes e insondables, y maravillas sin cuento y número.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
He aquí que pasa junto a mí, y yo no le veo; y si se retira, tampoco lo advierto.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Si Él toma una presa ¿quién hará que la devuelva? ¿quién podrá decirle: «¿Qué es lo que haces?»
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Él es Dios, no hay quien pueda doblegar su ira; debajo de Él se encorvan los auxiliares de Rahab.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
¿Cuánto menos podré yo responderle, elegir mis palabras frente a Él?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Aun teniendo yo razón, nada le respondería; imploraría la clemencia del que me juzga.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Aun cuando respondiera a mis clamores, no creería que había escuchado mi voz,
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Él, que me aplasta con un torbellino, y multiplica mis llagas sin causa.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
No me deja respirar y me harta de amargura.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Si se trata de fuerza, el poderoso es Él, y si de justicia (dice): «¿Quién me emplazará?»
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Aun cuando yo tuviera razón mi boca me condenaría, aunque fuera inocente, me declararía culpable.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Soy inocente, pero no me importa mi existencia, no hago caso de mi vida.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Es todo lo mismo; por eso he dicho: «Él acaba con el inocente como con el impío.»
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
¡Si al menos el azote matase de repente! Él se ríe de la prueba de los inocentes.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
La tierra ha sido entregada en manos de los malvados; Él mismo tapa el rostro de sus jueces. Si no es Él, ¿quién lo será?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Mis días pasaron más veloces que un correo, huyen sin ver cosa buena;
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
pasan como las naves de junco, cual águila que se arroja sobre la presa.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Si digo: «Olvidaré mis quejas, voy a mudar mi semblante, y me regocijaré»,
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
me espantan todos mis dolores, pues sé que Tú no me declaras inocente.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Y si soy juzgado culpable, ¿por qué fatigarme en vano?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Aunque me lavara con agua de nieve, y con lejía limpiara mis manos,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Tú me sumergirías en el fango, y hasta mis vestidos me darían asco.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Porque Él no es un hombre como yo, a quien se pudiera decir: «¡Vamos juntos a juicio!»
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
No hay entre nosotros árbitro que ponga la mano sobre entrambos.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Aparte Él de mí su vara, y no me espante su terror:
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
entonces hablaré, sin tenerle miedo, porque así como estoy, no me conozco a mí mismo.”